Top banner
fælles læsekurser nedbryder tabuer i Ringkøbing-Skjern

Fælles læsekurser nedbryder tabuer i Ringkøbing-Skjern

Brug fællesskabet til at slå hul på fordomme og flovhed og gør administrationen enkel. Sådan lyder rådene fra en gruppe i Ringkøbing-Skjern Kommune, der i et år har arbejdet med at afklare og tilbyde kurser i læsning, skrivning, regning og IT til medarbejderne i to områder.

Af Mia Dalby Larsen 17/02/2016

Når den ene vagt afløser den anden i plejecentrene, skal overleveringen om begivenheder og fru Jensens velbefindende både skrives og læses. Når læreplanerne skal udfyldes, så skal det foregå på korrekt dansk, for forældrene læser med. Når journalen skal udfyldes, er der måske ikke lige en kollega i nærheden, som kan hjælpe med stavningen.

Alle kommunalt ansatte har i dag brug for at være gode til at læse, regne, skrive og arbejde med IT. Er de ikke det, er det tit forbundet med tabu og følelsen af ikke at slå til for den enkelte.

Godt at komme tilbage på arbejde og selv klare det, jeg før skulle have hjælp til. Sagt af deltager.

Pilotprojekt under Den Kommunale Kompetencefond

Ringkøbing-Skjern Kommunes Sundhed & Omsorg og Dagtilbud & Undervisning har det seneste år deltaget i et pilotprojekt, hvor KL og FOA gennem Den Kommunale Kompetencefond har afklaret medarbejdernes kompetencer i dansk, regning og IT og tilbudt gratis kurser med vikardækning for de medarbejdere, der har taget imod tilbuddet. VUC har været udbyder af kurser og test, og konsulenter herfra er mødt op på arbejdspladserne på tidspunkter på døgnet, der passede ind i vagtplanerne og har testet medarbejderne. De enkelte testresultater kendte kun VUC og den enkelte medarbejder selv.

Projektet har været en succes. Godt 500 medarbejdere er blevet afklaret, cirka halvdelen har taget imod tilbuddet om kurser, og tilbagemeldingerne fra kursisterne lyder, at mange klarer deres arbejdsopgaver bedre, og at de også personligt har oplevet at flytte sig på et område, som er tabubelagt.

- Vi er gået ind i det her projekt, fordi det var et fantastisk godt tilbud for arbejdspladsen og for medarbejderne, fortæller Birthe Nyrup Dahl, der er uddannelsesansvarlig i Sundhed & Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hun har sammen med en økonomikonsulent, fællestillidsrepræsentanterne Grethe Madsen og Mona Bank Sørensen og Inge-Lis Pedersen, der er tillidsrepræsentant for dagplejerne, været nogle af de drivende kræfter i at få projektet sat i værk og gennemført i kommunen.

Der har åbnet sig en helt ny verden. Sagt af deltager

Tillidsrepræsentanterne kunne også med det samme se fordelen i det, og de har været aktive ambassadører i forhold til medarbejderne. Det er der nemlig brug for, hvis man vil have medarbejderne til at deltage, lyder vurderingen.

- Det med test kan godt sætte noget grimt i gang for nogle. I og med, vi gør det i samlet flok, så er vi blevet mere frimodige omkring det, og der er en anerkendelse af, at der er noget, som kan være svært for den enkelte. Det bliver mindre flovt at have brug for kurser, siger Birthe Nyrup Dahl.

Sammenholdet får et løft

Grethe Madsen har i Sundhed & Omsorg været ude blandt medarbejderne og talt varmt for projektet, hun har motiveret og beroliget de medarbejdere, som måske var nervøse for, om det kunne have konsekvenser for deres job, hvis de ikke tog imod kurserne.

- Resultaterne taler næsten for sig selv. Der har været meget velvillighed, og vi har været så heldige, at vi har haft en enhed i kommunen, som tidligere har været igennem noget lignende, og de kunne fortælle, hvordan det løftede hele gruppen og sammenholdet, siger Grethe Madsen.

I Dagtilbud og Undervisning har tillidsrepræsentant Inge-Lise Pedersen gjort et stort benarbejde blandt især dagplejerne og koordinatorerne i dagplejen. Her har nogle medarbejdere også takket ja, men der er flere praktiske problemer i at tage folk ud til kursus i f.eks. dagplejen, selvom der er

vikardækning. Der er også en anden kultur blandt dagplejere, der primært arbejder alene, end der er blandt SOSU-medarbejdere, der arbejder sammen. 

Til gengæld har kurserne betydet meget for dem, der har deltaget.

- Nogle har fået øget deres læsehastighed med næsten 100 procent, og flere fortæller, at de tør noget mere nu, fortæller Inge-Lise Pedersen.

Jeg kan nu læse en bog og kan snakke med om bøger. Sagt af deltager

Gode råd fra Ringkøbing-Skjern

KL, FOA og 3F søger lige nu gennem Kompetencefond 10 nye kommuner til at deltage i lignende projekter med gratis kurser og vikardækning, og deltagerne fra Ringkøbing-Skjern har erfaring, de gerne deler ud af:

  • Lav en styre- og arbejdsgruppe. I Ringkøbing-Skjern bestod gruppen af syv personer, der alle havde direkte berøring med projektet eller med medarbejderne. Gruppen har holdt så korte og effektive møder som muligt. Gruppen sørgede for at minimere papirarbejde og referater. En refleksion er, at det kunne have været godt, hvis der i gruppen havde været deltagelse af f.eks. en HR-medarbejder fra centralt hold, så der også var forankring her.
  • Appeller til solidariteten og fællesskabet for at få medarbejdere og kollegaer med. Gå selv forrest og bliv afklaret og vis, at det ikke er farligt eller flovt.
  • Brug ordet afklaring i stedet for screening overfor medarbejderne. Det bliver bedre modtaget.
  • Let administrationen. I Ringkøbing-Skjern havde en økonomikonsulent udfyldt tilmeldingsskemaer på forhånd, så lederne bare skulle udfylde navn og cpr-numre. Økonomikonsulenten lavede også beregninger for økonomien, der tydeligt viste lederne, at projektet har en bæredygtig økonomi.
  • Opbakning fra ledelsen er nødvendig. Fagcheferne i Ringkøbing-Skjern har været centrale for at projektet kunne gennemføres.
Mere om pilotprojektet i Ringkøbing-Skjern Kommune

Mere end 500.000 voksne danskere har svært ved at læse og skrive, og på FOA’s og 3F’s område lyder vurderingen, at det gælder cirka halvdelen af de ansatte.

Problemer med læsning og skrivning findes både blandt ufaglærte og faglærte.

I Ringkøbing-Skjern Kommune blev medarbejderne afklaret, derefter blev de tilbud kurser af ti kursusdage enten samlet eller fordelt over f.eks. ti uger. Medarbejdernes vagter blev i mellemtiden dækket af vikarer betalt af projektet.