Pernille Steen Pedersen

Stressværktøjer skal hjælpe nyuddannede pædagoger

Alt for mange nyuddannede pædagoger stopper efter få år i faget. Derfor inviterer BUPL og Aarhus Kommune alle nyansatte på kursus.

Af Irene Aya Schou 20/10/2025
Fremfærd

Det kan være et praksischok at gå fra uddannelse til job.

Måske skal der løbes stærkere end forventet. Måske opstår der situationer, hvor man hellere havde gjort ting anderledes. Have trøstet barnet i længere tid, end der er mulighed for eller spurgt ind til barnets leg, men kollegaen er syg, og det er der ikke tid til.

Og hvordan tackler man den situation? Og de følelser, der kan opstå?

Lette overgangen til pædagogjobbet

Nyuddannede pædagoger i Aarhus Kommune skal sikres en god start på deres arbejdsliv.

Derfor har Aarhus Kommune i samarbejde med BUPL Århus sammensat forløbet "Fundament til dit pædagogliv", der strækker sig over fire kursusdage og afholdes i de nye pædagogers første arbejdsår i kommunen.

Formålet med introduktionsforløbet er at lette overgangen mellem uddannelse og pædagogjobbet, som for mange nyuddannede kan være overvældende.

- Hver fjerde nyuddannet pædagog har forladt faget inden for fem år. Det er et kæmpe problem, forklarer Ulf Groth Berntsen, der er faglig sekretær i BUPL Århus og gennem en årrække har stået for at arrangere "Fundament til dit pædagogliv".

Primæransvarlig fra første dag

Udfordringen er ifølge Ulf Groth Berntsen, at man som nyuddannet kommer ud til et højt arbejdstempo og stort arbejdspres.

- Tidligere blev nyuddannede pædagoger taget imod af en erfaren kollega og fik en roligere start, men rekrutteringsudfordringerne gør, at nyuddannede pædagoger i dag kommer ud og skal være primæransvarlig for en børnegruppe fra dag ét. Det er et helt andet pres, siger Ulf Groth Berntsen.

Det skaber en moralsk stress, hvor man føler, at man må gå på kompromis med sin faglighed.

- Det handler om, at man ikke føler, at rammerne er til at løfte den professionsfaglighed, som man har fået på uddannelsen, siger han. 

Dialogkort giver sprog til 'det svære'

"Fundament for dit arbejdsliv" kører nu på tredje år. Som deltager får man redskaber, ny viden og mulighed for at dele erfaringer med andre nyuddannede, der også er startet i det første job.

De nyuddannede pædagoger præsenteres bl.a. for Pernille Steen Pedersens forskning. Pernille Steen Pedersen er ph.d. og adjunkt på CBS og har igennem mange år forsket i stress og skam. Hun har bl.a. udviklet dialogkort, der kan bruges til at styrke arbejdsfællesskabet.

- Pernilles forskning resonerer enormt godt med deltagerne, forklarer Simon Høgholm Westesen, der er faglig sekretær i BUPL Århus og nu har ansvaret for "Fundament for dit arbejdsliv".

- Det, at de får lov at afprøve dialogkortene, giver dem konkrete redskaber og et sprog til at kunne arbejde med konflikter, ledelse og kollegaskab på en anerkendende måde, siger han.

Rum til at stå i tvivlen

Hans indtryk er, at Pernille Steen Pedersen med begreber som moralske konflikter, stress og skam, anerkendelse og forskellige reaktionsmønstre taler direkte ind i de nyuddannede pædagogers praksis.

- Pernille formår at tale direkte til de unge og skabe et rum, hvor man kan stå i tvivlen, og hvor det giver tryghed at vide, at man ikke er den eneste, der kan føle sig marginaliseret eller ikke har legitimiteten overfor resten af kollegagruppen, siger Simon Høgholm Westesen.

Han understreger, at man som pædagogisk leder er forpligtet til at tage en snak med de medarbejdere, der deltager i forløbet, om hvilke opmærksomheder, det giver dem, at være afsted.

Italesætter følelse af utilstrækkelighed

Rebecca Sander Andersen er nyuddannet pædagog og deltager netop nu i "Fundament for dit arbejdsliv". Hun mener, at Pernille Steen Pedersen formår at sætte ord på de udfordringer, der møder de unge i faget. 

- Som nyuddannet kommer man ind i en praksis med faglige ambitioner, som kan være svære er udleve i en travl hverdag. Her giver Pernilles oplæg mening, fordi hun italesætter den følelse af utilstrækkelighed, man kan opleve som nyansat, og som vi måske særligt oplever i min generation, hvor vi fra barnsben er blevet målt og vejet gennem skolesystemet og i høj grad binder vores præstationer op på vores værd, siger 27-årige Rebecca Sander Andersen, der blev færdig som pædagog sidste år.

Hun har afprøvet de dialogkort, som Pernille Steen Pedersen har udviklet, og mener, at det er et godt redskab til at blive klogere på sig selv og sine kolleger.

- Dialogkortene gør os klogere på vores behov og reaktionsmønstre og skaber et anerkendende rum, der kan modvirke stress og skam og den følelse af utilstrækkelighed, som vi alle kan have, siger den nyuddannede pædagog.

