- Vi har erfaret, at borgerne tænker meget mere konkret, end vi gør. Så når borgerne sætter mål, bliver de langt mere specifikke og målbare, end når vi laver nogle store, luftige mål som f.eks. at lære at passe en lejlighed. Hvad vil det sige? Det er jo et vidt begreb. Her vælger borgeren måske, at de vil lære at vaske tøj.

Sådan siger Teresa Schürmann, der er områdeleder i Sønderborg Kommunes handicapafdeling. I Sønderborg har borgere og medarbejdere været på kursus sammen for at lære, hvad det vil sige, at borgeren skal stå i centrum, og at borgerens mål skal være udgangspunktet for det rehabiliterende arbejde.

Hårdt arbejde

Processen med at gå fra, at medarbejderen træffer valg for borgeren og til, at borgeren træffer valg for sig selv har været svær, fortæller Merete Østergaard, der er socialpædagog i Sønderborg Kommune.

- Det har været hårdt arbejde, og i starten strittede det hele på os. Vi kunne ikke se, hvad vi skulle gøre anderledes. ”Det er da det, vi allerede går og gør”, sagde vi til hinanden.

Til daglig støtter Merete Østergaard borgere med funktionsnedsættelse i eget hjem. Derudover arbejder hun én dag om ugen på et værested.

Hold da op. Det er første gang, jeg har oplevet, at min datter bliver set som en helhed

På fælleskurset, der varer tre timer, lærer borgerne at træffe valg, mens medarbejderne lærer at spørge mere indgående ind til borgernes ønsker og drømme. Medarbejderne lærer også at sætte målbare mål.

- Tidligere satte vi rigtig mange mål og meget overordnede mål. Nu har vi fået lov til at fokusere på få mål ad gangen og evaluere på sammen med borgeren: Hvor langt er vi? Hvad virker, og hvad virker ikke? siger Merete Østergaard.

Et mål af gangen

Når borgeren har været på kursus, modtager vedkommende et kompetencebevis. Nederst på beviset står ét personligt mål, som borgeren i samarbejde med medarbejdere og pårørende vil sætte fokus på.

Det er vigtigt kun at arbejde med få mål ad gangen og arbejde med dem i et kortere tidsperspektiv siger Teresa Schürmann, områdeleder i Sønderborg Kommunes handicapafdeling.

- Der er i virkeligheden ingen mennesker, der kan overskue at have fem overordnede store mål, hverken borgere eller medarbejdere, siger hun.

Teresa Schürmann er leder for syv institutioner med knap 100 medarbejdere. For hende er det afgørende, at personalet hele tiden følger op på borgerens mål – sammen med borgeren.

Afhængig af målet bliver der fuldt op hver 14. dag eller f.eks. én gang hver anden måned. Nogle mål er meget håndgribelige, mens andre tager længere tid f.eks. følelsesmæssige mål: ”Jeg vil gerne blive bedre til at sige fra”, forklarer hun.

Et karbad om dagen

Teresa Schürmann har netop besøgt en institution, hvor en beboer har som mål at komme i karbad hver dag. Det kan hun allerede i dag. Problemet er, at hun har brug for personalets hjælp til at få struktureret dagen, så hun kan se, hvornår der er tid til det.

LÆS OGSÅ: Borgere og medarbejdere på fælleskursus i rehabilitering: Vi skal have fælles sprog

- Det er et meget konkret mål, som vi kan lave en handleplan på sammen med borgeren. Det vil typisk være et mål, som man kan evaluere på efter 14 dage, siger Teresa Schürmann, der er uddannet socialpædagog og har taget en master i offentlig ledelse.

Den nye måde at arbejde på stiller store krav til medarbejdernes evne til at arbejde systematisk.

- Alt skulle i kasser og tidsskemaer. Handleplan, indsatsmål, funktionsudredning og revurderingsmøder. Men det, at der er en helt nøjagtig arbejdsgang, gør, at vi alle får en fælles forståelse for, hvad der er vigtigt, og hvorfor borgeren skal inddrages i processen lige fra starten af, siger hun.

Pårørende som medspillere

Efter at borgerne er blevet inddraget i det rehabiliterende arbejde, bliver næste mål at få inddraget de pårørende, der ofte er med til mål- og evalueringsmøder.

- Det er dejligt, at der er ressourcestærke pårørende, men det er også vigtigt, at det bliver borgerens og ikke pårørendes indsatsmål, vi arbejder efter. Derfor overvejer vi særlige arrangementer for pårørende, siger Merete Østergaard.  

Det er Teresa Schürmann enig i:

- Vi skal have formidlet til de pårørende, hvorfor vi nu arbejder på denne måde. Vi skal spille med hinanden, ikke mod hinanden. De kan helt sikkert mærke en forskel på den måde, vi gør tingene. Som én far sagde: ’Hold da op. Det er første gang, jeg har oplevet, at min datter bliver set som en helhed”.