Praksishistorie: Søndermarksskolen, Frederiksberg Kommune

Praksishistorie: Søndermarksskolen, Frederiksberg Kommune

Hvordan arbejder man med udeskole, når man bor i byen? Det har Søndermarksskolen på Frederiksberg fundet ud af.

Af Personaleweb 19/11/2014
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Fortalt af: Charlotte Brüchmann, Administrativ Skoleleder

Udfordring: Vi ville gerne være på forkant med skolereformen og begynde at arbejde med udeskole og anderledes læring. Udfordringen var dog at ”best practice” på udeskole-området tager udgangspunkt i, at man har rigelige mængder natur lige ved hånden. Vi bor midt på Frederiksberg, så det har vi ikke. Så vores udeskole skulle bygges op om mulighederne i byrummet. Det er der vist ingen, som havde prøvet før. Men vi besluttede i ledelsen at gøre det med de muligheder og begrænsninger som en udeskole i byen indebærer, og så langt det nu giver mening.

Indsats: Som al anden større forandring blev udeskolen løbet i gang med en vis ledelsesmæssig indsats. Lærernes reaktioner delte sig i tre grupper. Dem der sagde ”spændende, det prøver vi”, dem der sagde ”interessant, men fortæl mig hvordan” og dem der sagde ”det kan der ikke blive tale om”. Det svære var helt klart at få lærerne til at se mulighederne i udeskolen, og specielt når nu ”ude” er byrummet. Det krævede en hel del kreativitet, og det var svært for lærerne at komme i gang. Alle blev bedt om at tænke deres fag og undervisning med udeskole-elementer, og vi havde meget sparring med lærerne.  Gennembruddet kom, da vi besluttede at samle ideerne og indsatsen i et ambitiøst projekt, som vi kaldte ”Vores Frederiksberg”. Vi lavede fagteams for lærere, som underviser i de samme fag på tværs af de 12 klasser, som er med i udeskolen. Dette fagfællesskab har styrket samarbejdet og givet effektivitet ift. at lave undervisningsmaterialer, få aftaler i stand med lokalmiljøet, så vi kan komme på besøg osv. 

Resultat: Vi er kommet rigtigt langt nu og kan se, at indsatsen kaster resultater af sig. Børn og lærere er virkelig engagerede. Vi har været på besøg på lokalavisen og skrevet artikler bl.a. interviewet en hjemløs på Frederiksberg. Vi har mødt borgmesteren og drøftet politik.  Et højdepunkt var da en elev konfronterede borgmesteren med den hjemløses vilkår. Den hjemløse er i øvrigt uddannet blomsterbinder, og han bidrager til undervisningen nu. Ligesom en lokal fiskemand kommer med en kasse fisk og lærer børnene hvordan man renser fisk. Helt frivilligt og ulønnet.  

Erfaring: Jeg tror, de fleste lærere vil sige, at introduktion af udeskolen på Søndermarksskolen er en stor succes, men også at det var en svær start. Vi har tilpasset skemaer og strukturer osv. Men den største overraskelse er den imødekommenhed, vi har oplevet ved at række ud i lokalmiljøet – vi har ikke fået nej en eneste gang. Tværtimod, på plejecenteret spørger de om ikke vi kan komme noget mere og lave aktiviteter, historiefortælling osv. med beboerne. Det har helt klart givet os mod på mere – og et rigtigt godt tilløb til skolereformen. 

Mere inspiration: Udsyn i udskolingen
karriere

Projekt Udsyn i Udskoling har rusket op i ungdomsuddannelsernes hierarkier og forestillingen om det rigtige valg. Projektets formål er netop at give eleverne et friere valg ved at give dem mulighed for at opleve sig selv i forskellige situationer i forhold til valg af uddannelse og karriere. Læs mere om projektet, og få inspiration til dit eget arbejde med elever her.