Klokken 9.00:

Det er fredag morgen. Septembers himmel er usædvanlig blå. Musikterapeut Ulla Lau Hyldgård er lige mødt, men står allerede klar med guitaren over skulderen på fjerde etage på musikprofil-plejecentret Sølund ved søerne i København.

Første stop er en terminal borger på afdelingen. Ulla åbner forsigtigt døren og går ind i lejligheden. En ældre mand ligger ubevægelig i sengen. Ulla sætter sig ved sengekanten og fortæller manden, at hun nu vil spille og synge lidt for ham, og at han ingenting skal – andet end at lytte.

- Vem kan segla förutan vind. Vem kan ro utan åror, synger hun, mens hun kigger kærligt på manden. Hans øjne er skiftevis åbne og lukkede.

Han bevæger ikke en muskel, og så alligevel. Vejrtrækningen bliver dybere, benene giver sig en smule, og et lille fint smil breder sig på den åbne mund.

- Tiden er kommet til at give slip og have tillid. Kan du mærke, der er noget, der kalder på den anden side? Der er ikke noget at være bange for. Det er jeg sikker på, siger Ulla og begynder at synge en ny sang.

- Sig nærmer tiden, da jeg må væk. Jeg hører vinterens stemme, synger hun. Hun har sat guitaren fra sig og holder manden i hånden. Hendes øjne forsøger at fange hans blik.

Mandens vejrtrækning bliver dybere og næsten hvæsende. Han forsøger at rømme sig, men kræfterne slå ikke til. Ulla synger endnu et par sange og beder en bøn sammen med manden.

- Det er meget stærkt at være sammen med mennesker i den fase, siger Ulla, da vi har lukket døren bag os.

- Jeg bruger meget mig selv og bliver berørt, når jeg kan se, at der er kontakt. Jeg er selv et åndeligt menneske, men respekterer, hvis folk ikke tror på Gud. Men man siger jo, at folk er ateister, lige indtil de ligger på deres dødsleje.

LÆS OGSÅ: Læring forudsætter konstant forstyrrelse af medarbejderen

Klokken 9.30

Næste beboer er en dame, der godt kan være ”lidt skrap”, fortæller Carlos, en yngre social- og sundhedshjælper, der kommer fra Peru og har boet i Danmark i 10 år.

I dag er det meningen, at Ulla skal holde sig lidt i baggrunden, mens Carlos forsøger at bruge musik i morgenplejen. Han er i mesterlære hos Ulla – som alle de andre ansatte på Sølund.

Det betyder, at personalet først har set, hvordan Ulla gør. Nu er det deres tur, mens Ulla superviserer.

Sang og guitarspil er ikke lige Carlos stærke side, men han kan lide at danse og lave sjov med beboerne.

Mens Carlos skifter sengetøj, slår Ulla et par akkorder an. Kvinden sidder i t-shit og med en cigaret i hånden. Der er tomme dåseøl på bordet. Hun skråler hæst med på ”Så længe jeg lever”, og Carlos tager chancen og inviterer hende ud på gulvet.

De tager et par dansetrin frem og tilbage. Så bliver det for meget for kvinden, der hedder Inger og ikke har noget imod at blive fotograferet.

- Jeg kan godt synge. Jeg gik til sang som barn, fortæller hun og slukker endnu en smøg.

Snakken går om kærlighed, kærester og om hvor ”dødsygt”, det er at bo på Sølund. Kvinden gider ikke at deltage i aktiviteterne nedenunder. Så hellere sidde på værelset.

Der går ikke mange minutter, før Ulla spiller en ny sang.

- Så er det dig Inger, siger Ulla og klimprer løs på guitaren.

Ingers hæse stemme gjalder gennem lokalet: ”Kald det kærlighed. Kald det lige, hvad du vil”, men knap er omkvædet færdig, før det igen lyder: ”Hvor er der bare røvsygt her.”

- Måske du skulle lukke festen ind, foreslår Ulla og starter en noget improviseret sang: ”Her er bare røv og nøgler. Her er bare fuldstændig røv og nøgler”.  

