Ligesom alle andre kan mennesker med udviklingshandicap have et problematisk forhold til rusmidler som fx alkohol og hash.

Derudover hænger rusmidler og kriminalitet ofte sammen. Når man fx ser nærmere på botilbudsområdet, så har 21,7 procent af voksne med udviklingshæmning og rusmiddelproblemer en foranstaltningsdom. 

Det giver altså god mening at tage fat på misbrugsproblematikker, når et menneske med udviklingshæmning gerne vil slippe af med sin foranstaltningsdom.

Gængse behandlingsformer slår ikke til

Men her kan traditionelle behandlingsformer komme til kort, fordi de ikke tager højde for de udfordringer, som målgruppen har - som fx reduceret selvindsigt og reflektionsevne. Alt for ofte bliver kravene for høje, og borgerne bliver tilbudt noget, der ikke opleves meningsfuldt.

Det betyder, at mennesker med udviklingshæmning måske ikke får den hjælp, de har behov for, og det kan være med til at fastholde dem i kriminalitet. Faktisk er det sådan, at to ud af tre i målgruppen ikke får behandling for deres rusmiddelproblemer i dag.

En meget sårbar gruppe

Borgere med udviklingshandicap kæmper med en bred vifte af udfordringer, som fx kognitive udfordringer, social påvirkelighed, nedsat impulskontrol og selvværdsproblemer – alt sammen faktorer, der øger risikoen for at udvikle et problematisk brug af rusmidler.

Derudover har borgerne ofte en kompleks sammensætning af andre problemstillinger. Det kan fx være, psykiatriske diagnoser, udadreagerende adfærd, hjerneskade, psykiske vanskeligheder, autismespektrumforstyrrelser eller ADHD. Det er kendetegnende for målgruppen, at de har behov for forskellige former for støtte til at klare hverdagslivet.

Mange har et begrænset netværk, og dårligt selskab kan forekomme bedre end intet selskab. Nogle mangler meningsgivende aktiviteter i hverdagen og er meget alene og kan kæmpe med ensomhed.

- Vi har erfaring med, at mennesker med udviklingshæmning hurtigere udvikler et problematisk forbrug, at konsekvenserne for dem hurtigere bliver større og mere omfattende, og at det er vanskeligere for dem at komme ud af en afhængighed.

Det fortæller Rie Larsen, der er socialpædagogisk konsulent og behandlingsmedarbejder i VAMiS – landets eneste godkendte specialiserede rusmiddelbehandling til mennesker med kognitive vanskeligheder.

VAMiS går nye veje

VAMiS står for Videncenter for Afhjælpning af Misbrugsproblemer blandt Særlige målgrupper og har haft til huse i Aalborg siden 2014.

VAMiS opstod bl.a., fordi en række borgere havde foranstaltningsdomme, som indebar, at de skulle modtage misbrugsbehandling – men i og med, at der ikke fandtes en behandling, de kunne få gavn af, så havde borgerne meget svært ved at slippe af med deres dom igen.

Grundtanken i VAMiS er, at der skal noget andet til end klassisk misbrugsbehandling, bl.a. fordi borgernes reducerede selvindsigt og refleksionsevne påvirker den indre motivation.

Det betyder, at man ser på borgerens samlede livssituation frem for kun at fokusere på udviklingshandicappet eller rusmiddelbruget.

- Når vi skal skabe forandring, så handler det i høj grad om at fremme borgerens trivsel. Hvad er det, der skal til, før vi kan trives som mennesker? Det er vores opgave at se på, hvad det er, der giver mening for den enkelte borger. Også når man har svært ved at mærke sig selv og har en masse nederlag med i bagagen. Her er det essentielt at inddrage borgernes egne ønsker, håb og drømme, fortæller Rie Larsen.

Mere fleksibel tilgang

VAMiS tilgang er anderledes og måske lidt mere langsommelig end klassisk afvænning, til gengæld er succesraten god.

Det bunder i, at hver borgers forløb bliver tilpasset hans eller hendes udviklingsniveau, og derfor starter borgerens forløb i VAMiS altid med en grundig udredningsdel, hvor borgerens særlige udfordringer og ressourcer afdækkes.

VAMiS arbejder med individuelle tilpassede løsninger, som matcher den enkeltes behov og muligheder. Nogle borgere kan fx have brug for at tage samme modul flere gange, ligesom der er brug for mange gentagelser undervejs. Man bliver ikke smidt ud af behandlingsprogrammet, hvis man falder tilbage i misbrug, eller ikke kan deltage i en periode på grund af fx en psykose, eller hvis man begår kriminalitet og ikke må få udgang. 

- Vi gør også meget for at etablere et godt samarbejde med borgerens netværk på tværs af faggrupper og pårørende. Vi ved, at noget af det, der virkelig kan presse en borger er, at de skal ”bære informationer rundt” til de forskellige fagpersoner, de er i kontakt med. Et godt samarbejde mellem os skåner borgeren og frigiver energi. Det skal ikke være borgerens problem, at vi er organiseret, som vi er, siger Rie Larsen.

Målet er ikke altid at stoppe

Hvis man skal have succes med behandlingen, så er det altafgørende, at barren ikke bliver sat for højt. Borgerne har ofte en stor mængde nederlag med i bagagen og opgiver let, hvis det bliver for svært, og kravene bliver for høje.

I modsætning til klassisk afvænning er målet derfor ikke nødvendigvis et absolut ophør med rusmidler. Mange har som mål, at de gerne vil reducere deres forbrug, og det er der også store sociale og sundhedsmæssige gevinster at hente ved. Det gør en stor forskel, om en borger fx reducerer sit forbrug fra 20 øl om dagen til 3, selvom ophør altid er at foretrække.

Hverdagslivet skal ind i behandlingen

VAMiS tilbyder også kompetenceudvikling og kurser til medarbejdere og ledere på sundheds- og socialområdet og myndighedsområdet. For viden om borgernes særlige udfordringer og hvilken støtte, der skal til, kan være afgørende for, om borgeren lykkes. Det er vigtigt, at borgeren bliver mødt med en ensartet tilgang og holdning til sit rusmiddelforbrug uanset arenaen, og at de forskellige indsatser omkring borgeren understøtter hinanden.

- Vi skal have hverdagslivet ind i behandlingen - og behandlingen ind i hverdagen, og derfor er det afgørende, at vi har myndighedsmedarbejdere og det socialfaglige personale med. Bostøtterne har eksempelvis en vigtig rolle at spille i hverdagen i forhold til at understøtte de nye mestringsstrategier, som borgeren har lært, men også i forhold til at afklare i hvilke situationer, borgerne er i risiko for at falde tilbage i misbruget. Det er sammen, vi kan skabe en meget bedre behandling, siger Rie Larsen.