bosager

Sådan blev vi bedre til at kommunikere med borgere uden sprog

Mere fordybelse, en ny mødemodel og flere dages kursus har gjort medarbejdere og ledere på to bosteder for udviklingshæmmede i Sønderborg bedre til at finde frem til håb og drømme for borgere med meget lidt eller helt uden sprog.

Af Mette Voss 22/11/2017
Fremfærd

Hvordan får man håb, drømme og ønsker frem hos borgere, der kun kommunikerer minimalt? Det spørgsmål har medarbejdere og ledere på bostederne Bosager og Flintholm samt SAABU – Sønderborg Kommunes aktivitets og samværstilbud – arbejdet med i løbet af de seneste år, og de deler deres erfaringer med Fremfærd Særlige behov-projektet ”Fremtidens boformer for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser.”

I Sønderborg Kommunes handicapafdeling er rehabiliteringsprojektet ”Dit liv, dine muligheder, vores fælles ansvar” i gang, og som en del af det, har bostederne arbejdet med et tværfagligt rehabiliteringsmøde, hvor borgeren, pårørende, kontaktpædagog, afdelingslederen fra botilbuddet og andre relevante tværfaglige samarbejdspartnere mødes, for at lægge en handleplan for borgeren. 289 medarbejdere i kommunens handicapafdeling har været på 4,5 dages kursus i rehabilitering, og et af resultaterne var det tværfaglige rehabiliteringsmøde med konsulentfirmaet Type2dialog.

- Borgergruppen på Bosager og Flintholm er de svageste udviklingshæmmede. Langt de fleste har ikke noget sprog, og hvis de har, er det ofte repetition eller automatisk gentagelse af personalets udsagn. Så når vi spørger om noget, så kan de sige ja eller nej afhængig af stemningen og ikke i forhold til spørgsmålet, siger Steen Boris Hansen, der er leder for de to botilbud.

Medarbejderne og ledelsen fandt ud af, at det tværfaglige rehabiliteringsmøde i sig selv ikke var nok til komme frem til, hvad borgerne, der kommunikerer så lidt, drømmer om. Derfor blev de nødt til at gøre noget inden mødet.

Formøde og forformøde

- Vi fandt ud af, at hvis vi skulle have afdækket håb og drømme for denne gruppe borgere, så var vi nødt til at holde nogle forformøder. Det vil sige møder, hvor personalet taler om, hvordan vi kommunikerer med vedkommende på en anden måde, end vi plejer, for at finde frem til drømmene og ønskerne, siger Steen Boris Hansen.

Inden selve det tværfaglige rehabiliteringsmøde går derfor nu en forberedelsesfase, der består af både et formøde og et forformøde.

Oversigt over processen med tværfaglige rehabiliteringsmøder:
mødemodel

Forformøderne gav medarbejderne muligheden for at drøfte andre og nye metoder til kommunikation og til analyse af den smule kommunikation, der var.

- Vi havde gamle forestillinger om, hvordan borgeren var, og de sad fast. ”Det er bare sådan, hun er”, eller ”sådan har hun altid været,” var noget af det, vi tænkte. Nu overvejer vi, om det virkelig kan være rigtigt, at de forestillinger holder, og i flere tilfælde gør de ikke, siger Linda Jensen, der er socialpædagog på Bosager.

Hun nævner især én bestemt borger, som altid har været meget indelukket og stille.

- Vi ville undersøge, om hun er sådan som person, eller om vi kunne skabe en bedre kontakt med hende på nogen måde. Vi havde kontakt med hendes forældre, og de sagde, at hvis man har tiden til hende, så er hun faktisk rigtig meget på, og det fandt vi også ud af. Det er simpelthen det, der skal til for hende, siger Linda Jensen.

I arbejdet med borgeren brugte Linda Jensen og hendes kolleger videoanalyse, hvor de optog deres interaktioner med hende, og så kunne de se dem igen og igen.

- Vi så efter, om der var nogle ændringer i hendes adfærd, om der var nogle små mikroøjeblikke, hvor vi kunne se, om det var det ene eller det andet, hun reagerede på, siger Linda Jensen og fortæller, at der har været en stor ændring hos borgeren, der nu søger kontakt.

- Vi har set det på hendes mimik og øjenkontakt. Hun har åbnet sig, og hun søger én, hun tager selv kontakt til én nu. Hun tager hænderne ud og griber fat, som om hun vil sige: ”Kom lige her, jeg vil gerne lave noget sammen med dig,” siger hun.

