Noget skulle der ske. Den nye psykiatri- og handicapchef i Sønderborg Kommune siden 2012, Helle Schultz, kunne hurtigt se, at der ville opstå endnu flere udfordringer, hvis ikke de begyndte at gøre tingene anderledes i socialpsykiatrien. Økonomien så ikke ud til at blive mindre stram, og tilgangen af borgere med flere problemer steg.

- Der lå allerede en strategi for hele kommunen om at tage udgangspunkt i rehabilitering og borgerinddragelse over alt, hvor vi kunne. Så vi lavede en handleplan om at ændre arbejdet til at blive rehabiliterende, fortæller Helle Schultz.

Det betød, at der i langt højere grad skulle fokuseres på borgernes evner, ønsker og drømme frem for deres sygdom og begrænsninger. At borgeren skulle inddrages og tage medansvar for den handleplan, der skulle lægges for hans ellers hendes rehabilitering og recovery. Og at alle aktører på tværs, fra jobcenter og behandlingpsykiatri til socialfaglig myndighed og pårørende, i fællesskab og sammen med borgeren skulle prioritere målene for rehabiliteringen.

- Hidtil havde kulturen været, at når først borgerne var inde i socialpsykiatrien, så slap vi dem ikke igen. Men skulle vi blive i stand til at modstå presset, skulle vi til at slippe nogle igen. Men det kan man jo ikke give omkring 100 medarbejdere besked på fra den ene dag til den anden.

Det skal give mening

- Så man begynder med at skabe meningen med at ændre arbejdsformen ved at tydeliggøre behovet - det stigende antal borgere med behov for støtte og en presset økonomi. Det, sammen med troen på, at borgerne som udgangspunkt helst vil kunne klare sig selv, var afsæt for den sideløbende kompetenceudvikling, forklarer Helle Schultz.

Det skete et års tid, før den nye rehabiliterende arbejdsform blev implementeret. Imens ændrede en lille udvalgt gruppe medarbejdere arbejdsgangene i samarbejde med en gruppe ”pilotborgere”, der var taget i ed om formålet. Med udgangspunkt i deres håb og drømme blev fremgangsmåder og metoder ændret og afprøvet, justeret og afprøvet, om og om igen.

Sideløbende blev der også indført indført løbende evalueringer og resultatmålinger af indsatsen, så der kunne skabes overblik over, hvor mange borgere, der blev afsluttet, og om målene blev nået, og alle medarbejdere og ledere gik i gang med moduler af en diplomuddannelse i forandringsledelse. Et enkelt kursus ville ikke række, vurderede Helle Schultz, som derfor fra begyndelsen allierede sig med det private konsulentfirma, Type2Dialog.

- Jeg ledte efter en anden måde at skabe forandring på, og i så stor en proces var det vigtigt at have nogle til at hjælpe med hele tiden at holde fokus.

Der blev sideløbende gjort meget ud at ruste lederne til at støtte medarbejderne i processerne, og til at blive ved og stå fast. Alle lederne blev inviteret ind i et netværk og jævnligt sammen med det eksterne konsulentfirma drøfte forskellige emner og problemstillinger.

Vi bruger hinanden mere

For Helene Stave Hansen, der har været ansat i socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune siden 2007, har ændringen til at fokusere på borgerens ønsker og håb og yde hjælp til selvhjælp gennem rehabilitering og recovery ikke været den store omstilling, da det i forvejen er en væsentlig del af hendes faglighed som ergoterapeut.

- Men vi er nu en samlet enhed, der taler det samme sprog, og kan holde hinanden op på, hvad vi har lært. Ligesom vi har fået en anden tilgang til borgerne og en ny opfattelse af, at psykisk syge kan komme sig – at der kan ske en udvikling. Der er megen fokus på, at det, vi gør, skal give mening for borgeren. Og vi har fået sat ord på det, vi hele tiden har gjort, og en anden fokus på samarbejdspartnere som jobcenter, praktiserende læger og pårørende, siger Helene Stave Hansen.

