Dyrk skyggen og få den frem i lyset

Dyrk skyggen og få den frem i lyset

Alt har en skygge. Også nye initiativer, projekter, ledelsesstrategier og tendenser i arbejdslivet. I stedet for at vende blikket væk fra skyggen kan vi bruge den aktivt til at forbedre vores arbejdsliv.

Af Luna Svarrer 22/10/2013

Tendenser og modefænomener kommer og går, og nogle hænger ved i længere tid. Arbejdslivet har også moder, tendenser og strategier, der fylder mere i nogle år end andre. Sundhed, nudging og innovation er i fokus nu, men hvordan vil vi se på begreberne om 10 år? 

Vi skal være kritiske, samtidig med at vi lever i og med tendenserne. Og her bliver skyggebegrebet aktuelt ifølge lektor ved Aarhus Universitet, IPU Niels Christian Nickelsen, der også er redaktør på antologien Arbejdslivets skyggesider.

Anerkendelsens skyggesider

Skyggebegrebet vokser ud af en tid, hvor der har været fokus på de nyttige og positive aspekter. Det er ikke kun et personligt aspekt, men er blevet en arbejdsmæssig kompetence ’at se spændende udfordringer i stedet for problemer’. Tendensen har blandt andet ført til ordsproget ’smile or die’ og stiller skarpt på, hvor stort råderum kritikken har.

- Skyggebegrebet er en stemme mod den tænkning, der har stort fokus på det nyttige, det virksomme og det fremadrettede. Den tænkning har været fremme i ledelse mange år især i den offentlige ledelse for eksempel med begrebet Appreciative Inquiry. Den er nærmest blevet en sandhed blandt offentlige ledere. Vi synes, at det er på tide også at snakke om det, der bliver fortrængt, og om det, der bliver ekskluderet, fortæller Niels Christian Nickelsen, der holdt oplæg på Arbejdsmiljø Live 2013.

Når en tendens tager overhånd og bliver en slags sandhed, så bliver man blind på andre punkter.

- Hvis vi er alt for enige om den rigtige måde at lede på, så bliver vi også udelukkende over for andre tankesæt eller ledelsesstrategier. Men når man taler om skygger, bliver det klart, at alt har en skygge, lyder det fra Niels Christian Nickelsen.

I stedet burde man arbejde ud fra den tanke, at viden ikke er statisk og en ny viden eller tendens kan pludselig komme og vælte gårsdagens logik. Derfor er det vigtigt, at man altid har et kritisk blik på det vidensparadigme, man selv er en del af.

Fra arbejdsmiljø til moderne skygger

Begrebet arbejdslivets skygger forsøger også i højere grad at tage højde for de dynamiske problemstillinger, det moderne arbejdsliv har. Og her er skyggemetaforen mere legende og dynamisk end det traditionelle begreb om arbejdsmiljø, der automatisk henleder tankerne på hæve-sænkeborde eller frugtordning.

- Skygger er et mere fleksibelt begreb. Traditionelt ser vi arbejdsmiljø som noget, der er uafhængigt af medarbejderen. Det er de bestemte ting, der er på en arbejdsplads. I dag har vi et meget fleksibelt arbejdsliv med en høj grad af autonomi i vores arbejdsplads. Det moderne arbejdsliv og det moderne arbejdsmiljø skal forstås som noget flydende, der forandrer sig, alt efter hvor man er, og hvad man laver, forklarer Niels Christian Nickelsen.

Skygger er både konkret og abstrakt. Vi kender skyggerne fra os selv, og vi ved, at de følger os over alt, så længe der er lys. Derfor forstår vi, at også ikke-fysiske genstande kaster skygger, og at ’win-win’situationer ikke bare er ’win-win’.

- Det er spændende at tale om skygger, fordi billedet ’skygger’ eller metaforen ’skygger’ er noget, der flytter sig. Hvordan skyggerne rejser sig afhænger af, hvad der rejser sig, og hvordan lyset står. Det er altså meget bevægeligt og dermed også lidt uhåndterligt. Men det er et mere fleksibelt blik på arbejdsmiljø, vi gerne vil tale frem, fortæller Niels Christian Nickelsen.

4 gode råd

  1. Skab situationer, hvor I også snakker om de negative ting. 
  2. Indtænk altid bagsiden af medaljen, for der er altid en skygge.
  3. Når der opstår en mode, så vær kritisk, mens den står på og ikke først bagefter.
  4. Hvis det er svært at snakke om skygger på arbejdspladsen, så tal om, at I skal være opmærksomme på alle aspekter.
Et nyt perspektiv

Skyggeperspektivet er vokset ud af, at der i 00’erne var stort fokus på de positive og det nyttige, og lægger sig som modvægt til dette.
Barabara Ehrenreich er en af kritikerne af den positive tænkning. Se hendes bidrag i videoen herunder:

 

Om Niels Christian Nickelsen
  • Niels Christian Nickelsen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og arbejder blandt andet med arbejdsmiljø, organisationsstudier og ledelse.
  • Han er medforfatter til antologien Arbejdslivets skyggesider og var desuden oplægsholder på Arbejdsmiljø Live 2013.
Hvad er en skygge?
  • En skygge er fleksibel, den vil altid være der, og den er afhængig af lys og et objekt. Skyggen forandrer sig i takt med objektet og det lys, der bliver kastet.
  • Med et abstrakt perspektiv kan man kalde en problemstilling for en skygge.
  • Brug skyggen som metafor eller lad dig inspirere af litteraturen med for eksempel H.C. Andersens historie om den lærde mand, hvis liv bliver overtaget af hans skygge.