Ord har magt

Skarpt fokus på sprog, fællesskab, planlægning og kommunikation har bragt Rebild Kommune godt gennem strukturreformen.

Af Personaleweb 30/01/2008
Danske Regioner,
KL,
KTO

Det kan godt betale sig at fokusere på trivsel og sætte menneskene i centrum, når der skal ske store omvæltninger. Det viser erfaringerne fra Rebild Kommune, hvor den nyeste APV fra foråret 2007 afslørede, at hele 89 procent af medarbejderne i administrationen på rådhuset til en vis grad eller i høj grad er godt tilfreds med deres arbejdsliv.

I starten var der ikke den store folkelige opbakning til stafetprojektet 'Trivsel under forandring'. Alle var i forvejen begravet i arbejde, og tanken om endnu et projekt var ikke særlig tiltalende. Nogle havde en lidt overbærende holdning: 'Hvis de synes, de har overskud til det, så lad dem dog arbejde med trivselsprojektet!', mens andre spekulerede over, om det mon overhovedet ville være realistisk at skabe trivsel i en stor forandringsproces.

Sådan fortæller medlemmerne af den tidligere Rådhusgruppe, som i sammenlægningsperioden var med til at varetage trivslen for det administrative personale på de tre rådhuse, som skulle fusionere.

Kampen om pladserne

Da stafetprojektet begyndte i efteråret 2005, var arbejdspladserne præget af stor usikkerhed. Alt var i spil: Der var endnu ikke afholdt valg, topledelsen var ikke på plads, og de enkelte medarbejdere vidste ikke, hvor de skulle placeres efter sammenlægningen. Billedet af to duer, der begge forsøger at lande på toppen af en flagstang, er en glimrende illustration af de magtkampe, der blev udspillet.

På trods af usikkerhedsmomentet herskede der dog også stor optimisme og en god stemning mange steder. Et af de vigtigste redskaber i opgøret med den negative tænkning var sproget. Helt bevidst valgte kommunen at fokusere på muligheder frem for bekymringer.

- Vi tror på, at vi får, hvad vi fokuserer på. Derfor fokuserede vi på trivsel. Hvis vi fokuserede på stress, så kunne det jo ske, at vi fik det, siger Lisbeth Jensen, tidligere leder af sammenlægningssekretariatet og nu leder af Personale- og HR-udvikling.

Da kampen om pladserne var på sit højeste, og det krigeriske sprog blev brugt til at forsvare egne territorier, udsendte den kommende borgmester Anny Winther et nyhedsbrev. I nyhedsbrevet omtalte hun alle ledere og medarbejdere som fødselshjælpere for den nye kommune, og hermed blev fokus bevidst flyttet fra det individuelle til det fælles niveau.

Ifølge medarbejderne har det været helt afgørende for den succesfulde proces med kommunesammenlægning, at stafetprojektet ikke kom til at stå alene, men blev indarbejdet som en del af den strategiske planlægning af sammenlægningen. Stafetprojektet gjorde det legalt at italesætte trivslen. Spørgsmålet 'hvordan går det?' blev hen ad vejen en integreret og legal del af hverdagen og tankegangen.

LÆS OGSÅ: Stop Stress - skab trivsel i fællesskab

Planlægning og information

En væsentlig årsag til succes var også et højt informationsniveau og en god planlægning og strategi. Den nye organisation blev opbygget ud fra klare kriterier, der var meldt åbent ud: Ledelsen tog udgangspunkt i de opgaver, der skulle løses, og de kompetencer, der krævedes for at løse dem. Fordelingen af medarbejdere blev styret af struktur og opgaver i modsætning til mange andre steder, hvor man skabte opgaver til de mennesker, der skulle placeres. Den gode planlægning betød, at medarbejderne tidligt kunne se, at der ville blive plads til alle i den nye kommune.

Tidsplanerne for opbygningen af den administrative organisation blev i grove træk meldt ud tidligt. Den gode planlægning skabte overblik over processerne og overskuelighed i en kaotisk tid. Via en sammenlægningshjemmeside og orienteringer fra kommunaldirektøren kunne de ansatte løbende følge med i omplaceringsprocessen. Det høje informationsniveau skabte en åbenhed omkring processen samt en følelse af medinddragelse, og eventuelle skræmmebilleder blev manet i jorden. Desuden var det en stor fordel, at medarbejderne via forskellige arrangementer og faglige arbejdsgrupper fik sat ansigt på mange af de nye kolleger.

Gode råd fra Rebild

Rebild Kommunes vurdering er, at god planlægning, et højt informationsniveau, inddragelse af medarbejdere, fokus på ord og begreber, der kan danne positive associationer, troværdighed, tillid og viljen til succes er vigtige faktorer, når der skal skabes trivsel i en forandringsproces.

- Nu er det jo svært for nordjyder at sige, at noget var en succes. Men vi hører medarbejderne sige, at det gik godt, og det var en spændende proces. Så vi må jo nok sige, at det var en succes, siger Lisbeth Jensen

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327