Vibeke Drevsen Bach

Mennesker med en demenssygdom er på en rejse fra Jorden til Månen

En god omsorgskultur kræver umanerlig dygtige, dedikerede, modige og kreative medarbejdere, der tør rejse med til Månen, lyder det fra ildsjæl, der har omsat Tom Kitwoods teorier til praktisk værktøj.

Af Irene Aya Schou 10/02/2017
Fremfærd

Vi ved i dag, at mennesker med demens kan leve med høj grad af velbefindende selv sent i et demensforløb. Men det lader sig kun gøre, hvis omgivelserne kan det, de skal kunne og stiller de muligheder til rådighed, som behøves.  

Sådan lyder det fra demenskonsulent Vibeke Drevsen Bach, der uddanner kommunale medarbejdere og ledere i at skabe de bedste rammer for mennesker med demens.

I Faaborg-Midtfyn Kommune deltager over 1.000 medarbejdere og ledere på ældreområdet i et flerårigt læringsforløb, hvor de øver sig i kunsten at skabe det, som Vibeke Drevsen Bach betegner som menneskelig blomstring. Hun har skabt sit eget visuelle blomstringunivers på baggrund af den engelske psykologiprofessor Tom Kitwoods teorier.

For at blomstre - også som demensramt - skal man have næring, sol og vand, rod og krone. Fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov skal dækkes. Klassisk pleje og omsorg rækker ikke længere.  

Vi skal lære at have øje på hele mennesket og sige: Bidrager det, jeg gør og det, vi gør sammen, til den demensramtes velbefindende og blomstring? Når jeg træner medarbejdere og ledere i blomstringsmodellen bliver de høje på, hvor meget potentiale, der fortsat er i mennesker, der ikke ser ud til at have så meget mere at gøre godt med, siger Vibeke Drevsen Bach, der er indehaver af konsulenthuset Energi2work.

Rejsen til Månen

For hende kan fænomenet demens bedst forstås som en rejse fra Jorden til Månen, hvor det at få en demensdiagnose er som at indløse enkeltbillet til en ubeboelig, fjern planet.

Metaforiske fortællinger om rejsen giver en intuitiv forståelse for, hvilken forskel det gør for den enkeltes velbefindende, hvis omverdenen forstår demensrejsen og tør rejse med ind i den andens nye virkelighed.

- Demens er den ultimative, mest angstprovokerende rejse. Man mister rum- og retningsfornemmelse, sprog, kropsoplevelse og fornemmelse for, hvem man kender, og hvem man selv er. Man rejser mellem to planeter og befinder sig i det store, sorte tomrum, siger Vibeke Drevsen Bach.

Som pårørende eller medarbejder er det svært at stå på Jorden og se mennesker forsvinde ud i rummet. Vil man bevare relationen og give den demensramte den bedste støtte, er man nødt til rejse med, siger Vibeke Drevsen Bach.

Demens kalder på kreativitet

- Det er grænseoverskridende at forlade Jorden og rejse fra én virkelighed til ufattelig mange virkeligheder. Vores største øvelse består i at overgive os og være nysgerrige på den virkelighed, vi ikke selv ser, sanser eller forstår. Hvis vi kan det, kan vi navigere med fleksibilitet i de forskellige situationer, siger hun.

Som kommune og medarbejder skal man forstå, hvilke ressourcer, udfordringer og behov, der er i de forskellige faser på rejsen og dernæst skræddersy tilbuddene, så de understøtter og fremmer identitet og inklusion.  Og man skal kunne være uhyre kreativ - specielt i den sidste fase og kunne navigere i et splitsekund.

Vi skal væk fra den klassiske og reducerende plejekultur, der tager livet af os alle og hen mod en meningsfuld og livgivende omsorgs- og relationskultur, der giver energi til alle.

- Du kan ikke nå at ringe til en ven, når man som deltager på rejsen havner i mærkværdige, absurde situationer.  Det kræver umanerlig dygtige, dedikerede, modige og kreative medarbejdere, siger hun. 

Turde være menneske

Mennesker med en demenssygdom kan sagtens have et liv fyldt med nærvær og stjernestunder - men det afhænger helt af omgivelserne, siger Vibeke Drevsen Bach, der tidligere har arbejdet som udviklingskonsulent i Demenscentret Pilehuset i København og brugt timer på at observere demensramtes hverdag. 

- Fagligheden skal være på plads, men det, der i sidste ende bonner ud for de dementramtes livskvalitet, er relationer. At vi som pårørende og medarbejdere tør være i det absurde, hvor man det ene øjeblik er "Dronningen af Saba" og det næste øjeblik er hjemme i sin mors kostald, siger hun. 

Vi skal bruge os selv og kunne være menneskelige, forklarer hun.

- Vi kræver så meget af medarbejderne. De skal både have rollen som præst, renovationsarbejder, skuespiller, hjemmeplejer, vaskekone, bisidder. Listen er uendelig. Dem, det lykkes bedst for at udfylde alle roller, er dem, der er i bedst kontakt med deres eget hjerte og som bliver ladt op af samværet med mennesker med en demenssygdom, siger hun.

