Top banner
Mille Trøst Simonsen Fire gode råd til samarbejde om psykisk arbejdsmiljø

Folkemøde: Fire gode råd til et godt samarbejde om det psykiske arbejdsmiljø

Hvad skal man være opmærksom på, når medarbejdere og ledere arbejder sammen om det psykiske arbejdsmiljø? SPARK gav gode råd på Folkemødet.

Af Mia Dalby Larsen 15/06/2018

Hvad er et godt arbejdsmiljø, og hvad er det dermed, vi arbejder sammen om, når medarbejdere og ledere udvikler arbejdsmiljøet i fællesskab? 

Det spørgsmål lagde forsker Malene Friis Andersen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, ud med selv at give et bud på i fredagens debat ‘Godt samarbejde om arbejdsmiljø - Løftestænger og benspænd. 

- Det psykiske arbejdsmiljø består af relationer. Det handler om den måde, vi kommunikerer på, og den måde vi hjælper hinanden på. Men det er også knyttet ned i driften og den måde, vi løser vores opgaver på. Om vi oplever at have et godt psykisk arbejdsmiljø afhænger af, om vi føler, vi løfter kerneopgaven i en fornuftig kvalitet, sagde hun. 

To af panelets øvrige deltagere SPARK-konsulent Mille Trøst Simonsen og Stig Ingemann Sørensen, Dialog- og netværkskonsulent, i Videnscenter for Arbejdsmiljø bistår arbejdspladser i henholdvis kommunerne og regionerne med at styrke samarbejdet omkring det psykiske arbejdsmiljø. SPARK er et samarbejde mellem KL og Forhandlingsfællesskabet, mens Videncenter for Arbejdsmiljøs arbejde med de regionale arbejdspladser er en del af en aftale mellem Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet. 

Fire løftestænger fra SPARK

Mille Trøst Simonsen præsenterede fire løftestænger, som ifølge SPARKs erfaringer er effektive til et godt samarbejde om det psykiske arbejdsmiljø i TRIO eller MED.

- Løftestang nr. 1 er ‘Lyt til hinanden’. Vi skal simpelthen lytte mere end vi taler, og det kan være svært, når man er engageret, sagde hun.

Når SPARK arbejder med TRIO’er på de kommunale arbejdspladser, så bruger SPARKs konsulenter ofte strukturerede dialoger, hvor deltagerne får til opgave at lytte efter noget bestemt. 

Løftestang nr. 2 er ‘Samstem samarbejdet’.

- Det er vigtigt, at medarbejdere og ledere sammen beslutter sig for, hvilken slags MED-udvalg eller TRIO, de ønsker at være. Er de brandslukkere? Tovholdere? Løftestænger?, sagde Mille Trøst Simonsen, der tilføjede at det er vigtigt at få afstemt forventningerne både til hinanden og til den de øvrige medarbejdere på arbejdspladsen. 

Løftestang nr 3 er ‘Stå stærkt sammen’.

- Stil jer op på ølkassen sammen og vær handlekraftige. Gå hellere efter små, skæve handlinger end store forkromede planer, der ender med at ligge i skuffen. Få reflekteret og justeret undervejs, sagde Mille Trøst Simonsen, og fortsatte:

- Løftestang nr. 4 er ‘Bind sløjfe’. Stop op og sørg for at få fulgt op på jeres initiativer. Nogle gange går der så lang tid, at man ikke kan huske, hvad der satte gang i dem. Og husk at fejre succeserne, sagde hun. 

Bornholms hospital som eksempel

Stig Ingemann Sørensen har samarbejdet med Bornholms Hospital om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, hvor et væld af samtidige forandringer blandt andet havde ført med sig, at den sociale kapital og den relationelle koordinering lå i bund. Hele 11 procent af de 600 medarbejdere følte, at de blev mobbet, fortalte Laila Mortensen, Arbejdsmiljø- og sundhedskonsulent, Bornholms Hospital.

Det er der vendt om på nu, og rundt omkring på hospitalet er der nærmest konkurrence i at få de bedste trivselsmålinger. I det forløb har Laila Mortensen især været glad for, at forløbet tog udgangspunkt i det, som arbejdspladsen gjorde i forvejen. 

- Når vi taler om det gode arbejdsmiljø, så taler vi om gensidig afhængighed. Hverken medarbejdere eller ledere kan alene skabe det gode arbejdsmiljø. Derudover har vi arbejdet med noget systematik. For det første at handle på et oplyst grundlag, derefter at følge op og så lære af det, sagde Stig Ingemann Sørensen og tilføjede et sidste råd: 

- Når I samarbejder om arbejdsmiljø, så opfat det som en træningsbane, sagde han.

 

 

Billede 1:
Malene Friis

Malene Friis Andersen fortalte, at undersøgelser viser, at hvis man taler om det psykiske arbejdsmiljø, så har oplever man også at have et godt psykisk arbejdsmiljø. På Bornholms Hospitalt begyndte man at sætte fokus på det. Ikke som et projekt, men som et bidrag, fortalte Laila Mortensen til højre. 

Billede 2:
DebDeb

Det psykiske arbejdsmiljø kan ikke udvikles af enten medarbejdere eller ledere. Det foregår i et samarbejde, lød det fra panelet. 

Billede 3:
Deb

Stig Ingemann Sørensen og Mille Trøst Simonsen arbejder begge med at styrke samarbejdet om det psykiske arbejdsmiljø på henholdsvis regionale og kommmunale arbejdspladser. 

Billede 4:
Laila Mortensen, Arbejdsmiljø- og sundhedskonsulent, Bornholms Hospital

Arbejdsmiljøloungen var godt fyldt fredag eftermiddag.