Inger glemmer et øjeblik alt det ”røvsyge” omkring hende, og Ulla benytter lejligheden til at trække sig tilbage med ordene. ”Nu kan du jamme lidt med Carlos.”

- Hvad for en dame? lyder det inde fra stuen.

Klokken 10:

Ulla sætter sig ud i gangen for at færdiggøre tre nye sanghæfter – en forårs-sommersangbog, en efterårs-vintersangbog samt et hæfte med julesange. Der er kommet nye sange med og flotte billeder på hver side. Hæfterne skal ligge på hver afdeling.

- Så kan personalet tage dem frem og synge et par sange f.eks. inden frokost. De har også en CD, hvor jeg synger mange af sangene. Så hvis nogen ikke har mod på selv at synge, kan de sætte mig på, siger Ulla.

Carlos er færdig hos Inger og kommer ud i gangen.

- Jeg har lidt rollen som klovn. Det er fint for mig at lave skøre ting. Hvis det gør beboeren glad bare i fem minutter, så gør det også mig glad, siger han.

En medarbejder er på vej ind til en beboer.

- Skal du ind og danse polka, spørger Ulla med et glimt i øjet.

- Nej, det kan min hedetur ikke holde til. Så desværre. Ingen polka eller linedans i dag, svarer medarbejderen tilbage.

En anden medarbejder har til gengæld spillet klassisk musik og danske sange for en beboer bl.a. efter en snak med de pårørende. Ulla nikker anerkendende.

- Det er en kæmpe udfordring for personalet at bruge musik som pædagogisk redskab. Det er de slet ikke uddannet til. Derfor er det også godt, at vi har iPad-pladen, siger Ulla og henter en stor plade med en iPad og en højtaler på.

Den Storm P-agtige men til gengæld næsten tyverisikrede plade tager personalet med ind til beboerne, når de har lyst til at høre musik. Ulla tager pladen med ind til en beboer og sætter noget wellness-musik på. Derefter tager hun elevatoren op på sjette etage.

Hun skal besøge en beboer, der viser sig ikke at være hjemme. I stedet møder hun en kvinde, der leder efter sin fjernbetjening.

- Er det den her? spørger Ulla og rækker hånden ud. Kvinden tager imod. En mand kommer gående med sit gangstativ.

- Er du ny her? spørger Ulla.

Manden, der hedder Poul, svarer ja, og snakken går hurtigt om musik. Ulla spørger, hvad han godt kan lide.

- John Mogensen, svarer manden, og kort efter strømmer ”Nina, kære Nina” ud af højtalerne i fællesrummet til ære for Poul, der desværre er gået i mellemtiden.

Foran elevatoren render Ulla ind i en kvindelig beboer, der lige har været oppe at diskutere højlydt med en plejer. Hun har det dårligt og føler, at hun bliver tvunget til at tage medicin, hvilket fremkalder angstanfald.

- Jeg er mere død end levende. Jeg har haft fire angstanfald i morges. Alt er systematiseret og inde i bokse. Der er ingen musikalitet, siger hun.

- Musikalitet. Det er netop det, der gerne skulle være her. Vil du have en sang? spørger Ulla.

Kvinden nikker, og på vej ind i elevatoren slår Ulla tonen an til en gammel Elvis-klassiker:

”Love me tender, love me sweet. Never let me go,” synger Ulla og lægger en hånd om skulderen på kvinden og siger, at hun godt selv kender angsten.  

- Det er ikke en nem følgesvend, siger hun.

Kvinden er rørt og fortæller, at det eneste, der hjælper på angsten er, når et andet menneske kigger hende i øjnene, eller når hun hører musik.

- Jeg har aldrig følt mig hjemme nogen steder. Jeg er rodløs, men jeg hører hjemme i sangene og musikken, siger kvinden.

Klokken 10.30:

Ulla er blevet kaldt ind til et møde. Sølund skal være med i Copenhagen Blues-festival i slutningen af september, og det skal planlægges.

