Hver dag, når de ansatte på bostedet Norddjurs Børnecenter, i udkanten af Grenaa sætter sig til computeren for at skrive dagbog over dagens hændelser, skal de skrive mindst ét citat fra et barn.

Ikke noget med at omskrive ordene, fortolke lidt og hugge en hæl. Nej, det skal være den direkte ordlyd.

- Vi øver os på at citere direkte og ikke fortolke det, de siger og proppe det ind i vores egen forforståelse af tingene. Det kræver, at vi er meget opmærksomme på, hvad der rent faktisk kommer ud af barnets mund, siger Lone Markmann Jensen, der er socialrådgiver på Norddjurs Børnecenter, som er en del af Børne- og Ungecentret Norddjurs.

Børn er eksperter

Børnecentret er sammen med 13 andre døgninstitutioner med i projekt ”Styrket Indsats”, der skal hjælpe anbragte børn og unge til bedre trivsel og skolegang.

Som det er i dag har 40 procent af alle anbragte børn i alderen 16-17 år ikke taget folkeskolens afgangsprøve, og kun 30 procent har taget en ungdomsuddannelse som 25-årig.

En af metoderne til at opnå større indsigt og viden på området er interviews med de unge. Hvornår lykkes de? Hvornår trives de på trods af alle udfordringerne? Og hvad oplever de egentlig selv som deres største udfordringer?

Lone Markmann Jensen, der er projektleder på projektet "Styrket Indsats" i Norddjurs Børnecenter, er begejstret over metoden.

- Tit er projekter meget topstyrede. Nu gør man børnene til eksperter i eget liv. Det giver rigtig meget mening. Ofte tror vi voksne, at vi ved, hvad barnet siger og mener. Men det gør vi ikke altid, siger hun.  

LÆS OGSÅ Anbragte børn efterspørger voksne uden dagsorden

Norddjurs Børnecenter har undersøgt, hvad det er for udfordringer, de 18 børn i døgntilbuddet selv mener, gør det svært at gå i skole.

- Svarene er mange. Det kan være svært i frikvartererne. Det kan være noget med et fag eller en lærer. Men noget, der går igen, er følelsen af at være anderledes og ikke blive forstået og lyttet til, siger Lone Markmann Jensen.

Tavshedspligt er hæmsko

Her spiller samarbejdet med skolen og dialogen med lærerne en vigtig rolle. Børnene føler ikke, at der er nok forståelse for, at de kan have en dårlig dag og savne mor og far så meget, at skolen kommer i anden række, forklarer Lone Markmann Jensen.

- Her kan tavshedspligten være en hæmsko. Vi må kun fortælle lærerne så meget, som de har brug for at vide for at kunne udføre deres opgave. Det er en meget fluffy formulering, og vi er ofte bange for at udtale os for meget. Men der er ingen tvivl om, at børnene gerne vil have, at læreren ved mere om deres situation, siger hun.

I første omgang har Norddjurs Børnecenter taget kontakt til PPR og kommunens skolechef.

- Så holder vi et møde og finder ud af, hvordan vi arbejder videre med det her. Vores børn går på 12 forskellige skoler, både folkeskoler og specialskoler, så vi har brug for en fælles strategi, siger hun.

Tremmer for vinduerne

Er der noget, der blokerer for anbragte børns skolegang og trivsel, er det netop tavshed og hemmelighedskræmmeri, mener Lone Markmann Jensen.

- Det er ikke rart for barnet hele tiden at skulle svare på, hvorfor de ikke bor hjemme, og hvorfor de bliver hentet af en pædagog og ikke mor eller far. Det minder dem hele tiden om, at de er anderledes, siger hun.

LÆS OGSÅ Børnepanel: Sådan inddrages børn i problemløsningen

En løsning er at tage flere åbne snakke i klassen. Snakke, hvor personale fra Norddjurs Børnecenter deltager, og hvor de andre børn kan få stillet deres nysgerrighed.

Ofte tror de andre elever, at anbragte børn bor på ”børnehjem” med tremmer for vinduerne, sover i køjesenge og spiser havregrød morgen, middag og aften, fortæller Lone Markmann Jensen.

- Når de finder ud af, hvordan det virkelig er, siger nogle: ”Fedt. Hvordan kommer man til at bo ude ved jer?”

Snak om savn

Udover at afmystificere døgntilbuddet som hjem, er der også brug for mere generelle snakke om sorg og savn i klassen, mener Lone Markmann Jensen.

- Det er forbundet med sorg og savn at bo udenfor hjemmet. Det forstår børn godt. Nogle har oplevet en skilsmisse eller savner bedstemor, der lige er død. Det er godt for anbragte børn at vide, at andre børn også har prøvet at savne, siger hun.

Børnene har også brug for at vide, hvad de er gode til. Derfor laver man nu såkaldte ros-plakater.

- Børnene synes ikke, at de får ros nok. Derfor vil vi lave plakater, hvor medarbejderne og børn skriver gode ting om barnet. Plakaten kan de have hængende over deres seng og vise til deres forældre, siger Lone Markmann Jensen og understreger, at de ansatte selv synes, at ”de roser meget”.

Hvilke andre konkrete tiltag, Norddjurs Børnecenter vil tage bl.a. omkring skolesamarbejdet ved Lone Markmann Jensen endnu ikke. Men sikkert er det. Børnene bliver taget med på råd.

- Vi har oprettet en børnepanel inspireret af det børnepanel, der er i projekt ”Styrket Indsats”. Det skal vurdere de forskellige tiltag og evaluere effekten: Ændrer det noget for dem? Er vi f.eks. blevet bedre til at lytte? Det håber vi selvfølgelig, at vi er.