Folk rækker jo ikke hånden op og siger: 'jeg er ensom'
At overtale et ældre menneske til at bryde ud af ensomheden kan være noget af en udfordring. Mød en af forebyggelseskonsulenterne i Aarhus Kommune, som arbejder på at få et skjult problem frem i lyset med hjælp fra hjemmeplejen, pårørende, frivillige og de ældre selv.
- Det vigtigste er næsten, at folk ved, jeg er her. At jeg står med udstrakt hånd, klar til at hjælpe, og at jeg er den røde tråd til resten af kommunen, siger Ida M. Hovgaard, der er forebyggelseskonsulent i Område Vest i Aarhus Kommune.
Læs også: Det rehabiliterende arbejde kræver ekstrem opfindsomhed
Sammen med sine otte kolleger i de øvrige områder har hun som sin væsentligste opgave at hjælpe med at sørge for, at hjemmeboende ældre får den nødvendige hjælp i tide – før de fysiske og mentale skavanker bliver for store. Og et af de problemer, hun tit møder, er ensomheden; men ’mødet’ sker tit ad omveje:
- Folk rækker jo ikke hånden op og siger: ’Jeg er ensom’. Ensomhed er et tabuemne. De ældre synes, det er flovt. Så jeg skal nærme mig emnet forsigtigt, og så kan der være en forløsning i at få sat ord på det.
Fokus på ensomhed
Men hvis ensomhed er tabu, hvordan finder Ida Hovgaard så de ensomme ældre?
- Ensomheden er i fokus lige nu, og det er godt, for det er et kæmpe problem. Det har været mere eller mindre skjult, så det er kun godt at det kommer frem i lyset. Heldigvis er der mange der er opmærksomme på ældre, der ikke trives. Jeg får henvendelser fra familien, fra frivillige, fra naboer, fra hjemmeplejen – alle mulige steder fra. Jeg sørger for at være så synlig som muligt, så jeg er med i folks baghoveder. Jeg kommer meget rundt omkring og deltager i forskellige arrangementer, for eksempel suppeaftenerne, hvor der kommer mange mennesker.
- Desuden bruger jeg det netværk, jeg har, og opsøger og opdyrker hele tiden nye kontakter. Jeg har for eksempel et rigtig godt samarbejde med de frivillige organisationer og klubber, som er virkelig gode til at tage hånd om nye folk og få dem til at føle sig velkomne. Så jeg arbejder meget med at føre mennesker sammen i fællesskaber, hvor de kan hjælpe og støtte hinanden. Og jeg kunne slet ikke klare mig uden de frivillige!
Takket være Ida fik Anna og Frode Jakobsen deres venner tilbage ved hjælp af øl fra køleskabet og is fra fryseren.
En vej ind til alle
At overtale et ældre menneske til at bryde ud af ensomheden og komme ud blandt andre, kan være noget af en udfordring, fortæller Ida Hovgaard:
- Det ér svært, når man for eksempel bliver alene efter mange års ægteskab. Livet virker tomt og meningsløst, og man er ked af det og mangler energi. Men min erfaring er at der er en vej ind til alle. Det gælder bare om at finde den. Der kan godt være modstand i starten mod de ting, jeg finder på – men de fleste ender med at elske det! Og der er jo hundredvis af muligheder, hvis man holder øjne og ører åbne.
Læs også: Tværfaglig indsats skal øge ældres appetit
- Det handler at holde øje med folk, snakke med dem om de svære ting – og så give dem et lille puf i den gode retning.
Ida M. Hovgaard er uddannet sosu-assistent og har arbejdet som forebyggelseskonsulent siden 2009.
- Jeg elsker mit arbejde! Det kan gøre mig ked af det, men jeg kan også blive helt høj! Det er dejligt at føle at jeg næsten hver dag gør en positiv forskel for andre mennesker.
Her er et par eksempler på nogle af de ting, der møder Ida M. Hovgaard i kampen mod ensomheden.
Når lokummet brænder
Ida besøgte en borger, som var svær at hjælpe og som også havde problemer med hukommelsen. Hun gav ham sit visitkort. Et stykke tid senere ringede han til hende. Hun spurgte, hvordan han havde husket hendes nummer? ”Jeg har sat dit visitkort op på køleskabet, og nedenunder har jeg skrevet ’når lokummet brænder!
Den grædende enke
Ida besøgte en 65-årig kvinde, der for nylig var blevet enke. Ved første besøg græd kvinden i halvanden time. Næste gang græd hun i en time. Tredje gang græd hun kun lidt, og der blev sat ord på hendes sorg. Ida fik hende efterhånden med i forskellige aktiviteter. Et halvt år efter meldte hun sig som frivillig – og flyttede fra parcelhuset – ”et parcelhuskvarter er ikke et af de bedste steder at bo, når man er ensom. Alt for mange steder kommer folk ikke hinanden ved,” siger Ida.
Fisk blev til venskab
En mand ville gerne fiske. Ida fik ham med på en fisketur, arrangeret af Mandegruppen i Tilst. På turen mødte han en anden mand, og nu tager de to ud og fisker sammen.
For svært at lave kaffe til naboerne
To gamle ægtepar har været naboer i mange år, kender hinanden godt og har spist sammen, drukket eftermiddagskaffe sammen og i hele taget haft god kontakt. Selv om de nu alle fire er flyttet i ældreboliger, stadigvæk tæt på hinanden, kniber det med at holde kontakten. Ida finder ud af at problemet ligger i at de ikke kan overkomme at invitere på kaffe og kage. ”Jamen hvad så med at invitere på en øl eller en is?” foreslår Ida. Ideen falder i god jord … ”vi har altid jo øl i huset og is i fryseren! Hvorfor har vi dog ikke selv tænkt på det?” – og så var det problem løst, og nu kan de være sammen og hjælpe hinanden igen. ”Nogle gange er det så lidt, der skal til,” siger Ida.