- Vi skal sørge for, at de refleksionsrum, vi skaber på arbejdspladsen, har et kvalitativt indhold. Det handler ikke kun om mere tid, eller om at vi bare skal sætte os ned og snakke sammen. Det handler om at gøre det på en systematisk måde.

Sådan lyder det fra faglig direktør i Væksthusets Forskningscenter Leif Tøfting Kongsgaard, som er forfatter til en ph.d.-afhandling om faglig refleksiv praksis i velfærdsarbejdets frontlinje.

I et oplæg på en stor vidensdag for det specialiserede voksenområde deler han ud af nogle hovedpointer fra sin afhandling.

Forskningen peger på, at jo vildere og mere komplekse problemer, man arbejder med, jo mere er der brug for en faglig refleksivitet kollegerne imellem, hvor man udforsker mulige vinkler og perspektiver sammen.

Gode råd er ikke nok

Men hvad vil det egentlig sige at reflektere sammen?

- Når jeg taler om faglig refleksiv praksis, så taler jeg om at tænke kritisk. Det betyder ikke, at man evaluerer hinanden kritisk, men at man går uærbødigt til hinanden og tilbyder flere perspektiver på en problemstilling, siger Leif Tøfting kongsgaard.

Pointen er ikke at give gode råd til kollegaen à la ”Du skulle tage at gøre sådan her”. Sommetider kan et godt råd være rart at få. Men Leif Tøftings Kongsgaards påstand er, at i 80 procent af tilfældene, så vil det gode råd komme til kort som respons på et fagligt dilemma.

Et nyt blik og flere perspektiver

Det, der derimod kan være brug for, når man står med en kompleks udfordring, det er at blive udfordret af en kollega, der fx siger: ”Hvad nu hvis den måde, du udlægger sagen på, ikke er den eneste mulige?”

Dét er at udøve kritisk refleksiv praksis, og denne praksis illustrerer Leif Tøfting Kongsgaard med et særligt eksempel:

Første gang, der var én i Danmark, der kiggede på gruppen af utilpassede unge, der blev smidt uden for døren og stemplet som dumme, sagde: Hvad nu hvis de er ordblinde?

- Det er et godt eksempel på, at man pludselig får et andet blik og en anden forståelse. Det er dér, hvor man skal træde et skridt tilbage og sige: "Vi troede, vi vidste, hvad det handlede om, men måske det handler om noget helt andet. "Det er faktisk ret svært at gøre, og derfor har man brug for flere faglige perspektiver fra sine kolleger, siger Leif Tøfting Kongsgaard.

Organisationen bliver klogere

En vigtig pointe er, at målet med den faglige refleksive praksis ikke så meget handler om, hvad vi nu skal gå ud at gøre, men mere om den læring vi får organisatorisk set.

- Det betyder, at næste gang jeg står med den problemstilling, så kan jeg selv tænke den igennem, fordi jeg har fået noget at tænke med. Jeg er blevet klogere, og dermed er organisationen blevet klogere, understreger Leif Tøfting Kongsgaard.

Det faglige sprog åbner for refleksionen

Når man gerne vil reflektere, er det vigtigt at se på, om man har det fagsprog, der skal til, og om man holder det ved lige. Der er nemlig stor forskel på diffust sprog og fagsprog.

- Vi kan let komme til at bruge hverdagsbegreber, hvor vi lukker ned for samtalen i stedet for at løfte den op på et fagligt niveau, siger Leif Tøfting Kongsgaard og giver dette eksempel:

Hvis der i en samtale om en borger bliver sagt: "Det er nok noget med hans motivation” så skal modspørgsmålet gerne være: ”Hvad mener du med motivation?” Hvad er det for et begreb eller en teori, der her kan give et mere nuanceret blik på motivation?

- Det er helt ok at famle lidt. Bare man stræber mod et mere nuanceret sprog. Det er nemlig det faglige sprog, der åbner for den fælles refleksion og kan hjælpe os til en dybere forståelse af vores faglige praksis, understreger Leif Tøfting Kongsgaard.

Professionel dømmekraft er det fineste redskab, vi har. Men hvis vi ikke taler om den, så bliver det en intuitiv tavs viden: Du tog en beslutning ud fra din intuition, men hvad lå fagligt til grund for den?  Der er brug for, at vi sammen kan kalde den tavse viden frem - og det kræver, at vi reflekterer sammen, siger Leif Tøfting Kongsgaard.

Det handler ikke altid om tid

En anden forudsætning for at udøve fælles refleksiv praksis er at give plads til den.

Det kan være en stor udfordring i de fleste organisationer, hvor tempoet i hverdagen generelt er højt, og man hele tiden er på vej videre og ikke føler, man har tid til at stoppe op.

Men det handler ikke altid om tid, men mere om at bruge tiden på en anden måde og skabe de rum, hvor vi lige sætter tempoet ned.

Vi skal nemlig finde ind i refleksionstilstanden. Den kommer ikke af sig selv, ligesom hverdagens mange dilemmaer heller ikke bare dukker op på kommando.

- Men hvis man sidder og er tavse i to minutter eller fx taler højt om faglige overvejelser uden et konkret formål, så dukker der typisk nogle eksempler op.  Dér, hvor den refleksive praksis kommer ind, det er dér, hvor man giver tid til at dvæle. Og når man er i den tilstand, så kommer man i tanke om dét, der er dilemmafyldt, siger Leif Tøfting Kongsgaard.

Et spørgsmål om kultur

Pointen er derfor, at ledelsen sammen med medarbejderne skal være bevidste om at skabe en kultur, der fremmer den faglige refleksive praksis.

Den skal med Leif Tøfting-Kongstads ord "designes organisatorisk."

- Det betyder, at der skal være en ledelse, der understøtter den, og siger: "Det her er vigtigt. Det er ikke spild af tid. Det er faktisk en del af kerneopgaven, at vi reflekterer sammen."