Det handler ikke om at fikse mennesker - men om at forstå

Arbejdet med borgere, der har tidlige traumer, selvskadende adfærd eller udadreagerende reaktioner, stiller høje krav til faglighed, etik og samarbejde hos de fagpersoner, som omgiver borgeren i psykiatrien og på mange bosteder.

Det kan Susanne Gunge nikke genkendende til.

Hun lærte allerede som barn at ty til selvskade som en strategi til at håndtere den smerte og de traumer, der fulgte med de mange seksuelle overgreb, hun blev udsat for, fra hun var 5 år.

- Når følelserne blev for store, eksploderede jeg og blev voldsom. Som straf blev jeg låst inde på mit værelse. Og dér lærte jeg noget vigtigt meget tidligt: At mine følelser var forkerte. Jeg begyndte at finde måder at overleve på. Jeg begyndte at skade mig selv. Det blev en måde at få ro på det, som ingen kunne se, fortæller hun.

Adfærden var problemet

Susanne Gunge, der i dag arbejder som underviser, foredragsholder og "specialist i eget liv”, kan se tilbage på en barndom i dyb mistrivsel og ti år som svingdørspatient i psykiatrien.

Og ligesom i barndommen oplevede hun som patient på den lukkede psykiatriske afdeling, at hendes problem mest af alt var hendes adfærd og ikke dét, der lå bag adfærden.

- Jeg råbte. Jeg kastede med møbler. Jeg skadede mig selv. Og jeg fik mere og mere medicin. Straffen kom tilbage. Jeg blev tvangsmedicineret. Jeg blev fastholdt. Jeg blev bæltefikseret. Men ingen spurgte mig rigtigt, hvad der skete i mig, siger hun.

Relationen er fundamentet

Men en dag skete der noget, der satte gang i en ændring.

- Det var ikke fordi, jeg fik mere medicin. Og det var heller ikke fordi, jeg fik alle mulige diagnoser. Hjælpen kom, fordi nogen var nysgerrig og så bag om min adfærd.

Og den “nogen” var Susanne Gunges kontaktperson i psykiatrien - Ann Ræbild.

Ann Ræbild har i over 20 år arbejdet som SOSU-assistent med mennesker med selvskadende adfærd og har hen ad vejen udviklet en praksisnær metode, som hun kalder Resome.

Det står for Relation som mestringsmetode og udover grundstenen relation bygger den på mentalisering, håb, psykoedukation og samskabelse.

- Ofte er alle borgerens relationer gået i stykker, og det er det, vi skal reparere. Det kræver, at man som medarbejder får opbygget en tillid hos borgeren, så hun tør indgå i den her relation. Hun skal tro på, at du også vil relationen, understreger Ann Ræbild.

Susanne Gunge tilføjer:

- Ann kom med redskaber, som jeg kunne bruge til at lære at forstå mig selv. Det er præcis derfor, jeg kan være her i dag. Det handler ikke om at fikse mennesker. Det handler om at forstå dem. Det handler om at skabe relationer, hvor vi sammen tør at være i det, der er svært.

Bagom adfærden

Resome er udformet som en digital læringsplatform for både fagpersoner og for borgere, som sammen bruger portalens 40 forskellige redskaber - metaforer, illustrationer, film og casefortællinger - i deres samarbejde.

En del af redskaberne er en hjælp til at dykke ned i borgerens forsvarsmekanismer, flashbacks og dissociative tilstande, mens andre har fokus på at hjælpe borgeren til at forstå og opnå bedre livsmestring.

Og pointen er, at medarbejderen kan tage en tablet eller en bærbar computer med sig under armen for sammen med borgeren at arbejde med at komme bagom adfærden i de perioder, hvor borgeren er i ro.

- Hvis jeg som medarbejder vil prøve at snakke med Susanne om hendes adfærd, så kan det nemt føles som et pres. Men hvis vi står sammen og fx kigger ind i, hvad er det for nogle reaktioner, der kan ske for et menneske, når det presses, og arousal stiger, så får vi skabt det fælles tredje. Og det er det, Resome kan, siger Ann Ræbild.

Badebolden og mentalisering

I Resomes værktøjskasse symboliserer badebolden borgerens traumesvar eller svigtende mentalisering.

Det er en fælles opgave mellem medarbejder og borger at balancere bolden, fortæller Ann Ræbild og illustrerer det med et eksempel:

Hun møder ind på arbejde på psykiatrisk afdeling og starter med at gå ned til Susanne. Her aftaler hun, at hun lige går op på kontoret et øjeblik og får rapport. Men inden hun når op på kontoret, ryger møblerne omkring nede hos Susanne.

- Hvad skete der? Jeg lukkede bare døren bag mig. Den lukkede dør gjorde Susanne bange, og i et flashback røg hun tilbage til dengang, hun var låst inde på sit værelse som barn, fortæller Ann Ræbild.

- I situationen når jeg kun at se min side af badebolden og får ikke undersøgt, hvad der sker ovre hos Susanne. Det skal badebolden hjælpe os med. Jeg skal med min mentaliseringsevne hjælpe med at regulere hendes følelser, så bolden ikke "smutter" eller eksploderer.

Livshistorien har værdi

Ann Ræbild mener, at man som medarbejder kan gøre den største forskel, når man har redskaberne og tør gå ind i i et ligeværdigt samarbejde.

Og når Ann Ræbild taler om et ‘ligeværdigt samarbejde’ med borgeren, så handler det om at bygge bro over den asymmetri, som er i relationen, i kraft af at man som fagperson kommer med al sin viden og faglighed.

- Faglighed er vigtig, men vi skal for alvor vægte borgerens livshistorie og forstå, at den har lige så stor værdi. Den er nemlig hele grundlaget for den adfærd, vi ellers har så travlt med at observere, dokumentere og diagnostisere, understreger hun.