Børn

Prioritér faglig ledelse

Projektet sætter fokus på at styrke betingelserne for at udøve faglig ledelse på det pædagogiske og socialpædagogiske område.

Af Bettine Romme Andersen 04/04/2025
BUPL,
FOA,
KL,
Socialpædagogerne

Kvaliteten i de pædagogiske miljøer på både dagtilbuds- og socialområdet er helt afgørende for, at børn, unge, udsatte og mennesker med handicap oplever trivsel, udvikling og læring.

Og en vigtig brik i at skabe den kvalitet i det pædagogiske og socialpædagogiske arbejde er, at der er plads og rum til, at lederne kan praktisere og prioritere faglig ledelse tæt på praksis.

Faglig ledelse rimer på kvalitet

Derfor ser nyt projekt på, hvordan betingelserne for faglig ledelse kan styrkes. Bag projektet står de faglige organisationer BUPL, FOA og Socialpædagogerne samt Kommunernes Landsforening (KL).

Kompleksiteten i den pædagogiske og socialpædagogiske opgave er stor. Derfor kræver det kompetente ledere, der prioriterer den faglige ledelsesopgave og understøttes af en sammenhængende ledelseskæde. Og den udvikling har vi et fælles ansvar for at sætte skub på, siger projektleder Stinne Nøhr Lawaetz fra KL.

Kendskab til kerneopgaven og faglig sparring

For Socialpædagogerne er det vigtigt, at der sættes fokus på faglig ledelse for at skabe en kobling mellem de organisatoriske strategier og det daglige arbejde.

- Faglig ledelse indebærer, at lederen har indsigt i kerneopgaven og kan sikre faglig sparring vedrørende valg af metoder, tilgange og afvejninger i forhold til etiske dilemmaer, siger Pia Sletbjerg Skov, der er projektleder fra Socialpædagogerne.

Få viden og inspiration på temadage

Projektet afholder tre temadage i september, hvor der vil være oplæg og dialoger med fokus på:

  • hvordan faglige ledere lykkes med at prioritere og praktisere faglig ledelse
     
  • hvordan faglig ledelse kan understøttes i hele ledelseskæden
     
  • hvordan ledernes forudsætninger og kompetencer skal være for at udvikle stærke faglige fællesskaber
     

- Temadagene skal sætte fokus på betydningen af faglig ledelse og skabe dialog om, hvordan vi i hele ledelseskæden kan skabe rammer og vilkår for, at lederne kan udøve faglig ledelse, siger Pia Sletbjerg Skov.

Og faglig ledelse tæt på praksis er ikke kun vigtig for borgerne, men også for medarbejderne på dagtilbud og de sociale tilbud, siger Tom Bjerregaard, projektleder fra FOA.

- Faglig ledelse har betydning for medarbejdernes arbejdstilfredshed, arbejdsmiljø, reducering af sygefravær og mulighed for at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Igangsæt dialoger om faglig ledelse

Deltagerne på temadagene, som bliver placeret på tre forskellige lokationer rundt i Danmark, kan se frem til at få masser af inspiration med hjem, lyder det fra Nadia Halkjær Jensen, projektleder fra BUPLs lederforening.

- De kan forvente at blive del af dialoger om, hvordan de i egen kommune kan gribe opgaven an med at frigive mere tid til faglig ledelse og forhåbentligt få inspiration til deres videre proces med at flytte opgaver væk fra lederne i en ressourceknap virkelighed i kommunerne, siger hun.

Stærke faglige fællesskaber

På både dagtilbuds- og socialområdet er der aktuelle udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere. 

Og en styrkelse af den faglige ledelse er en af vejene til at skabe de stærke faglige fællesskaber, som kan tiltrække og tilknytte medarbejderne på det pædagogiske og socialpædagogiske område.

Projektet inddrager viden fra to undersøgelser lavet at Væksthus for ledelse: "Fællestræk i faglig ledelse" og "Sammenhæng i ledelseskæden".

Mere info om projektet

Projektets formål er at sætte fokus på sammenhængen mellem faglig ledelse og kvalitet på det pædagogiske og socialpædagogiske område. Det er blevet til i et samarbejde mellem KL, Socialpædagogerne, BUPL og FOA.

Projektet afholder tre inspirerende temamøder for faglige ledere af den pædagogiske og socialpædagogiske praksis og den ledelseskæde, de er en del af.

Som vidensgrundlag bygger projektet på to undersøgelser fra Væksthus for ledelse: "Fællestræk i faglig ledelse" og "Sammenhæng i ledelseskæden".