Det gode match mellem ledig og virksomhed

3 vigtige faktorer når virksomheder og ikke-jobparate skal matches

Hvad har betydning for et godt mach mellem virksomheder og ledige? Ny ph.d.-afhandling peger på tre vigtige forhold.

Af Bettine Romme Andersen 24/02/2025

De virksomhedsrettede beskæftigelsesindsatser spiller en stor rolle i at få flere ikke-jobparate ledige borgere ind på arbejdsmarkedet.

Men hvad er særligt vigtigt, når en ledig og en virksomhed skal matches?

En ny ph.d.-afhandling i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) peger på, at der er tre dimensioner af match, der gør en forskel, så borgeren får et vellykket virksomhedsforløb.

3 vigtige forhold

Formålsmatch – Borgeren oplever, at virksomhedsforløbet har et klart formål, der giver mening i forhold til deres mål og situation. Når borgeren har ejerskab over forløbet, øges motivationen markant.

Kompetencematch – Arbejdsopgaverne på virksomheden skal matche borgerens kompetencer og skånehensyn. Når borgeren oplever succes i deres opgaver, styrkes troen på egne evner og den faglige udvikling. Virksomheden spiller en nøglerolle ved at vise tålmodighed, rummelighed og overskud samt give borgeren snor til at lære af fejl.

Relationsmatch – Borgeren skal føle sig inkluderet og som en værdifuld del af arbejdsfællesskabet. Gode relationer skaber psykologisk tryghed, forpligtelse og engagement i virksomheden.

Det gode match tager tid

Det rette mach kommer dog ikke bare af sig selv, viser afhandlingen.

Det skabes over tid og med støtte- og tilpasning undervejs understøttet af virksomheden og beskæftigelsesmedarbejderen, skriver star.dk.

Desuden har de virksomheder - med de bedste match - nogle fællestræk, som blandt andet går ud på, at de giver den ledige mulighed for at bidrage med værdi, har medarbejdere, der er motiveret for at arbejde med målgruppen og sikrer den ledige den rette støtte og inddragelse i sociale- og faglige fællesskaber.

Hvordan skabes gode match?

Læs mere om ph.d.-afhandlingen om det gode match mellem ledig og virksomhed:

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.