Flygtningene blev indkvarteret rundt omkring i Lolland Kommune

Da flygtningene kom til Rødbyhavn

En dag i september strømmede det pludseligt ind med flygtninge på havnen i Rødby, og Lolland Kommune stod med en hasteopgave af de sjældne. Politi, beredskab og kommunen gik i hurtigt samarbejde, og flere af kommunens medarbejdere fik et par usædvanlige arbejdsdage. Læs hvordan de håndterede situationen her. 

Af Nanna Fløjborg 13/10/2015

Om formiddagen mandag den 7. september blev beredskabschef Peter Søe fra Lolland-Falster Brandvæsen ringet op af politiet. De ønskede indkvartering til 150 flygtninge, der var ankommet med færgen efter deres rejse op gennem Europa. I løbet af mandagen steg tallet dog med rekordfart, så der i stedet skulle sørges for madrasser og mad til 1.000 mennesker.

- Det var en ekstraordinær situation, men som beredskab er vi jo nogle af dem i kommunernes systemer, der netop bør kunne tackle præcis sådanne situationer. Vi skal kunne stable noget på benene hurtigt, selvom flygtninge jo ikke lige er vores spidskompetence, siger Peter Søe.

Derfor kontaktede beredskabet Lars Gram, der er sektorchef for Service og Bygninger i Lolland Kommune, for at få stillet nogle bygninger til rådighed.

- Jeg blev ringet op klokken 11, og allerede klokken 14 kunne vi meddele beredskabet, at vi havde den nedlagte Havneskole og sportshallen klar, fortæller Lars Gram.

Stor engagement fra personale og borgere

I løbet af de tre timer havde medarbejderne smidt alt, hvad de havde i hænderne. Blandt andet rykkede kommunens rengøringspersonale ud og gjorde rent på skolen, som har været lukket ned i nogle år, og halinspektøren aflyste alt og stillede hallen til rådighed. Madrasser, soveposer og tæpper blev fundet i beredskabets eget lager med suppleringer fra Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, og man var hermed klar til at tage godt i mod de mange flygtninge, der ankom til Rødby.
Efter nogle intense dage stilnede det dog af igen.

- Onsdag aften havde vi omkring 4-500 mennesker indkvarteret, og næste morgen var der tomt. I løbet af torsdagen fik vi derfor pakket alt ned igen, fortæller Peter Søe.

 

 

 

Hjælpsomme borgere

Lolland Kommune oplevede et stort engagement fra borgere, der gerne ville hjælpe de mange flygtninge. De kom med mad, slik og kage, som blev sat op på et stort fællesbord. Omklædningsrummene blev brugt til de mange klapvogne og sække med tøj, som også kom strømmende.