Genbrugsvejleder Henrik Eskerod i Værdiparken

Her er genbrugspladsen blevet til Værdipark

I Skanderborg Kommune har genbrugspladsen redefineret sin kerneopgave. Her er pladsen nemlig blevet til en værdipark, borgerne er kunder og de tidligere pladsmænd er nu hjælpsomme genbrugsvejledere.

Af Ida Juel Koll 28/10/2016

For to og et halvt år siden skulle Skanderborg Kommune have en ny genbrugsplads. Det blev til en splinter ny plads, på en ny adresse og med en forandret kerneopgave.

Nedenfor kan du se en video fra vores besøg i Skanderborg. Artiklen fortsætter.

I Skanderborg kalder de pladsen for en værdipark. I værdiparken er affaldssortering stadig den vigtigste opgave, men nu skal genbrugsvejlederne også sprede deres viden. De underviser f.eks. skoleklasser, og de forklarer borgerne om de forskellige affaldsfraktioner.

- Hos os er borgerne kunder, hvilket betyder, at vi er en service for dem. Alt i parken er indrettet, så det er nemmest muligt for kunderne. Nu tænker vi udefra og ind, hvor vi før tænkte fra personalets perspektiv, forklarer Hanne Lundhus, som er projektchef i Renosyd, der driver værdiparken i Skanderborg.

LÆS OGSÅ: Thea kommunikerer i en verden af småt brændbart

En ny kerneopgave

I den nye værdipark er borgerne blevet mere bevidste om at sortere affaldet rigtigt. Det skyldes flere forskellige forbedringer i forhold til den tidligere genbrugsplads.

Henrik Eskerod er genbrugsvejleder og har været med siden åbningen af den nye værdipark. Han mener, at arbejdet er blevet meget mere interessant nu.

- Nu er man mere engageret, og vi snakker utroligt meget med kunderne. Vi forklarer dem om affaldssorteringen og vejleder dem så i, hvor de forskellige ting skal afleveres. Det gør, at de så bedre kan finde det næste gang, og at de får viden om, hvorfor vi sorterer, som vi gør, siger han.

Medarbejderne har også været på kurser både for at få mere faglig viden, men også for bedre at kunne formidle viden om affaldssortering til parkens brugere. De har blandt andet været på en studieture til flere af de fabrikker, som aftager deres affald, så de bedre kan forklare genbrugssystemet til skanderborgenserne.

Den viden kan genbrugsvejlederne udnytte, både hvis fru Hansen ikke kan forstå, hvorfor metal skal sorteres for sig selv, eller hvis de skal stå for rundvisning af en skoleklasse.

LÆS OGSÅ: Ny kampagne skal forbedre arbejdsvilkår på sorteringsanlæg

Henrik Eskerod er rigtig glad for sine nye opgaver, og han får arbejdsglæde ved at vejlede andre i genbrug. Det kan dog kan være en udfordring at få en 5. klasse til at høre efter.

- Nogle af de yngre elever har jo krudt i røven, men hvis bare de kan få lidt mere viden med sig hjem, er vi tilfredse. Vi opfordrer dem også til at tage med forældrene, næste gang at de skal i Værdiparken. Så kan vi måske også få en hyggelig snak med dem, forklarer Henrik Eskerod.

På trods af hans tilfredshed med de nye arbejdsopgaver, erkender han, at det er en stor og spændende udfordring at imødekomme forandringerne.

Det ved de også i Renosyds ledelse, hvor man nu har mere fokus på kommunikation og service, når man rekrutterer nye medarbejdere.

- Arbejdsopgaven er jo en anden nu, og man skal påtage sig en mere vejledende rolle. Derfor søger vi også efter mere servicemindede medarbejdere. Hos os skal man være opsøgende og have lyst til at tale med kunderne, siger Hanne Lundhus.

Artiklen fortsætter under billedet

Nye fysiske rammer

En anden markant ændring fra den tidligere genbrugsplads til nu er, hvordan parken rent fysisk er opbygget.

- Vi er gået fra en firkantet asfaltplads med containere og en skurvogn til en værdipark med blomster, planter og gangbroer. Her er meget pænere end før, og det smitter af på kunderne, siger Henrik Eskerod.

Parken er indrettet med et opholdshus i midten, hvor medarbejdere har kontor og frokostrum. De besøgende kan tage en kop kaffe eller kakao i automaten bag huset, som de kan nyde i parken. Så er der placeret diverse containere rundt om, som er sænket ned i jorden, så brugerne nemmere kan komme til. Der er lavet stier og terrasser med borde- og bænkesæt, så det virker mere indbydende at sætte sig ned. Derudover er kørebanen indrettet som en cirkel, således at bilisterne kun skal orientere sig i til højre.

- Det hele er gennemtænkt, og igen skal det tilgodese kunderne. Vi indrettede parken i samarbejde med et arkitektfirma, som normalt arbejder med detailhandlen. I den branche er brugervenlighed centralt, og den filosofi har vi også arbejdet ud fra, uddyber projektleder Hanne Lundhus.

Det gennemgående fokus på borgerne som kunder og pladsbetjentene som vejledere, har medført en væsentlig bedring i affaldssorteringen.

Kort over værdiparken
Hvad er en værdipark?

Fire centrale elementer i transformationen fra genbrugsstation til værdipark:

  • Hensynet til brugerne er i fokus.
  • Alle tiltag tænkes udefra og ind.
  • Medarbejderne skal trænes og uddannes i at vejlede kunderne bedre.
  • Parken bør være pænt indrettet, så den indbyder borgerne til at bruge den.
Om Renosyd
  • Renosyd er et kommunalt selskab stiftet i samarbejde mellem Skanderborg og Odder Kommuner.
  • Det betyder blandt andet at selskabet ikke må lave overskud, og at der er repræsentanter fra begge kommuner i selskabets bestyrelse.
  • Udover Værdiparken i Skanderborg, driver Renosyd også genbrugspladser i Odder, Galten, Hørning og Ry.