Hvad laver akademikerne i kommunerne

Hvad laver akademikerne i kommunerne?

Akademikere er vigtige aktører i udviklings- og omstillingsprocesser rundt om i landets kommuner En publikation sætter fokus på, hvad akademikere laver i kommunerne, og hvordan de bidrager til at skabe vækst og velfærd.

Af Personaleweb 17/09/2014
AC,
KL

Mange kommuner står over for nye og store udfordringer, og det kalder på at kommunerne går nye veje, når opgaverne skal løses. Det stiller krav til de ansatte om i højere grad at samarbejde på tværs af fagligheder og bringe kompetencer i spil på en ny måde, som når et skybrud bliver starten til nytænkning af det offentlige byrum, eller når affald ikke længere belaster det kommunale budget, men bliver en indtægt.

En ny publikation sætter gennem konkrete fortællinger fokus på, hvordan akademikere er centrale spillere i det daglige arbejde i kommunerne med at udvikle mere og bedre velfærd. Et arbejde der både sker i det konkrete møde med borgerne og bag skrivebordene på rådhuset.

Mød blandt andre byplanarkitekten, børnepsykologen og juristen.

LÆS OGSÅ: Birgitte kører den juridiske ambulance

Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem KL og Akademikerne og henvender sig til alle, der vil have indsigt i, hvordan akademikere bidrager til at udvikle og forny velfærdsydelserne i kommunerne. Den henvender sig til dem, der fejlagtigt tror, at akademikere kun sidder bag deres skriveborde på rådhuset, og til dem der tror, at en kommune er en kedelig arbejdsplads. Sidst men ikke mindst henvender den sig til dem, der vil inspireres og have et indblik i den mangfoldighed af tværfaglige løsninger, der blomstrer i kommunerne. 

 

Om publikationen

 KL og Akademikerne gennemførte projektet i 2014.

 Publikationen kan rekvireres ved at rette henvendelse til Antje Valore - av@ac.dk

Hvad laver akademikerne i kommunerne?