2 min læsetid
Lyt til podcast om samarbejdet mellem kommuner og regioner
Samarbejde mellem kommuner og regioner er afgørende for fremtidens velfærd. Men det kommer ikke af sig selv.



Samarbejde mellem det nære sundhedsvæsen, hospitaler og almen praksis er afgørende for fremtidens velfærd. Derfor skal kommuner og regioner have en tæt dialog om de konkrete opgaver, der skal løftes.
Sådan lyder det fra topcheferne fra KL og Danske Regioner i en ny podcast om tværsektorielt samarbejde, produceret for Væksthus for Ledelse.
Reformer øger behov for samarbejde
I podcasten diskuterer de to administrerende direktører, Svend Særkjær fra Danske Regioner og Kristian Vendelbo fra KL, hvad der skal til for at få samarbejdet til at lykkes.
Flere store reformer peger på behovet for øget samarbejde, og udfordringer presser sig på og kræver løsninger på tværs bl.a. omkring multisyge ældre, unge i mistrivsel og demente og deres pårørende.
Strukturen tvinger parterne sammen
Fra 1. januar 2027, når sundhedsreformen træder i kraft, er der 4 regioner og 17 sundhedsråd. Sundhedsrådene skal være rammen om et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner og regioner om et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne.
Hvert råd består af folkevalgte fra både regionen og de kommuner, der hører til rådets område, med et flertal af regionale medlemmer. Det er et skift fra de tidligere sundhedsklynger, som var mere frivillige og rådgivende.
Sundhedsrådene skal fungere
I podcasten er de to topchefer enige om, at sundhedsrådene, hvor kommuner og regioner mødes om fælles løsninger, er den rigtige konstruktion og et centralt omdrejningspunkt for velfærden.
Kristian Vendelbo slår fast, at samarbejdet i sundhedsrådene skal lykkes. Ellers frygter han et statsligt styret sygehusvæsen.
- Kommunerne kommer ikke ind i sundhedsrådene for at interessevaretage fra et kommunalt synspunkt. Vi kommer ind for at få det til at virke, fastslår han.
Podcasten faciliteres af Jakob Krogh, regionsdirektør i Region Nordjylland og formand for Regionernes Ledelsespanel.



