I Greve Kommune er de ansatte 18 pct. mindre syge.

Sygefravær er vendt til nærvær

Greve Kommune har sat fokus på sygefraværskulturen. Med dialog om sygefraværskultur og klare retningslinjer for, hvordan ledelse og medarbejdere skal håndtere sygefravær, er det lykkedes at sænke sygefraværet med 18 pct.

Af Helga Grønvold 01/09/2014

I Greve Kommune er de ansatte 18 pct. mindre syge. Et bevidst fokus på kulturen omkring sygefravær og ensartede regler i hele kommunen har været blandt tiltagene.

Det forklarer Marlene Lykke Knudsen, der er HR konsulent i Greve Kommune, og hun er ikke i tvivl om, at fokus på selve kulturen omkring sygefravær på den enkelte arbejdsplads har gjort en forskel. Sygefravær må nemlig ikke blive noget, man ikke taler om.  

Læs også: Trivselsprojekt: Sådan har vi skabt langtidsholdbare medarbejdere

- For nogle gange er det også bare tabu, og man får ikke rigtig talt om sygefraværet. Man ved godt, at det er der, og man ved godt, hvem det er syge. Men man får ikke rigtig talt om det. Det kan være svært at tage fat om, siger hun.

HR afdelingen i Greve Kommune har derfor været ude på arbejdspladserne med et værkstøjs- og inspirationskatalog med det formål, at få kolleger til at sætte ord på over for hinanden, hvornår man eksempelvis er for syg til at gå på arbejde.

Marlene Lykke Knudsen uddyber, at det i høj grad handler om at støtte hinanden socialt, hvis kolleger har det skidt. Ligesom det også handler om at se på, hvordan man med den mangfoldighed der er på en arbejdsplads og de vilkår der er, kan se muligheder for at støtte hinanden og få den bedste arbejdsplads.

- For alt andet lige, hvis alle er på arbejde det meste af tiden, så bliver det også meget nemmere at have en arbejdsplads, hvor trivslen kan højnes, hvor arbejdsopgaverne kan løses tilfredsstillende og hvor ens faglige stolthed kan opretholdes. Og hvor man også får den anerkendelse man har brug for. Alt det er svært, hvis der er mange sygefraværende, siger Marlene Lykke Knudsen.

Hun fortæller, hvordan sygefravær ofte er blevet set som en privat sag, der ikke vedkommer andre end den syge. Men hun forklarer, at man skal være opmærksom på, at det hurtigt kan gå hen og blive en ond spiral, hvis en person i en afdeling lægger sig syg, hvis vedkommende er bare en lille smule sløj. Det kan nemt komme til at gå ud over kollegerne og arbejdspladsen, da de, der er tilbage, så skal løbe hurtigere.

Marlene Lykke Knudsen lægger dog vægt på, at Greve Kommunes HR afdeling ikke har til hensigt at ændre på det sygefravær, der reelt er sygefravær.

- Syge mennesker skal jo ikke hives på arbejde. Det, der har været fokus på, er at ændre på det fravær, der ikke reelt handlede om sygefravær, siger Marlene Lykke Knudsen.

LÆS OGSÅ: Gode råd fra bundskraberne i sygefravær

Faste kriterier og en tættere dialog

I Greve Kommune har de lavet nogle helt faste kriterier for, hvordan sygefravær håndteres i hele kommunen. Hvornår skal der indkaldes til sygefraværssamtaler, hvad skal der tales om mm. Marlene Lykke Knudsen fortæller, at man helt konkret har lagt vægt på en tidlig, tæt og tydelig dialog mellem medarbejder og leder. Hertil har de udarbejdet et dialogværktøj til lederne.

For at skabe den tætte dialog mellem ledelse og medarbejder, skal medarbejderen ringe til lederen og melde sig syg. Samtidig gør det det nemmere for lederen at tage nogle forholdsregler, hvis de vurderer, at et sygdomsforløb kan komme til at være længerevarende.

Men indsatsen er ikke lutter mirakler. Marlene Lykke Knudsen påpeger, at der er en smertegrænse for, hvor langt ned sygefraværet kan komme.

- Man kan ikke bringe sygefraværet ned på nul, for det vil betyde, at syge medarbejdere går på arbejde. Og det er jo ikke intentionen.

Det har de gjort i Greve Kommune

Lederne i Greve Kommune bliver hjulpet til, hvornår der skal indkaldes til en sygefraværssamtale. De modtager nemlig en mail via lønsystemet, hvor sygefraværet bliver registret, og her står der, hvem der skal indkaldes til en samtale.

Greve Kommune har haft et rejsehold, der hjalp MED-udvalg, ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og talte med dem om, hvordan deres fraværskultur er.

Siden 2013 har Greve Kommune opsat måltal for, hvor meget sygefraværet skulle nedbringes. De forskellige arbejdspladser har lavet en aftale med deres centerchef om, hvor meget de hver især skulle nedbringe sygefraværet.

Indsatsen er sat i gang centralt, og hver måned er der blevet trukket sygefraværsstatistikker fra hver arbejdsplads i kommunen. Disse er blevet sendt ud til centercheferne, der på den måde har et overblik over, hvordan det ser ud i forhold til aftalerne. Ligeledes offentliggøres alle arbejdspladsers sygefravær på det fælles intranet, så alle kan se, hvordan det går med nedbringelse af sygefraværet i kommunen – og måske særligt på sammenlignelige arbejdspladser.

Læs også: En kur mod sygefravær
EN kur mod sygefravær

Fire kommuner har formået at nedbringe sygefraværet markant over en femårsperiode eller fastholde deres lavt sygefravær. Erfaringer viser, at man med en målrettet og helhedsorienteret indsats kan opnå gode og holdbare resultater.

Bliv klogere på kommunernes erfaringer og læs om de seks elementer i en effektiv sygefraværsindsat i magasinet 'En kur mod sygefravær?'