I dag er processen borgerens. Medarbejderne skal hele tiden være opmærksomme på, om de arbejder kompenserende, aktiverende eller rehabiliterende. Det sidste er målet, for når borgeren selv gør arbejdet, udvikler han eller hun sig mest.

- For nogle borgere er det en stor forandring, men de fleste er glade, især for tværfagligheden, og for at vi koordinerer indbyrdes.
Helene Stave Hansen oplever, at hun og kollegerne har højnet deres samlede faglighed væsentligt.

- Der er i det daglige kommet stor opmærksomhed på vores individuelle kompetencer, og hvad vi hver især kan byde ind med. Den gensidige respekt har hele tiden været der, men nu bruger vi hinanden endnu mere.

Det har dog også været hårdt undervejs.

- Nogle gange er skinnerne jo blevet lagt, mens vi har kørt på dem. Der bliver hele tiden sat nye både i vandet, og det er svært, når nogle af dem synker. Men på den anden side er det også det, der har styrket os, siger Helene Stave Hansen.

- Jeg tror, vi generelt er blevet gladere for at gå på arbejde. Vi har som alle andre steder rigtig travlt, men trives på denne her måde. Vores sygefravær er faldet til et meget lavt niveau, og det plejer jo at være en god indikator for trivslen.

Vi er blevet mere effektive

For socialfaglig medarbejder Jytte Smith, der har en baggrund som pædagog og har været ansat siden 2004, var udsigten til en ny arbejdsform og uddannelse på en gang en stor mundfuld - ligesom det var for mange af hendes kollegaer.

- Men selv om vi sprællede i nettet, gjorde det tilsammen, at vi kom igennem og kunne se meningen med det. Det giver virkelig mening at give ansvaret tilbage til borgeren selv og at arbejde sammen på tværs af de forskellige instanser, der samarbejder om borgerens rehabilitering – at vi får afdækket de indbyrdes roller og får skruet den rette indsats sammen. Opgaverne er stort set de samme, men tilgangen og samarbejdet, også med borgeren, er helt anderledes, fortæller hun.

Også Jytte Smith oplever, at fagligheden er blevet højnet markant.

- Vi har meget forskellige uddannelsesbaggrunde og erfaringer og arbejdede på vidt forskellige måder, både med hensyn til viden og metode. Men vi har fået nogle redskaber, vi alle sammen kan bruge – ja, jeg tror egentlig, vi er blevet mere effektive, fordi vi arbejder mere målrettet. Før var vi i en gråzone, hvor vi selv skulle definere opgaverne. I dag er de defineret og rammet ind med borgeren i centrum.

Jytte Smith er glad for den nye tilgang til opgaven og borgerne.

- Før blev borgeren defineret ud fra sin sygdom, og vi kompenserede ofte for det, borgeren ikke kunne. I dag tror vi på, at borgeren kan og ikke er sin sygdom. Vi skal hele tiden tænke, at borgeren skal spørges og motiveres, for vi kender jo ikke hans eller hendes ressourcer, før de er prøvet af. Så vi er blevet mindre forudindtagede og mere nysgerrige i arbejdet.

Alle er kommet med

- Forbavsende få har ikke fra begyndelsen været med på den nye arbejdsform. Enkelte valgte at bruge det som anledning til at gå på pension, mens en håndfuld blev flyttet til andre opgaver, overvejende på grund af de øgede krav til faglighed og resultatmåling, siger psykiatri- og handicapchef Helle Schultz.

Den største positive overraskelse fik Helle Schultz fra medarbejderne:

- Vi har næsten revolutioneret deres hverdag med krav om metodebevidsthed, resultatmåling og om at slippe borgerne, alt sammen på én gang! Men de har virkelig løftet sig, og jeg oplever en faglig stolthed hos dem – og først og fremmest, at de er engagerede.