FAKTA og undervisning klæder unge på til en fremtid på arbejdsmarkedet

FAKTA og undervisning klæder unge på til en fremtid på arbejdsmarkedet

På Sydfyn arbejder CSV – Center for specialundervisning for voksne – sammen med områdets Fakta-butikker om at hjælpe unge med særlige behov hen mod en fremtid så tæt på det ordinære arbejdsmarked som muligt.

Af Mia Dalby Larsen 23/09/2015
Fremfærd

Når varerne sættes på plads, datomærkningen tjekkes eller hylderne skal trimmes i Sydfyns Fakta-butikker, så kan det i dette efterår sagtens være en af områdets unge med særlige behov, der har udført opgaverne.

De går på den tre-årige ungdomsuddannelse STU, og tilbuddet er en del af uddannelsen for nogle unge, som ikke kan tage en ungdomsuddannelse på almindelige vilkår. De kan være udviklingshæmmede, have et lavt kognitivt funktionsniveau, have psykiske vanskeligheder, eller måske ligger de i en gråzone, hvor de gennem deres skoletid har haft vanskeligheder ved at lære.  

Elever og erhvervsliv lærer hinanden at kende

Et projekt igangsat af CSV – Center for specialundervisning af Voksne – på Sydfyn skal hjælpe nogle af skolens elever og erhvervslivet tættere på hinanden. Projektet er støttet af Fremfærd med det formål at fremme beskæftigelsen på det ordinære arbejdsmarked blandt unge med særlige behov. 

På CSV udvikler og afprøver de en metode, hvor de trækker virkeligheden ind i undervisningen af 6-8 elever på det første pilothold, der kører dette efterår. Samarbejdspartnerne er Fakta, jobcenteret og det lokale vejledningscenter UU.

- Vi har haft erhvervsrettede hold før, så det er ikke noget nyt, men det nye er, at nogle af Faktas butikschefer træder ind i undervisningen. De kommer herop til os og bidrager med det, der er relevant, og så lægger vi en del af undervisningen ude mellem hylderne i Fakta butikkerne, så de unge prøver at trimme hylder, tjekke datoer og fylde lager eksempelvis. Men det foregår stadig i en ramme af undervisning. Målet er, at de er så godt klædt på til et praktikforløb i Fakta som muligt, siger Else Starbæk Olsen, der er projektleder i forløbet og som til daglig er vejleder på CSV.

Når de unge har gennemgået undervisningsforløbet, så kommer de i praktik i en af Fakta-butikkerne. Først i to uger, og hvis det går godt, bliver praktikken forlænget. Mens de er i praktik kommer de ind på skolen en dag om ugen, hvor de kan vende de ting, der er udfordrende i en praktikhverdag. 

- Vi går meget op i, at det skal være en succes for både de unge og for Fakta. Vi gør det her for at kvalificere de unge og for at sikre, at det bliver et godt forløb for dem, siger Else Starbæk Olsen. 
Projektet involverer ikke bare Fakta-butikkernes chefer, men også det lokale jobcenter, som får ansvaret for at vejlede de unge og hjælpe dem videre mod det ordinære arbejdsmarked, når de har gennemført ungdomsuddannelsen.

- Jobcenteret kan fortælle os, hvad de har brug for, når de overtager vores unge mennesker, og vi kan fortælle dem, hvad de unge mennesker har brug for, når de kommer fra os, siger Else Starbæk Olsen.

Også internt på CSV arbejder man på tværs i projektet, og flere fagligheder er i spil: En vejleder, en jobkonsulent og de lærere, der underviser de unge. 

De unge skal vide, hvad de kan

Et andet afkast af projektet er et evalueringsværktøj, der kan beskrive de unges muligheder og kompetencer både med tanke på den vejledning, de unge modtager i fremtiden, men i høj grad også i forhold til, at de unge selv bliver klar over, hvilke kompetencer de har. 

Målet er at gøre det tydeligt også for de unge selv, hvad er det egentlig, jeg kan? Hvad er det for arbejdsopgaver, der fungerer for mig og i hvilke rammer?

Også i udviklingen af evalueringsværktøjet bliver input fra Fakta-cheferne og fra jobcenteret taget med. 

CSV håber, at projektet måske kan have den positive sideeffekt, at metoden med at forberede eleverne mod en bestemt arbejdsplads og trække virkeligheden ind i undervisningen kan overføres til andre typer  arbejdspladser. Det kunne for eksempel være rengøring i daginstitutioner eller arbejde i køkkener CSV har planlagt, at endnu et hold elever skal stifte bekendtskab med Fakta i foråret 2016.