"Man er ikke alene"

Hun arbejder til daglig i Specialtilbuddet Skovbrynet afdeling Skovbo, et dagtilbud til børn med autisme, og mener, at forløbet ’Fundament til dit pædagogliv’ kan gøre en forskel for nyuddannede pædagoger. 

- Det er vigtigt, at alle nye pædagoger i Aarhus Kommune hører det samme, og at vi får talt med hinanden om de vilkår og rammer, vi arbejder under. Jeg ved ikke, om det vil få færre til at forlade faget, men jeg tror, det gør en forskel, at man oplever, at man ikke er alene med at føle, at det kan være svært, siger hun. 

Samme melding lyder fra BUPL Århus.

- Knap 200 nyansatte pædagoger har været igennem forløbet, og evalueringerne er gode. De nyansatte pædagoger er glade for forløbet, men om frafaldet fra pædagogfaget er mindre om fire år, det må tiden vise, lyder det fra faglig sekretær Ulf Groth Berntsen.

Om "Fundament til dit pædagogliv"

Fundament til dit pædagogliv” er et forløb for nyuddannede og nyansatte pædagoger fra UngiAarhus, dagtilbuds- og skole/SFO-området i Aarhus. Her bliver nyuddannede klædt på, så de står på et godt fundament i deres job som pædagog - et fælles initiativ mellem Børn og Unge og BUPL Århus.

I forløbet kommer deltagerne omkring, hvordan man holder fast i god kvalitet i egen faglighed og samtidig udvikler den. Hvordan man kan fokusere på tilfredshed og faglig stolthed i arbejdet, samt hvordan man kan tage professionelt ansvar og arbejde for det gode samarbejde med forældre, kolleger og andre samarbejdspartnere.

Deltagerne bliver også præsenteret for arbejdet som pædagog i Børn og Unge. Her hører de bl.a. om børn og unge politikken, om bredere børnefællesskaber, samt hvordan man kan bruge Stærkere Læringsfællesskaber til at skabe et fælles fundament i og om arbejdet, og hvordan det kan udleves i praksis.

Stærkere Læringsfællesskaber er en fælles tilgang til at samarbejde og udvikle praksis i hele Børn og Unge.

Forløbet sluttes af med, at deltagerne møder og er i dialog med Børn og Unge rådmand Thomas Medom og direktør for Børn og Unge Tanja Nyborg. Undervejs, mellem de 4 dage i forløbet, arbejder deltagerne med indholdet i samarbejde med leder og kolleger på arbejdspladsen

Om Pernille Steen Pedersen

Pernille Steen Pedersen er uddannet cand.scient.pol. og har arbejdet med sygefravær i Beskæftigelsesministeriet i 10 år og har skrevet ph.d. om stress og skam - primært med fokus på lederrollen. Hun har udgivet bøgerne "Slip stress ud af skammekrogen" og "Stress og skam i arbejdslivet" og er ansat som adjunkt og forsker på Department of Business Humanities and Law på CBS.

Hun har udviklet materialer og forebyggelsesværktøjer i forbindelse med forskningsprojektet 'Ledelse, kerneopgaver, arbejdsfællesskaber og stress'. Projektet er foregået som et partnerskab mellem CBS, Fremfærd og tre kommuner: København, Skanderborg og Rudersdal.

Læs mere om projektet

Værktøjskassen til forebyggelse af stress og styrkelse af arbejdsfællesskabet

Her finder du videoer, hæfter og dialogkort, som I kan bruge i arbejdet med at forebygge stress-sygemeldinger på jeres arbejdsplads.

Værktøjer til at arbejde med stress-forebyggelse og arbejdsfællesskaber

Se filmen: Sådan bruger du materialerne

Se filmen: Et nyt perspektiv på stress og skam

Hør podcasten: Nyt syn på stress og skam

Tidligere leder: Derfor er dialogkort gode
Neel Kielberg-Nielsen

Neel Kielberg-Nielsen er tidligere dagtilbudsleder og mener, at dialogkortene giver en bedre forståelse for, hvorfor vi som mennesker reagerer forskelligt i pressede situationer.

- Det hjælper at have nogle spørgsmål imellem sig, især hvis man er lidt utryg ved at gå ind i dialogerne. Samtidig er spørgsmålene så hverdagsagtige, at en pædagogmedhjælper på 20 år kan deltage på lige fod med den erfarne pædagog, siger Neel Kielberg-Nielsen, der tidligere har arbejdet som pædagog og har en kandidat i pædagogik.

Hun arbejder i dag som uddannelseskonsulent i BUPL Århus, men var i en årrække leder af vuggestuen Charlottehøj i Hasle ved Aarhus. Her brugte hun dialogkortene i personalegruppen.

- Begrebet med skam gav utrolig god mening for personalet. Jeg kunne se, at de blev lettet på én eller anden måde. Det er ikke en løsning, men det giver et andet sprog for at tale om svære følelser, siger Neel Kielberg-Nielsen.

Læs hele artiklen her.

Tema om stress