Kompetenceudvikling af kommunale medarbejdere

Få hjælp til at planlægge jeres kompetenceudvikling

Nyt gratis workshopforløb hjælper kommunale arbejdspladser godt i gang med uddannelse og kompetenceudvikling.

Af Den opsøgende indsats 26/02/2024

Hvordan skaber man en arbejdskultur, der giver læringslyst?

Det spørgsmål er overordnet tema for et gratis workshopforløb, hvor konsulenter fra Den opsøgende indsats støtter kommunale arbejdspladser i at få skabt en god proces for kompetenceudvikling. Fra beslutningen om kompetenceudvikling skal tages, til medarbejderen kommer tilbage og skal forankre ny viden og kompetencer på arbejdspladsen.

Plejehjemmet Villestofte i Odense Kommune er allerede i gang med det nye workshopforløb.

- Vi meldte os, fordi vi ønskede hjælp til at skabe en arbejdsplads, hvor kompetenceudvikling er en naturlig del af vores hverdag, fortæller assisterende plejehjemsleder Susanne Lindegård Hansen.

Skræddersyede forløb

Den opsøgende indsats skræddersyr workshopforløbet til de unikke behov og udfordringer, der er på den enkelte arbejdsplads, fortæller Freja Stevenson, konsulent og workshopfacilitator hos Den opsøgende indsats.

- Når vi planlægger vores workshopforløb, møder vi arbejdspladserne og deres medarbejdere netop dér, hvor de er, siger hun.

Et forløb kan bestå af en eller flere workshops alt efter behov, og forløbet kan løbende tilpasses i takt med, at der opnås dybere indsigt i arbejdspladsens behov.

Det er en fleksibilitet, man på plejehjemmet Villestofte sætter pris på.

- Vi oplever, at Den opsøgende indsats har en stor forståelse for vores arbejde og møder os med fleksible løsninger, der passer til netop vores behov. Vi er glade for, at de selv har bragt relevante problemstillinger op på møderne fx i forhold til sådan noget som økonomi og utryghed, der ellers kan spænde ben for kompetenceudviklingen, siger Susanne Lindegård Hansen.

Suveræn god facilitering  

Selvom forløbet først forventes afsluttet til marts, har plejehjemmet allerede kunnet tage flere af værktøjerne fra workshopforløbet i brug.

- Vi har bl.a. brugt et værktøj, der hedder IGLO-modellen, til at kortlægge handlemulighederne for organisationen, vores teams og de enkelte medarbejdere. Det har gjort det nemmere at finde ud af, hvor opgaverne og ansvaret for dem skal placeres, fortæller Susanne Lindegård Hansen, og tilføjer:

- Workshopperne har være suverænt godt faciliteret, så jeg vil helt sikkert anbefale forløbet til andre i kommunen.

Styrk jeres kompetenceudvikling med et skræddersyet workshopforløb

Er I en kommunal arbejdsplads med medarbejdere på FOA og 3F-overenskomster, og har I fokus på uddannelse og kompetenceudvikling?  Så har I mulighed for at få et gratis, skræddersyet workshopforløb hos jer.

Den opsøgende indsats tilbyder at understøtte jer i jeres uddannelses- eller kompetenceudviklingsforløb, hele vejen fra beslutningen om indsatsen skal tages, og til medarbejderen kommer tilbage og skal forankre ny viden og kompetencer på arbejdspladsen.

Læs mere om workshopforløbet her

Kontakt den opsøgende indsats

Har I brug for en en snak om mulighederne for at opkvalificere medarbejdere og for at få viden om de økonomiske muligheder?
Kontakt teamet

Hvem er vi?

Her kan du møde teamet bag Den opsøgende indsats for uddannelse & kompetenceudvikling.

Se medarbejderne

Uddannelse & kompetenceudvikling