Gode råd til at komme godt igennem nattevagter

Gode råd til at komme godt igennem nattevagter

Arbejder du om natten? Få en række afprøvede erfaringer fra arbejdspladser i regionernes til, hvad du selv og din arbejdsplads kan gøre, så du kommer bedst gennem natarbejdet.

Af Personaleweb 12/08/2013

Natarbejde kan gå udover dit helbred og sociale liv. Men der er heldigvis ting du selv og din arbejdsplads kan gøre, så du får mindst mulige gener af at arbejde om natten.

Du finder inspiration og gode råd i regionernes egne pjecer og anbefalinger til deres medarbejdere og ledere.

Det kan du selv gøre

Region Nordjylland og Region Hovedstaden har samlet en række gode råd til, hvad du selv kan gøre for at få en bedre nattevagt. De anbefaler blandt andet:

  • Tag en lur før nattevagten. Det gør dig friskere og hjælper dig til at falde i søvn, når du igen har fri.
  • En sovemaske og ørepropper kan være en god ide, så der er mørkt, hvor du sover, og du ikke bliver forstyrret af lys og lyde.
  • Tænk over, hvad du spiser og drikker i løbet af din vagt. Din fordøjelse er langsommere om natten, og derfor er det sværere at fordøje tung mad som kød og æg. Spis i stedet let mad som frugt, brød og syrnede mælkeprodukter ofte og i små portioner.
  • Vær opmærksom på at undgå koffein tre til fire timer, før din vagt slutter. Koffeinengør gør det sværere at falde i søvn, og du sover dårligere.

Det kan arbejdspladsen gøre

Region Nordjylland og Region Hovedstaden har også samlet en række gode råd til arbejdspladserne. De foreslår blandt andet:

  • Planlæg ikke mere end to til fire nattevagter i træk for medarbejderne. På den måde forstyrres det biologiske ur mindst muligt. 
  • Roter vagtplanen med uret, så medarbejderne starter med en dagvagt, går videre til en aftenvagt og slutter med en nattevagt. Det er nemmere for kroppen at vænne sig til end omvendt.
  • Sørg for, at der er tid nok til at indhente søvnunderskud og have tid til at holde fri mellem to nattevagter.

Helbredskontrol ved nattevagter

En helbredskontrol kan være med til at forebygge gener på grund af dit natarbejde eller forbedre arbejdsmiljøforhold. Det er arbejdsgiveren, der skal tilbyde helbredskontrol til de medarbejdere, der arbejder om natten.

En rapport fra Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus konkluderer blandt andet på baggrund af helbredskontrollen, at medarbejdere, der har indflydelse på vagtplanlægningen og mulighed for at powernappe, trives bedre med natarbejde.

  • Læs også pjecen ’Natarbejde med færre gener’ og se fire videoer med erfaringer fra regionale arbejdspladser i at gøre nattevagter bedre og sundere, udarbejdet af de centrale parter.