
Tillid mellem medarbejdere og ledere skaber gode løsninger
Ved at skrue op for tilliden har Hoved-MED i Børne og Unge i Aarhus Kommune fundet et fælles fodslag til at løse udfordringerne.
For nogle år siden gled samarbejdet i Hoved-MED-udvalget (HMU) i Børn og Unge i Aarhus Kommune trægt som en rusten kæde på en gammel cykel. Medlemmerne i udvalget fokuserede på uenighederne, og meget lidt på, om der var noget, de kunne være enige om. Det ændrede sig i 2009.
Udvalget blev inspireret af tankerne bag social kapital, og snart begyndte de at overveje at dryppe social kapital ud over den kæde, der skulle få samarbejdet til at køre – både samarbejdet i HMU og på alle de kommunale arbejdspladser i Aarhus, der har med børn og unge at gøre.
Blev nødt til at tage chancen
Udvalgets medarbejderrepræsentanter var bekymrede for, hvad social kapital ville betyde for samarbejdet. Dengang så medarbejderne som regel først ledernes nye udspil, når de var færdige.
Den nye form for samarbejde kunne give mere indflydelse, men samtidig kunne medarbejderne risikere at blive taget til indtægt for beslutninger, der er svære, og som de er uenige i.
- I HMU formulerede vi vores vision, som beskriver tingene i social kapital – det vil sige samarbejde, tillid og retfærdighed. Det var undervejs i et halvt år, og på et tidspunkt blev vi nødt til tage chancen. Vi vurderede, at der var store gevinster ved det, fordi vi kunne få mere indflydelse. Så det ville vi gerne, siger repræsentanten for medarbejdersiden, Søren Aakjær, der er næstformand i HMU og formand i Aarhus Lærerforening.
Kæden skulle lige trædes i gang
Social kapital gjorde ikke samarbejdet bedre til at begynde med.
- Frustrationen bredte sig, fordi vi ikke længere brugte tid på det vante, og fordi, vi lige skulle finde ud af, hvad vi skulle med hinanden, siger medlem af HMU og direktør i Børn og Unge, Nils Petersen, der har gjort en stor indsats for at involvere medarbejderne i HMU.
Men udvalgets medlemmer fandt hurtigt et fælles fodslag ved at arbejde ihærdigt med at få den sociale kapital ind i samarbejdet.
Tillid skal vises
Det kræver en indsats at skabe tillid, retfærdighed og god samarbejdsevne mellem medlemmerne af HMU.
- Det holder ikke at skrive, at vi nu skal have tillid til hinanden, og bagefter gøre noget, der ikke er tillidsfuldt, siger Søren Aakjær. Han er opmærksom på at optræde tillidsfuldt og troværdigt over sin modpart, uanset om han optræder som næstformand i Hoved-MED eller som formand for Aarhus Lærerforening.
- Vi skaber nogle processer, hvor vi sikrer, at tingene sker åbent og retfærdigt, så der ikke er nogle, der føler, at de er bildt noget ind undervejs.
Direktør i Børn og Unge i Aarhus Kommune, Nils Petersen
Og ikke alene skabes tillid gennem en tillidsfuld og troværdig optræden. Det skabes også gennem retfærdige processer i samarbejdet.
Viser kladder frem
I dag fungerer samarbejdet godt, og det gør det blandt andet fordi, at de tidligt i arbejdsprocessen viser tillid til hinanden. Begge parter har tillid til, at modparten er interesseret i at finde frem til en god løsning, og de stoler på hinanden.
- Der er plads til tillid. Det viste arbejdsgiverne, da de begyndte at lægge nogle ting frem til os i kladdeform. Det havde de aldrig før gjort, og jeg tænkte ’hold da op, kan vi få indflydelse så tidligt', siger Søren Aakjær.
Spiller med åbne kort
- Vi stikker en finger i jorden for at finde ud af, om der kan være nogen tvister mellem medarbejderne og lederne, siger Nils Petersen.
Nils Petersen og Søren Aakjær er jævnligt i kontakt inden udvalgsmøder.
Medarbejder- og ledersiden i HMU kender derfor tvisterne inden de drøfter tingene i udvalget, og de ved, hvad der skal til, for at modparten går med til at løse tvisten.
- Jeg har fuld tillid til, at jeg inden et møde ved, om der er et eller andet, som medarbejdersiden får svært ved at sluge. Og jeg er sikker på, at jeg trygt kan sætte mig ned til det møde, fordi der ikke kommer overraskelser, siger Søren Aakjær.
Social kapital gør en forskel
I HMU har de indtil nu haft flere oplevelser med, at social kapital har gjort en forskel. Blandt andet i APV'en.
Derfor insisterer Søren Aakjær og Nils Petersen på at bruge social kapital. Også når det er svært.