Fremtidsværksted fik leder og medarbejdere i plejecentret Klosterhaven til at beslutte, at de ville sætte fokus på måltidet som led i den rehabiliterende indsats.

Et fremtidsværksted er en metode, der ser kritisk på de daglige rutiner, og som ser fremad og formulerer nye ideer og fælles mål. Men vigtigst er det, at metoden følger op med konkrete handlinger. 

- Vi har skabt noget nyt og godt ud af nærmest ingenting, når vi ser på de fysiske forandringer, der er sket. Men vi har også været gennem en stor udvikling, når det gælder samarbejde og gode, tydelige aftaler – både med hinanden og med borgerne.

Lene A. Nielsen, Centerleder

I Klosterhaven betyder det, at beboerne på plejecentreret er gået fra at spise i en stor og åben atriumsal i midten af huset til at spise mad i et mindre og mere roligt rum. Forandringen betyder mere ro, når der spises, så de ældre lettere kan tale sammen, og personalet kan arbejde med rehabilitering på forskellige måder på baggrund af tydelige aftaler.

Vi vil og gør det samme

Femtidsværkstedet bygger, på at medarbejdere og måske også nærmeste leder deltager sammen med en konsulent fra kommunen eller regionen. Og netop fremtidsværkstedets fokus på fælles visioner skaber også en fælleskabsfølelse på arbejdspladsen.

- Vi har fået en fælles bevidsthed om, at vi vil det samme og gør det samme. Vi er også blevet mere bevidste om, hvad borgerne har brug for, fortæller Lene A. Nielsen, der er centerleder i Klosterhaven.

– Som medarbejder vil man jo gerne gøre alt så godt som muligt, men i en travl hverdag kan det godt være svært at finde plads til sætte ord på det, fortæller medarbejderrepræsentant i projektets styregruppe Rikke Kramer og fortsætter:

- Projektet har vist, at vi godt kan skabe forandringer, fordi vi er blevet bedre til at samarbejde, siger hun.

Fra drøm til virkelighed

Plejecenteret Klosterhaven har fået støtte fra Fonden for forebyggelse og fastholdelse til at gennemføre et arbejdsmiljøprojekt og fået konkret konsulentbistand fra Viborg Kommunes HR-afdeling. Kravene til støtte har blandt andet været, at man skulle følge en fastlagt drejebog for forløbet efter en model, der kaldes ’Fremtidsværkstedet’.

Fredmtidsværksteds-modellen er inddelt i fire faser og varer typisk et sted mellem fem til seks måneder.

– I starten, da vi lige gik i gang, tænkte jeg godt nok, at den utopifase, vi skulle gennemføre, var lidt højtflyvende. Her skulle vi se ud over alle de krav og regler, der ellers gælder for vores arbejde og beskrive, hvordan den ideelle verden skulle se ud, fortæller Rikke Kramer.

Hun var bestemt ikke alene om at synes, at det var noget abstrakt, men det lykkedes alligevel at få alle til at bidrage.

– Alle i teamet var bagefter med til at prioritere, hvad vi skulle arbejde med. Det gjorde jo samtidig, at man blev mere engageret, supplerer gruppekoordinator Jette Jensen.

Fra begrænsninger til resurser

Alle er enige om, at projektets faseopdelte metode, har sat varige, positive spor i den måde, der samarbejdes på i dag, er meldingen fra plejecentret.

– Vi har fået flyttet fokus fra begrænsninger til resurser og er blevet mere bevidste om at møde borgerne der, hvor de er, siger Rikke Kramer.