5 min læsetid
Ny indsats: Tandplejere med i hjemmeplejen
Der er gevinster at hente ved at koble tandplejere til de faste teams i hjemmeplejen, viser foreløbige erfaringer fra tre kommuner.



Med ældrereformen indføres helhedspleje. Og en helhedsorienteret indsats hænger tæt sammen med at arbejde tværfagligt.
Mange faggrupper er allerede tænkt ind i det tværfaglige samarbejde i faste teams, hvor sosu-personale, sygeplejersker og terapeuter arbejder tæt sammen, mens visitatorer, pædagoger og andre faggrupper er med efter behov.
Men én faggruppe er ofte fraværende, nemlig tandplejerne.
Tandplejernes kompetencer i spil
Derfor har et nyt projekt til formål at afprøve, hvordan man sikrer øget fokus på mundhygiejne og tandsundhed blandt sårbare ældre, der modtager helhedspleje i eget hjem.
- Med projektet øger vi inddragelsen af tandplejerne og deres kompetencer på ældreområdet. God mundhygiejne er en del af plejeopgaven, og derfor skal vi have en opmærksomhed på, hvordan vi kan bruge den specialistviden, siger Heidi Hesselberg Lauritzen, der er specialkonsulent i KL.
Sammen med Tine Tousgaard, chefkonsulent i Danske Tandplejere, er hun projektleder på partsprojektet “Tandplejere i den nære sammenhængende sundhedsindsats”.
Mærkbar effekt af indsatsen
Som en del af projektet indgår tandplejerne i teamsamarbejdet i tre kommuner og bidrager med faglig sparring, rådgivning og kompetenceudvikling af bl.a. sosu-personale.
Tandplejerne er også med ude på hjemmebesøg og laver målinger af de ældres tandsundhed før og efter indsatsen. De foreløbige resultater viser, at det har en effekt at sætte spot på tandsundheden.
- Det gør en mærkbar forskel at tilknytte tandplejere til de faste teams. De foreløbige tal peger på, at der er en målbar effekt på borgernes tandsundhed allerede efter 6-8 ugers indsats, siger Tine Tousgaard fra Danske Tandplejere.
Inspireret af projekt på plejehjem
Et tidligere Fremfærd-projekt, der havde til formål at opkvalificere personalet på udvalgte plejecentre, har vist, at målrettet undervisning gør en forskel for de ældres tandstatus.
- Vi er meget inspireret af det projekt, fordi resultaterne var så gode, at nogle kommuner valgte at køre videre med det. Det er vigtigt at huske, at tværfagligt samarbejde mellem tandplejere og omsorgspersonale ikke bare øger tandsundheden men sundheden i det hele taget, siger Tine Tousgaard fra Danske Tandplejere.
Forebygge hospitalsindlæggelser
Dårlig tandsundhed kan resultere i underernæring, fordi tænder, der gør ondt eller er løse, kan gøre det vanskeligt at tygge. Ligeledes kan mundtørhed, forårsaget af for eksempel medicin, gøre det vanskeligt at tygge og synke mad.
Men dårlig tandsundhed kan også give sygdomme og infektioner i resten af kroppen, for eksempel lungebetændelse.
- Det kan derfor også være med til at forebygge hospitalsindlæggelser, hvis munden holdes sund, og tænderne holdes fri for infektion, understreger Tine Tousgaard fra Danske Tandplejere.

Samarbejde mellem tandplejere og omsorgspersonale øger ældres tandsundhed
Silkeborg Kommune er med i Fremfærd-projekt, der skal øge tandsundheden blandt ældre på kommunens plejecentre gennem kompetenceudvikling af medarbejderne.
Læs artiklenGode erfaringer i Randers
Randers er en af de tre kommuner, der deltager i projektet. Her er tandplejere gennem en periode på godt to måneder blevet koblet på faste teams i to distrikter.
Tandplejerne har deltaget på det ugentlige DTR-møde (det tværfaglige rehabiliteringsmøde), hvor social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, terapeuter og pædagoger diskuterer særlige borgere.
Omsorgschefen i Randers Kommune, Lene Jensen, er glad for de foreløbige resultater.
- Det giver virkelig god mening at inddrage tandplejere i de faste teams. Alle faggrupper får en øget bevidsthed om, hvor vigtig tand- og mundsundhed er, ikke mindst for sårbare ældre, siger hun.
“Det kræver en omprioritering”
Randers Kommune vil gerne arbejde videre med en model, hvor tandplejere inddrages i de tværfaglige rehabiliteringsmøder, men det kræver en omprioritering.
- Det vil dog være godt givet ud, for det er god måde at få leveret omsorgstandplejen på og sikre løbende undervisning af hele omsorgsområdet. Så måske vi kan tænke det anderledes og bruge ressourcerne anderledes end det, vi er vant til, siger hun.
Evalueringsrapport til efteråret
Næste skridt i projektet er en nærmere analyse af de før og efter-målinger, der er lavet af borgernes tandsundhed.
Desuden vil der til efteråret blive udgivet en evaluering af projektet baseret på fokusgruppeinterview med ledere og medarbejdere fra de tre kommuner.
Flere veje til resultater
Hver kommune har haft metodefrihed til at tilrettelægge indsatsen, og de tre kommuner, Randers, Norddjurs og Haderslev, har grebet opgaven forskelligt an, pointerer Heidi Hesselberg Lauritzen, specialkonsulent i KL.
I Norddjurs Kommune har undervisningen primært foregået på de tværfaglige møder, mens Haderslev Kommune har satset mere på sidemandsoplæring, hvor tandplejeren har været med medarbejderen ude hos borgeren.
- Det er det fine ved projektet, at der er plads til metodefrihed, så vi ikke står med tre kommuner, der har gjort præcis det samme. Der er flere veje til et tættere samarbejde mellem tandplejere og ældreplejen, siger Heidi Hesselberg Lauritzen.



