Netværk

INVITATION: Nyt netværk om tidspres

LUKKET FOR TILMELDING: Gratis netværk om psykisk arbejdsmiljø for jobcentre og familieafdelinger. Det foregår i København og begynder i efteråret.

Af SPARK 01/06/2022

I en hverdag hvor dokumentation fylder meget, sagsstammerne er store, lovgivningen ofte ændres, og kompleksiteten i problemstillingerne er stigende, kan det psykiske arbejdsmiljø komme under pres. Det er ikke noget, der kan løses med et snuptag, men vi kan starte med at styrke samarbejdet i TRIO/MED og dele vores erfaringer om mulige veje til håndtering og forebyggelse.

Derfor tilbyder SPARK nu netværksforløb med fokus på stor arbejdsmængde og tidspres på jobcentre og familieafdelinger - og I kan være med. 

Hvad er SPARK netværk?

SPARK netværk er et forum for dialog og videndeling for ledere og medarbejderrepræsentanter på kommunale arbejdspladser. Netværket mødes fire gange og faciliteres af SPARKs konsulenter, og det er jeres egne erfaringer og viden, der sættes i spil på netværksmøderne. SPARK vil præsentere jer for værktøjer og dialogformer, som I kan bruge konkret på jeres arbejdspladser.

Netværket tager udgangspunkt i deltagernes hverdag og praksis, og sammen vælger I, hvad der er meningsfuldt at fokusere på. I netværket er der plads til 35-40 deltagere (dvs. omkring 10-12 TRIO / MED-udvalg / arbejdsmiljøgrupper).

Hvad får I?

Når I deltager i netværket, så får I:

  • Et praksisnært netværk hvor I kan sparre med hinanden om konkrete problemstillinger med input fra SPARK
  • I trækker på hinandens viden og praksiserfaring, kopierer, justerer og afprøver hinandens metoder 
  • Et fortroligt rum hvor I kan dele både udfordringer og succeser med hinanden til fælles læring
  • Et rum hvor I kan eksperimentere, udvikle og sætte gang i små prøvehandlinger 
  • Mulighed for at styrke jeres samarbejde i TRIO/MED eller arbejdsmiljøgruppen 
  • Mulighed for at gå i dybden med problemstillinger om stor arbejdsmængde og tidspres og for at omsætte retningslinjer på den enkelte arbejdsplads til hverdagshandlinger. 

Hvem kan være med?

Netværket henvender sig til TRIO, MED-udvalg og arbejdsmiljøgrupper. I skal tilmelde jer samlet som TRIO / MED-udvalg eller arbejdsmiljøgruppe. Det vil sige, at der fra hver arbejdsplads skal være repræsentanter fra både ledelses- og medarbejdersiden. Størrelsen på gruppen må ikke overstige fem personer fra en arbejdsplads.

Sådan kommer I med

Hvis dette lyder som noget for jer, så ansøg via dette link:
https://vpt.dk/form/ansoegning-til-spark-netvaerksfo

Ansøgningsfristen er 17. august 2022. I slutningen af august får I besked om, hvorvidt I har fået plads. Herefter bliver I kontaktet for en kort indledende samtale, hvor vi vil forventningsafstemme med jer i forhold til deltagelse. 

Kom på venteliste

Der er mulighed for at komme på venteliste til netværket. Skriv til leder af SPARK, Marlene Skytte Schoop, på mssc@kl.dk, hvis det har interesse. 

Alt det praktiske

Netværk for jobcentre og familieafdelinger 

  • Finder sted hos HK-Kommunal Forbundshus Weidekampsgade, 8 og i  KL-huset i København, Weidekampsgade 10, 2300 København S
  • Er gratis for jer. I betaler selv transport, arbejdstid m.m.
  • Mødes fire gange á tre timers varighed. Datoerne er:
    • 15. september kl. 10.00-13.00 HK-kommunal
    • 24. november kl. 10.00- 13.00 HK- kommunal
    • 28. februar kl. 10.00-13.00 KL- Huset
    • 09. maj kl. 10.00- 13.00 KL- Huset
  • I skal tilmelde jer som gruppe, fx som MED-udvalg (dog max 5 personer fra en arbejdsplads) TRIO eller arbejdsmiljøgruppe. I skal tilmelde jer med både leder og tillidsvalgte
  • Alle fra gruppen skal så vidt muligt deltage hver gang
  • Der vil være en let forplejning
  • Deadline for ansøgning er 8. juni 2022
  • Har du spørgsmål til netværk? Skriv til info@sparkweb.dk

Ansøg her

Kontakt

Har du spørgsmål vedrørende netværket, så er du velkommen til at skrive en mail til SPARK på info@sparkweb.dk.

Netværksforløb om stor arbejdsmængde og tidspres

Netværkets tematiske udgangspunkt er stor arbejdsmængde og tidspres, som er en udfordring på mange arbejdspladser. Temaet indgår i den seneste bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø

Nye netværksforløb i 2023

I takt med de indhøstede erfaringer med netværksforløb forventer SPARK at udbyde flere forløb med opstart i foråret 2023. Hold øje med hjemmesiden og nyhedsbreve, hvis I er interesseret.

Om SPARK

SPARK står for Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne og har til formål at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på de kommunale arbejdspladser, at øge trivslen og derigennem forbedre produktivitet og kvalitet.

Det skal ske gennem fokus på kerneopgaven og ved, at konsulenter fra SPARK gennem dialog og faglig støtte medvirker til at styrke samarbejdet og handlekompetencen hos ledere og medarbejdere.

Læs mere om SPARK

SPARK menu