Plejecentret har også andre aktiviteter på programmet, bl.a. skal beboerne være modeller i et modeshow sidst i januar. Publikum er ingen ringere end beboere fra de nærliggende plejecentre.

Efter mødet er der frokost.

- Giver du en sang? lyder det, da Ulla bærer sin frokosttallerken ud i gården for at spise. Hun har ikke guitaren med, men sætter scenevant en sang i gang. "Jeg er havren, jeg har bjælder på". Sangen forstummer efter første vers.

- Jeg elsker musik, og jeg har spillet og sunget siden folkeskolen. Men der er mennesker, der ikke kan lide musik. Det har aldrig sagt dem noget. De har aldrig lyttet til det.

Ulla tager en bid af dagens fisk.

- Der er så meget visdom i vores danske sange. Man kan lære mere ved at studere de sange end ved at gå på alle mulige kurser.

- Hej Else, siger Ulla, da en dame går forbi og præsenterer Else som en dame, der laver heiki-healing.

- Jeg kommer snart op og får en behandling.

Klokken 12:

Ulla skal til møde med personalet på fjerde sal i frokoststuen. Her skal de snakke om, hvordan det går med at bruge musik i hverdagen.

Lisbet er nyansat pædagog. Hun har kun været på plejecentret Sølund i fire dage men glæder sig til at skulle arbejde med musik.

- Jeg synes, det lyder spændende med musikterapi. Jeg har selv sunget i mange år, siger hun.

- Hvor er det dejligt, at du har mod på at synge. Har du set, at vi har fået nye sangbøger? siger Ulla og trækker Lisbet med ud i gangen for at vise hende de fine nye sangbøger.

- Jeg synes, det virker fjollet at synge børnesange til en voksen mand, siger en medarbejder.

- Hvem siger, at du skal synge børnesange?

- Jeg havde fået opfattelse af, at jeg skulle synge "Jeg ved en lærkerede," siger kvinden.

Gruppen snakker om, hvornår man skal synge den ene eller den anden slags sange.

- Det, der er med børnesange, er, at det, der tidligst er lagt ind i vores hukommelse, det husker man. Derfor er der større chance for, at et menneske med demens kan synge med på Tingelingelater end 'Septembers himmel er så blå', siger Ulla.

Det samme gælder rim og remser. En kvindelig medarbejder har forsøgt med remsen "Hvem er det, der banker." Det var en blandet succes.

- Jeg synes, det er så grænseoverskridende. Jeg har det ikke godt med det, siger hun. 

Ulla forklarer, at hvis man som ansat føler sig anspændt og forlegen i situationen, er det bedre at lade være med at synge og f.eks. finde noget John Mogensen eller Kim Larsen på iPad'en eller tage en lille svingom.

En anden medarbejder har oplevet, at rolleskiftet fra sygeplejer til 'musikterapeut' forvirrede beboeren.

- Jeg gik og sang "en lærkerede" under plejen. Så sagde hun lige pludselig: Hvorfor er det, du går og synger? Hun har nok tænkt: Hvad er det lige, hun har gang i. Hun skal da lave sit arbejde.

- Vi snakkede om sidst at prøve at afspille musik for Aage. Hvordan er det gået? spørger Ulla ud i gruppen.

- Det har jeg slet ikke kunne få ham til at have lyst til. Han bliver forvirret. Han kan godt lide musik. Men jeg skal ikke komme med det, siger en medarbejder. 

De snakker videre om Aage og bliver enige om at give det endnu en chance.

- Måske hvis man nynner lidt inde ved ham. Eller fløjter lidt. Hvem forsøger at fløjte inde ved Aage? spørger Ulla.

Én medarbejder melder sig.  

Mødet er slut. Det tog kun 15 minutter i dag. Plejepersonalet har ikke mere tid. De skal snakke om en terminal patient. Sådan er vilkårene.

Ulla tager elevatoren ned fra fjerde etage og kan lige nå et sidste nummer.

"Jeg sætter min hat som jeg vil," synger Ulla for en beboer, inden hun nynnede bevæger sig ud i de københavnske gader, hvor septembers himmel stadig er blå.