I et forløb med en anden borger har videoanalyse også vist sig som et vigtigt værktøj for personalet.

- Vi har en borger, der siger ja til alt det, personalet præsenterer ham for. På videoen, kunne de se, at han siger ja på mindst fem forskellige måder. Fra et ja, hvor han er indelukket og kigger ned i bordet, til et ja, hvor han kigger op og klapper begejstret i hænderne. Derimellem ligger der også en række ja’er. Og nogle af hans ja’er betyder faktisk nej. Det har vi analyseret os frem til ud fra video, siger Steen Boris Hansen.

Fagligt udfordrende borgerinddragelse

Det har været en faglig udfordring for personalet at arbejde med den nye model, men udfordringen er blevet mødt med stort engagement.

- Selvfølgelig har vi skulle forholde os til, at det er en ny måde at arbejde på, og vi skal tænke anderledes. Før prøvede vi ikke så meget nyt, og vi hang fast i gamle forestillinger om, hvad der virkede for borgerne. Nu må vi godt prøve noget af, og så se, om det brister eller bærer. Det er ikke alt, der lykkes. Men alt giver noget læring og udvikling både fælles og individuelt, siger Linda Jensen og fortsætter:

Det har været rart, at vi har fået lov til at fordybe os, det stiller det tværfaglige rehabiliteringsmøde også krav til. Vi har haft mulighed for at koncentrere os om borgerne i dybden og sætte dem i fokus, siger hun.

Steen Hansen kan også mærke på medarbejderne, at de trives med den nye model.

- Det her er kernefagligheden i socialpædagogik. Og at få lov til at arbejde med kernefagligheden er personalet rigtig glade for. Det udfordrer fagligheden, og det udfordrer fantasien. Det kræver, at medarbejderne er skarpe på observationerne, når de for eksempel skal skelne mellem fem forskellige måder at sige ja på, siger Steen Hansen.

Selvom leder og medarbejdere på Bosager, Flintholm og SAABU er kommet langt i arbejdet med det tværfaglige rehabiliteringsmøde og borgernes inddragelse, hviler de ikke på laurbærrene.

- Vi skal øve os noget mere. Det er også udfordrende, hvordan vi dokumenterer og gør det målbart. Det bliver interessant at se opfølgningen til næste år, siger Steen Boris Hansen

Topbillede: Louise Hollerup Christensen

Om projektet
Fremfærd særlige behov

Projektet sætter fokus på forudsætninger for at levere kvalitet i botilbud og botilbudslignende boformer til borgere med omfattende og varige funktionsnedsættelser.
Projektets mål er på baggrund af best practice, forskning på området samt visionær inspiration udefra at udarbejde anbefalinger til, hvordan den faglige udvikling, målopfyldelse og trivsel for medarbejdere og beboere kan styrkes og nytænkes. 
Forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM i Region Midtjylland står for kortlægning af best practise-eksempler, udvikling af anbefalinger og inspirationsmateriale i projektet.

Gode råd til andre

1: Hold forformøder, hvor personalet udveksler idéer og erfaringer med kommunikationen med de enkelte borgere.

2: Hold formøder med borgeren med henblik på at afdække håb og drømme.

3: Tag borgeren med til det tværfaglige rehabiliteringsmøde. Det er anderledes at snakke med borgeren end om borgeren.

4: Inddrag andre personalegrupper fx pedel eller køkkenpersonale, ergoterapeuter og fysioterapeuter, hvis det er relevant.

5: Vær ikke bange for at prøve noget af. Noget virker ikke, men giver alligevel læring.

Uddannelsen

Opstart: Kick –off møde om baggrunden for projektet, historikken på området og i Sønderborg samt oversigt over indholdet.

Dag 1: Rehabilitering, Empowerment, Samskabelse

Dag 2: SMARTE mål, Koordinering og samarbejde

Dag 3: Selvbestemmelse, Samarbejde med pårørende

Dag 4: Sundhedspædagogik, Motivation.

Mellem kursusdagene var der hjemmeopgaver til medarbejderne.

Afslutningsvis fælles kick out.

Efterfølgende fik alle pædagogerne tilbudt, at tage et diplommodul i enten neuropædagogik, forandringsledelse eller ledelseskommunikation.

Sideløbende med medarbejderforløbet kørte der uddannelsesforløb for en stor gruppe af borgerne i medborgerskab.