Støj på kontoret giver dårligt arbejdsmiljø

4 gode råd til at sænke støjniveauet på kontoret

En af ulemperne ved storrumskontorer er, at der kan være meget larm. Og støj på arbejdspladsen er hverdag for mange. I værste tilfælde kan støj føre til stress. Her får du fire gode råd til at dæmpe støjniveauet på kontoret.

Af Helga Grønvold 15/11/2013

En telefon, der bliver ved med at ringe, og kollegaer der smalltalker ved bordet ved siden af. Det er bare nogle af de forstyrrende lydelementer, mange oplever i løbet af en arbejdsdag.

Det er praktisk at arbejde i samme rum som ens kollegaer, for det gør det nemmere at dele erfaringer og viden med hinanden. Men storrumskontorene er også et sted, hvor der nemt kommer mange lyde og meget larm, og dét gør det nemmere at blive forstyrret.

Der kan gøres meget for at dæmpe støjniveauet på kontoret og forbedre arbejdsmiljøet. Selv små initiativer, kan ændre lydniveauet markant.

  1. Sæt fokus på de ting der støjer

    Kig rundt i lokalet. Hvad er det for nogle ting, der støjer?

    Det kan eksempelvis være generende at sidde en hel dag ved siden af en dør, der klikker, hver gang den lukkes. Her kan en dørpumpe være en løsning.

  2. Kig på indretningen af rummet

    Har I fået det mest optimale ud af indretningen? Se på, om I kan indrette jer sådan, at de der arbejder meget sammen, også er placeret tæt på hinanden.

    Der findes også mange materialer, som er god til at absorbere lyd, både på lofter, vægge og mellem arbejdspladser.

  3. Tag hensyn til hinanden

    Det kan være meget generende med telefoner, der ringer, uden at nogen tager den. Så viderestil telefonen, eller sæt den på lydløs, hvis du ikke selv er tilstede.

  4. Lav færdselsregler

    Lav nogle fælles færdselsregler, hvor I beslutter, hvor og hvornår man må smalltalke. Lav et område lidt væk fra skrivebordene, hvor I kan holde kaffemøder, sådan at snakken ikke genererer kollegaen ved siden af.
     

Find mere inspiration i pjecen Støj og akustik på kontoret.

Links om støj

Få generel viden om støj hos www.arbejdsmiljøviden.dk.

Få flere gode råd om støj i storrumskontorene hos indeklimaportalen.dk og i BAR-kontors pjece om støj og akustik.

videnskab.dk kan du læse, hvordan tekstiler kan mindske støjen på kontoret.