Der er værktøjer henvendt til både arbejdspladsen, mentoren og den nye socialrådgiver selv.

Sådan giver I de nye socialrådgivere en god start

I en ny serie guider og værktøjer kan I finde hjælp til at give nyuddannede socialrådgivere en god start på arbejdslivet.

Af Personaleweb 31/08/2015

En god start på arbejdspladsen er vigtig, ikke bare for den enkelte nyuddannede socialrådgiver, men også for hans eller hendes arbejdsplads og kolleger. I en serie nye værktøjer giver KL og Dansk Socialrådgiverforening sammen hjælp og vejledning til, hvordan kommunale arbejdspladser kan tilrettelægge et introduktions- og mentorforløb for den nyuddannede socialrådgiver.

Med sig på første dag har den nyuddannede socialrådgiver en god faglig ballast, men viden om hverdagen f.eks. om organisation, kultur, kolleger, arbejdsgange og it-systemer skal læres på arbejdspladsen. I materialet fra KL og Dansk Socialrådgiverforening er der guider og værktøjer henvendt til arbejdspladsen, til den nyuddanedes kontaktperson, til hans eller hendes mentor og til den nyuddannede selv. I får argumenterne for, hvorfor en introduktionsordning og mentorordning kan være en god idé, og I får en grundig indføring i, hvordan man tilrettelægger et forløb. Endelig får I tjeklister og skemaer til forløbet undervejs. 

Læs og download materiale 'Nøglen til en god start for nye socialrådgivere i kommunerne' på siden her