1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Borgere med særlige behov
  4. Peer-medarbejder: Borgerne burde altid være med i rummet

6 min læsetid

Peer-medarbejder: Borgerne burde altid være med i rummet

Hvad sker der, når borgere, medarbejdere, ledere og peer-medarbejdere ikke bare taler om praksis, men undersøger den sammen?

Peer-medarbejder: Borgerne burde altid være med i rummet
Allan Thiim er peer-medarbejder i Frederikshavn Kommune og arbejder blandt andet i projektet Stå stærkt i egen praksis.
Sine Molbæk-Steensig
Sine Molbæk-Steensig
- Jeg plejer at sige, at jeg er tosproget – jeg kan både tale neorodivergent, og jeg kan tale systemisk
Allan Thiim

Peer-medarbejder i Frederikshavn Kommune Allan Thiim har en vigtig rolle i Fremfærd-projektet Stå stærkt i egen praksis.

Et projekt, hvor ledere, medarbejdere, borgere og peer-medarbejdere sammen arbejder med systematisk refleksiv praksis og recovery-orienteret rehabilitering.

Her fungerer han som en slags brobygger mellem borgere og fagprofessionelle med fokus på at få borgerens stemme med. Han fortæller, at der sker noget særligt, når alle faggrupper og borgerne er samlet, for man begynder at stille andre spørgsmål og tale på en anden måde. Man får øje på gode praksisser og bliver inspireret til, hvordan man kan styrke og brede dem ud.

- Det er et lidt anderledes projekt, end det man er vant til. Det er ikke endnu et kursus i en ny metode, men handler mere om at få sat ord på det gode, man allerede gør, fortæller han.

Skru op for nysgerrigheden

Når deltagerne sammen undersøger deres egen praksis, arbejder de med spørgsmål som: Hvorfor virker det? Hvad er det egentlig, vi gør? Hvad får vi ud af det? Og kan vi gøre mere af det – eller bruge det andre steder?

I udgangspunktet er det enkle spørgsmål, men de være overraskende svære at stille i en travl hverdag, hvor man er vant til at gøre tingene på bestemte måder, fortæller Allan Thiim.

Allan Thiim

Allan Thiim arbejder som peer-medarbejder i Frederikshavn Kommune og har gennem de seneste år haft mange forskellige opgaver. Han underviser andre peers, arbejder sammen med borgere og bostøtter, holder oplæg og bliver inddraget, når en sag kunne have gavn af et perspektiv fra en, der selv har erfaringer med at være borger i systemet.

Det blødere sprog

Allan Thiim oplever, at der sker noget med samtalen, når borgere og peers sidder med omkring bordet.

- Der er ofte en anden tone, for man taler anderledes om borgerne, og man bruger andre ord til at beskrive projekter og rammer.

Det er ikke nødvendigvis en dramatisk forandring, men snarere en lille forskydning i rummet. Sproget bliver blødere, forklarer han.

- Jeg tror, det er en påmindelse om, hvem det egentlig handler om. Jeg kan se, det gør indtryk, når en borger forklarer: ”Jeg føler sådan her. Jeg oplever sådan her.”

Peer-medarbejderen er bindeled

Allan Thiim bruger selv flere ord, når han skal beskrive sin rolle i projektet. Peer. Medarbejder. Tolk. Brobygger. Talerør.

Nogle gange deltager han på lige fod med de øvrige medarbejdere. Andre gange har han en særlig opgave med at bringe borgerperspektivet ind. Det kan for eksempel være ved at hjælpe med at ”oversætte” mellem forskellige måder at forstå og tale om en situation på.

For Allan Thiim handler det blandt andet om, at fagpersoner og borgere kan bruge de samme ord, men lægge noget forskelligt i dem. Systemets begreber kan være helt naturlige for den fagprofessionelle, men fremmede eller overvældende for borgeren.

Her kan peer-medarbejderens erfaring blive et bindeled.

- Når jeg forstår tingene rigtigt, så kan jeg sige det på en måde, så fagpersonen forstår, hvad der bliver sagt, og borgeren tænker: Det er faktisk det, jeg mente. Og omvendt kan jeg forklare borgeren, hvad fagpersonen siger.