Her er det vigtigt at kigge på de rammer, vi har skabt for de ansatte på landets plejehjem. Hvis man gerne vil have borgeren i centrum, skal man samtidig have medarbejderen i centrum.

-  Vi skal gå fra en plejekultur til en omsorgskultur, hvor der udover fysisk pleje også er psykisk, social og måske åndelig omsorg. Det kræver, man som medarbejder kan se potentialet i sig selv. At vi har det godt med hinanden som kolleger. At man ikke lever et liv fyldt med stress, siger hun.

Plejetænkning 1.0

Det værste, man kan byde mennesker med demens, er at irettesætte, kritisere og latterliggøre.

- Her bruger man magten til at holde et andet menneske nede. 'Det er os, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, hvad du skal spise, hvilket tøj du skal have på'. Det er plejetænkning 1.0, siger Vibeke Drevsen Bach og understreger, at der findes mange forskellige former for intelligens, og at demensramte udvikler et ekstrem sensitivitet, når "hjernen bryder sammen".

- Engang imellem stiller jeg mig selv spørgsmålet: Er deres virkelighed mere virkelig end vores? Hvad sker der, når bevidstheden udvider sig? Hvordan kan det være, at mennesker med demens nogle gange lyder klogere end os andre?

Ifølge Vibeke Drevsen Bach handler det ikke om 'dem og os'. De dementramte er 'os' lige om lidt. Derfor handler det om, hvad er det for et liv med demens, vi gerne vil leve.

- En kvinde med demens kikkede mig engang dybt i øjnene og hviskede: 'Du og jeg, vi er af samme slags. Vi er forbundne. Jeg elsker dig'. Og før jeg så mig om, fik jeg et kys lige på munden. Hun kendte mig ikke, men jeg følte mig set og genkendt som et kærligt væsen, siger Vibeke Drevsen Bach, der mener, at vi skal åbne os mere for alt det, der ikke umiddelbart er forståeligt.

- Måske er det os, der skal lære af dem, som Tom Kitwood sagde allerede dengang i 80’erne. Måske vi kan lære at forstå månsk og skubbe tænkningen om, hvem vi selv er og hvilket liv, man kan leve som demensramt.

Om blomstringsuniverset

Vibeke Drevsen Bach har skabt sit eget billedlige og pædagogiske læringsunivers, som hun betegner Blomstringsmodellen på baggrund af den engelske psykologiprofessor Tom Kitwoods teorier og omsorgskvalitetssikringsmetode Dementia Care Mapping.

Vibeke Drevsen Bach er certificeret underviser og supervisor i denne metode fra University of Bradford, England.

Blomstringsmodellen er en tværfaglig, refleksion- og procesorienteret borgeranalysemodel, der ser på, hvad der skal til for at få en borger til at blomstre. For at blomstre med demens - skal personen ifølge Vibeke Drevsen Bach - stå plantet i den rette jord og modtage varme og næring i rette mængder.

Gartnerne, som er de kollektivt ansvarlige for plantens (den dementes) blomstring, skal sikre, at planten hurtigt finder rodfæste og kan ånde frit. Giftige ukrudtsformer, der kvæler plantens grokraft, må spottes og luges. Når gartnerne har øje for planteartens unikke rod og opfylder fysiske, sociale, psykologiske og åndelige behov efter en kortlægning af de kognitive svækkelser og fortsatte ressourcer, er blomstring indenfor rækkevidde.

Vibeke Drevsen Bach er uddannet voksenpædagog og er indehaver af konsulenthuset Energy2work. Hun uddanner medarbejdere, konsulenter, ledere, familier, frivillige, forretningsdrivende og politikere over hele landet i at skabe trygge og sikre relationer og hverdagsvilkår for mennesker med demens og deres omsorgspersoner.

Citater af Vibeke Drevsen Bach:

"Hvis vi vil løfte livskvaliteten for mennesker med demens, må vi være oprigtige i vores intention og kontakt, vi må begynde at trække på flere forskellige former for intelligens end kun vores intellekt, ellers kan vi ikke skabe velbefindende af mere varig karakter."

"Vi skal væk fra den klassiske og reducerende plejekultur, der tager livet af os alle og hen mod en meningsfuld og livgivende omsorgs- og relationskultur, der giver energi til alle."

"Vi kræver så meget af medarbejderne, at jeg kan blive helt forpustet og lidt sørgmodig på deres vegne. Hvem giver dem al den kredit i det offentlige rum, som de reelt fortjener for at turde bringe sig selv i spil og trække på alt de har i sig?"

"Hvis medarbejderne skal have borgeren i centrum, er man på det ledelsesmæssige plan nødt til også at sætte medarbejderen i centrum. Er den ene part stresset og udbrændt, er der kontant afregning hos den anden."