Som PPR-psykolog i Gribskov Kommune mødte Tine Mølgaard så ofte som muligt ind på en skole eller daginstitution og brugte det meste af dagen der.

Det kunne være, at hun begyndte i en indskolingsklasse med at støtte læreren i at afprøve forskellige handlinger i undervisningen. Hun eksperimenterede også med at give sparring til læreren, mens eleverne arbejdede selvstændigt i klassen.

Til rådighed i personalestuen

Derefter kunne hun sætte sig ned i personalerummet og være til rådighed for de lærere og pædagoger, der måtte have behov for sparring.

Det skabte synlighed og med tiden også den tillid og de relationer, der er altafgørende for et godt samarbejde mellem lærere, pædagogisk personale og PPR om at styrke børns fællesskaber og modvirke mistrivsel.

- Det gjorde, at jeg ikke længere var én fra kommunen, men en person de godt kunne lide og som de også havde faglig tillid til, fortæller Tine Mølgaard, der igennem otte år har arbejdet som PPR-psykolog i Gribskov Kommune, men i dag er selvstændig.

Tilstedeværelse skaber tillid

Tine Mølgaard var bl.a. tilknyttet Gilbjergskolen afdeling Parkvej i Gilleleje. Afdelingsleder på Gilbjergskolen Tove Seligman fortæller, at et tæt samarbejde med PPR ikke er noget, der kommer af sig selv.

- Det kræver, at der er tid til rådighed. Lærere og pædagoger oplevede Tine i mange forskellige sammenhænge fx til sparringsmøder med lærerne og til møder, hvor forældre også deltog. De oplevede, at den måde, hun mødte dem på, var noget, de kunne se sig selv i. De kunne overskue den forandring, de selv skulle igennem, siger Tove Seligman. 

PPR med på personalemødet

Fra 2020 har Tine Mølgaard også været tilknyttet Gilbjerg Børnehuse i Gilleleje, hvor hun bl.a. samarbejdede med daglig leder Bettina Østergaard. Som PPR-psykolog kom hun regelmæssigt i børnehuset og fik en relation til medarbejderne.

- Tine gik rundt på stuerne, og stille og roligt lærte personalet hende af kende. Vi prøvede med faste dage for at skabe tryghed hos personalet. Vi inviterede hende også med på et personalemøde en aften, så hun kunne fortælle om sig selv, siger Bettina Østergaard.

Hun mener, det giver god mening, at PPR-psykologen er tilknyttet både skoler og daginstitutioner i samme distrikt, så både børn, forældregruppe og indsatser er kendt af PPR-psykologen.

- Tine var til stede på en måde, der gjorde, at personalet kunne bruge de værktøjer og den sparring, hun kom med. Hun sagde ikke bare, at en lærer eller pædagog skulle gå fra med to børn, for hun ved godt, at det kan man ikke, hvis man har en hel klasse eller stue, siger Bettina Østergaard, der i dag er konstitueret leder i en anden institution i Gribskov Kommune.

Kendskab til praksis er afgørende

Morten Justesen var som PPR-leder i Gribskov Kommune fra 2016 til 2023 med til at lægge fundamentet for en ny samarbejdskultur i PPR.

Han insisterede på, at hans medarbejdere i PPR skulle komme jævnligt på de skoler og dagtilbud, de var tilknyttet, og at en lærer fx skulle kunne kontakte PPR-psykologen direkte og ikke først skulle gennem et team eller skoleledelsen.   

- Man skal have et forholdsvis godt kendskab til den praksis, man rådgiver ind i. Ellers bliver det pseudo-agtigt, men selvfølgelig skal man også have et andet blik. Det er det, der er pointen i, at vi har forskellige uddannelser og forskellige positioner, siger han. 

Ufarlig og forstyrrende på samme tid 

Kendskab kræver tid, og for at skabe mere tid og rum til tilstedeværelse tog Morten Justesen et opgør med papirvældet bl.a. den udbredte opfattelse af, at PPR-psykologen altid skal udrede og lave en PPV (en pædagogisk psykologisk vurdering).

- Der er stadig en forestilling om, at PPR-psykologens arbejde handler om at udrede og finde ud af, hvad problemet er hos barnet eller i familien. Men det er ikke vejen frem. Jeg mangler stadig at se det gode eksempel på, at det er det store udredningsarbejdet, der rent faktisk hjælper barnet, siger han.

Morten Justesen er selv uddannet psykolog og ønsker mere fokus på PPR psykologernes rolle og kompetencer.

- Vi skal være spilbare. Vi skal gøre os selv ufarlige og samtidig være en tilpas forstyrrelse. Vi skal kunne være mega-eksperter, hvis der er brug for det, og for andre kunne åbne op og spørge: 'Hvad tænker I, når I hører....' Vi skal kunne alle mulige metodiske ting, og den side er totalt undervurderet, siger han.     

Nyt syn på PPR-psykologen

For afdelingsleder Tove Seligman fra Gilbjergskolen er det tydeligt, at både børnesynet og synet på PPR-psykologernes rolle har ændret sig de senere år.

- Personalet er holdt op med at komme til psykologerne og tro, at de kan fikse problemerne. Alle ved godt, at der er et stykke arbejde, der skal lægges i det, siger hun. 

For Tove Seligman er det vigtigt, at PPR-psykologen er til stede på skolen og forstår at sætte sig i spil og bl.a. deltage i pædagogiske og sociale arrangementer på skolen.

Det giver legitimitet at turde fejle

Tidligere PPR-leder Morten Justesen er enig.

- Det giver legitimitet at turde kaste sig ud i ting og stå på glatis derude, stå skulder ved skulder med personalet og turde sige: 'Jeg ved heller ikke, hvad vi skal gøre', siger han.

Psykolog Tine Mølgaard har ofte hørt lærere, pædagoger og andre samarbejdspartnere sige, at hun fungerede som en slags livline eller tryg base.

- Bare det, at de vidste, at de altid kunne ringe og få hjælp, hvis de havde brug for det. Det i sig selv kunne skabe noget ro, siger Tine Mølgaard, der i slutningen af 2023 forlod jobbet i PPR.

Sparring løfter faglig stolthed

Fra både Tove Seligman og Bettina Østergaard lyder meldingen, at det tætte samarbejdet med PPR har givet de fagprofessionelle et sprog for, hvad de gør i klassen eller på stuen. 

- Sparring med psykologen betyder utrolig meget for medarbejdernes følelse af fagprofessional stolthed. De får vendt situationer og kan gå tilbage i klassen og prøve noget andet. Men det kommer hele tiden tilbage til den gode relation, og det med at have tiden til at skabe den gode relation, siger afdelingsleder på Gilbjergskolen Tove Seligman.  

For alle står det klart, at organisation, strukturer og ledelse skaber vilkårene for god relationsdannelse og den nødvendige tid, og at meningsfuldhed skal være et pejlemærke for alle indsatser.

- Da jeg startede, fik jeg at vide, at jeg skulle tage min kittel på og gå ud og fortælle, hvad der var galt med barnet. Der er vi heldigvis ikke i dag, men vi må hele tiden spørge os selv: Giver den indsats, vi laver, mening? For os i PPR? For medarbejderne på skoler og dagtilbud? For forældrene? For barnet? Hvis ikke, må vi forsøge noget andet, siger Tine Mølgaard.