Han er dog meget bevidst om, at peer-rollen ikke handler om at tale på vegne af andre, men om at undersøge, om man har forstået dem rigtigt. Og det er en vigtig nuance, hvis borgerens stemme skal have betydning.

De højeste stemmer er ikke altid de vigtigste

Det bringer Allan Thiim til en anden udfordring, som han ofte møder - både i projektet og i sit øvrige arbejde:

Hvordan sørger man for, at alle får mulighed for at bidrage – også dem, der har sværest ved at gøre det?

For det er nemlig ikke nødvendigvis dem, der fylder mest i et rum, der har de vigtigste perspektiver.

Derfor handler borgerinddragelse ikke bare om at invitere borgere med ind og give dem mulighed for at sige noget. Det handler om at skabe rammer, hvor forskellige mennesker reelt kan deltage. Ligesom det sker i Stå stærkt i egen praksis.

Allan Thiim samarbejder ofte med borgere, der har svært ved selv at få deres perspektiver frem. Her kan han nogle gange tage noget af det svære på sig, hjælpe med at sætte ord på eller skabe en tryghed, der gør det lettere for borgeren selv at komme til orde.

Ikke en revolution – men et skift

Når Allan Thiim ser på, hvad der konkret kommer ud af Stå stærkt i egen praksis, er det ikke en revolution, men snarere et stille skift.

Han kan for eksempel mærke, at der bliver talt mere om borgerinddragelse. Ikke som en ny metode, der pludselig skal implementeres overalt, men som en større opmærksomhed på, at borgeren skal være med. Det gælder også, når borgeren ikke fysisk kan sidde med ved bordet, så må der bare tænkes i andre baner. Fx ved at inddrage peer-medarbejdere.

- Det er jo ikke sådan en kæmpe åbenbaring, og meget af det gør man i forvejen – måske bare ikke i så høj grad.

Det interessante er, når noget fra projektet begynder at ændre den måde, man tænker på i hverdagen, mener han.

Ideerne kommer når vi samles

Mange medarbejdere arbejder allerede i en retning, der ligger tæt på projektets grundtanker. Og mange vil gerne gøre det i endnu højere grad, mener Allan Thiim.

De udfordringer, man møder på arbejdspladsen i forhold til det, er som regel ikke et resultat af mangel på vilje. Nogle gange er det rammerne, arbejdsgangene eller procedurerne, der gør det vanskeligt at omsætte de gode intentioner til praksis.

Og netop derfor er det så værdifuldt at møde andre medarbejdere, borgere, peers og ledere og høre, hvordan de gør. For måske sidder andre med en idé til den situation, man selv er kørt fast i.

- Jeg tror, alle gerne vil det samme. Men hvordan gør man lige i praksis? Det gør en forskel, når vi mødes på denne måde, for så kommer ideerne.

Det er blevet tydeligere hvad peer-medarbejdere kan

Projektet har også haft en effekt, som Allan Thiim selv mærker meget konkret: Han har nemlig fået flere opgaver.

Medarbejdere, han har mødt i projektet, tager fat i ham, fordi de har en konkret situation, hvor de tænker, at hans perspektiv måske kan hjælpe.

På den måde bliver projektet en slags levende demonstration af peer-rollen, og hvad den kan bruges til.

- Folk har opdaget, at vi bidrager med noget, som ikke er der i forvejen, og som har en værdi, siger han.

Om projekt Stå stærkt i egen praksis

Formålet med projektet er at styrke kvalitet og bæredygtighed i indsatserne på voksensocialområdet gennem praksisnære kompetenceforløb, der hviler på både en recovery-orienteret tilgang og en tilgang med fokus på systematisk refleksiv praksis.

Tre kommuner deltager i lokale praksisnære kompetenceforløb for ledere og medarbejdere på tilbud inden for socialpsykiatri og voksenhandicapområdet.

Ambitionen er i sidste ende at udvikle en national læringsmodel med konkrete metoder og redskaber, der kan understøtte kommunernes fremadrettede arbejde med recovery-orienteret rehabilitering.

""

Stå stærkt i egen praksis med en bæredygtig læringskultur

Nyt projekt skal styrke den recoveryorienteret praksis på det specialiserede voksensocialområde gennem praksisnære træningsforløb.

Læs artiklen