Lyngtoften velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi skaber glæde og sundhed på bosted

Virtuelle cykelture er blevet et hit blandt beboere på bostedet Lyngtoften i Køge Kommune. Indsatsen giver både målbare sundhedsmæssige gevinster og stort socialt fællesskab.

Af Irene Aya Schou 08/12/2021
Fremfærd

Martin tramper i pedalerne på kondicyklen. Cyklen er placeret midt i stuen i Hus 34 på bostedet Lyngtoften i Køge - en rækkehuslignende bebyggelse tæt på Ølby Stationscenter, hvor beboerne bor i mindre huse.

På væggen hænger en fladskærm forbundet til en iPad. På iPad'en ligger et bibliotek med små cykelture-film optaget rundt omkring i Danmark, som bostedet abonnerer på via en app. Beboerne kan også lave deres egne videoer. For eksempel har Martin selv optaget en film med et GoPro-kamera på brystet, hvor han cykler til og fra arbejde på det lokale beskæftigelses- og aktivitetstilbud, ITC.

Heppekor i sofaen

Det er denne film, han ønsker at se i dag, hvor huset har fået besøg af en journalist og en konsulent, der skal høre om, hvordan det går med projektet 'Velfærdsteknologi i dag- og botilbud' - et partsprojekt i Fremfærd-regi, som Lyngtoften deltager i sammen med otte andre bosteder landet over. 

I den store lædersofa sidder tre socialpædagoger og hepper. Normalt er sofaen optaget af bostedets øvrige beboere - og det går ikke stille for sig.

- Der sidder tit en hel kødrand i sofaen og snakker løs, når der er én, der cykler. Én af beboerne lever sig helt ind i rollen. Det er jo nærmest Bjarne Riis. Så tager han rødt cykeltøj på og drikkedunk med. Man kan mærke, at beboerne i de andre huse også synes, det er spændende. De kommer ind om aftenen og spørger, om de også må prøve, siger Aase Hoffmann, der er socialpædagog på Lyngtoften og arbejder i Hus 34.

Beboernes sundhed skal boostes

Lyngtoften har det sidste års tid eksperimenteret med virtuelle cykelture som en måde at tage hånd om beboerne helbred på og samtidig skabe gode oplevelser.

Flere beboere lider af overvægt, diabetes og forhøjet blodtryk, og selvom mange er begyndt at cykle til og fra deres beskæftigelses- og aktivitetstilbud, er det ikke nok, især ikke i de kolde vintermåneder, hvor cyklen ofte pakkes væk til fordel for bus og anden offentlig transport.

Derfor har man indført virtuelle cykelture tre-fire aftener om ugen i første omgang i ét hus med fire beboere. Hus 34 er valgt, fordi der her er en "kultur for cykling", og fordi beboerne helbredsmæssigt har behov for motion. Formålet er at understøtte det fokus, der i forvejen er på kost og bevægelse.

Rie Svendsen, socialpædagog og kontaktperson i Hus 34, var ikke i tvivl om, at arbejdet med ny velfærdsteknologi skulle handle om motion.

- Motion er et væsentlig led i at tage hånd om deres helbred. Her bor to borgere med sukkersyge. Beboerne døjer også med bl.a. forhøjet kolesterol og høje levertal, så motion er vejen frem, siger hun.

LÆS OGSÅ: Bosted: Velfærdsteknologi lykkes kun, hvis beboerne inddrages og kan se en mening i det

Målbare sundhedsmæssige gevinster

I starten kørte beboerne på skift 10 minutter hver på kondicyklen, men det blev hurtigt sat op til 20 minutter. Træningen har inspireret flere af beboerne til anden motion blandt andet i fitnesscentret og svømmehallen. Samtidig viser målinger, at deres sundhed er blevet forbedret.

- Beboerne er meget bevidste om, at de kan træne sig ned i den faste medicin, og at en tur på cyklen kan være med til at reducere den medicin, der gives ved udsving i blodsukker. Det motiverer dem, siger Rie Svendsen, der taler åbent med beboerne om deres sundhed bl.a. i forbindelse med handleplaner og indsatsmål.

"Jeg cykler gennem huset"

Alligevel er ledere og medarbejdere på Lyngtoften meget bevidste om, at motion som motivationsfaktor ikke kan stå alene. Der skal spilles på flere tangenter.

Udover det sundhedsmæssige og sociale er teknisk nysgerrighed en motivationsfaktor. Derfor var beboerne med i hele processen med at få teknikken til at virke lige fra at sætte sensor på pedalen og til at optage videoer.

- Interessen for at filme er for én beboer næsten større end for at cykle. Vi har fundet ud af, at ved at optage indendørs, mens man går rundt med kameraet, får teknologien en yderligere dimension. Beboeren var ved at falde af cyklen af grin, da han pludselig oplever at 'cykle gennem huset', siger Aske Lønbæk Olsen, der er socialpædagog på Lyngtoften og projektleder på projektet.

LÆS OGSÅ: Prøvehandlinger hjælper bosteder med at indføre velfærdsteknologi

Succes avler succes

Ingelise Holländer er daglig leder på Lyngtoften. For hende er velfærdsteknologi på bosteder et must, fordi beboerne efterspørger det. Samtidig er det afgørende, at medarbejderne brænder for det.

- Man er virkelig nødt til at se på, om der er nogle medarbejdere, der vil det her. Ellers fader det ud, for beboerne holder ikke liv i det selv, siger Ingelise Holländer, der har måttet erkende, at det ledelsesmæssige fokus på projektet har været begrænset på grund af corona, sygdom og udskiftning blandt personalet og sommerferie, der skulle afvikles. 

Hun er dog ikke i tvivl om, at succesen med de virtuelle cykelture kan skabe en positiv spiral.

- Der er mange barrierer i forhold til at indføre velfærdsteknologi, så denne succes kan måske gøre, at vi næste gang er lidt mere modige og tør kaste os ud i at bruge noget andet velfærdsteknologi, siger Ingelise Holländer.    

Fast personale og motivation er afgørende

Projektleder og socialpædagog Aske Lønbæk Olsen ser et stort potentiale i at indføre velfærdsteknologi. Men det krævet et gennemgående fast personale, der kan drive det. 

- Vi har demonstreret cyklen på et personalemøde, og der var umiddelbart stor begejstring blandt kollegerne. Men det er en barriere i forhold til at få det udbredt til den øvrige personalegruppe, når det er én prioritering blandt mange i en travl hverdag, der ofte byder på behov for fleksibilitet og omstillingsparathed. Så er det ikke lige der, man siger: 'Nu skal I bare se. Vi sætter lige gang i det her,' siger han.

Når teknologien alligevel kommer i spil, skyldes det, at medarbejdere og beboere kan se en mening med det.

- Den største succes er, at beboerne stadig har en gejst omkring det at cykle, og at projektet er gået fra motion og træning til at være noget altomfavnende. For nogle er motion og sundhed vigtigt, for andre det sociale fællesskab, og for nogle er teknik og GoPro-kameraet vejen til at komme op på cyklen. Kernen er at finde borgernes motivation, siger han.   

Kort om teknologien
Lyngtoften

Teknologien med videocykling blev oprindelig udviklet af iværksættere fra DTU i Lyngby til ældre borgere i Gladsaxe Kommune, så de kunne cykle gennem naturen fra deres dagligstue og på den måde få mere motion.

Ideen er simpel. Når motionscyklen kobles til en videoenhed, kan man vælge et landskab, man vil cykle rundt i for eksempel rundt om Bagsværd Sø, Zoologisk Have eller Dyrehaven.

Det er virksomheden '4Mvideo - Mere Motion Med Motivation', der udbyder det videobaserede cykel- og motionssystem. 

Det kræver en licenskode og en pedalsensor til 375 kr, som skal monteres på pedalarmen, at komme igang. Når sensoren er montoret og 4Mvideo-appen installeret på iPad'en, skal man bare vælge en cykeltursvideo og træde i pedalerne - så dukker videoen op på skærmen.

Der er også muligt selv at optage videoer for eksempel med en mobiltelefon eller et GoPro-kamera og oploade til sit videobibliotek. 

Læs mere om teknologien her.

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Læs om projektet Velfærdsteknologi i dag- og botilbud

Projektets formål er at inspirere og stimulere til praksisnær kvalitetsudvikling i det faglige arbejde på botilbud ved anvendelse af velfærdsteknologi. Sociale tilbud i syv kommuner deltager. 

Ønsker du at høre mere om projektet, så kontakt:

Specialkonsulent Mie Bjerre, KL på MIBJ@kl.dk 
Konsulent Mette Bay Nyholm, Ergoterapeutforeningen på mbn@etf.dk

Gå til projektside

Velfærdsteknologi på bosteder