Ledelsesugen

Boost og nye ideer til dig der arbejder med ledelse

Forandringer kræver ledelse, tryghed og vejvisning. Find inspiration i Ledelsesugen i uge 44, der byder på 30+ gratis arrangementer.

Af Søren Berg 04/10/2022
Danske Regioner,
KL

Få eksempler på god ledelse, dyk ned i den nyeste viden, og vær med i debatten om de nye tendenser. Ledelsesugen i uge 44 booster den offentlige ledelse med inspiration og videndeling.

Ledelse er ikke en isoleret ø, og Ledelsesugen er ikke kun for ledere. Invitationerne rækker meget bredere ud til alle de mennesker, der arbejder med at udvikle og understøtte ledelse - eksempelvis stabsfunktioner og forskere.

Programmet kommer vidt omkring både klassikerne i ledelse og fremtidsvisionerne for offentlig ledelse. Her er uddrag til inspiration:

Dilemmaer til morgenmad

Rabiate holdninger, udfordrende påklædning eller romantik på arbejdspladsen?

Start dagen med et boost i dilemma-podcasten ’Væksthus & ledelsesmonopolet’. Hver morgen mellem 6 og 7 diskuterer ledere og eksperter nogle af hverdagens hovedbrud, som lytterne selv bidrager med. Lyt med, eller få selv sparring på din udfordring.

Frikommune lige om lidt?

Hvordan leder man, når central regulering skal fylde mindre, og medarbejderne får meget mere råderum? Hvad handler frisættende ledelse og forandringsledelse om, og hvad er de praktiske erfaringer? 

Professor Ulf Hjelmar fra Vive prøver at give nogle af svarene baseret på observationer og analyse i webinaret ’Frisættende ledelse: Hvad er erfaringerne fra frikommunerne?’. Han er ved at evaluere forsøgene i de 7 nuværende frikommuner, der er blevet fritaget for bureaukrati og regler. Snart skal alle andre kommuner i spil med de nye velfærdsaftaler.

Vild ledelse af det vildt komplekse

Når vores arbejde er mindblowing komplekst, og forandringer samtidig presser på, hvordan kan man så arbejde med løsninger?

Flere virtuelle arrangementer fokuserer på sammenhængskraften, fagligheden og det tværgående syn på problemerne, der skal løses. Det komplekse kræver nye reaktionsmønstre og nye adfærds- og ledelsesmodeller.

Der er blandt andet inspiration at hente i ’Vild ledelse: Hvordan løser vi komplekse samfundsudfordringer’, ’Strategisk ledelse af samfundsproblemer’, ’Kriseledelse som strategisk coping’ og ’Faglig ledelse af komplekse samfundsproblemer’.

De små skridt bliver de største

Det skal være let at gøre det rigtige. Ellers bliver det ikke gjort.

Det er først, når strategien bliver helt konkret for den enkelte, at forandringerne tager fart. Bliv klogere på at lykkes med både implementeringen og organiseringen af projekter i ’Implementering: Det er de små forandringer, der er de største forandringer’ og ’Hvordan træffer du gode beslutninger i projekter?’

Er de unge til at få ombord?

Der er brug for de unge, men de vil i høj grad noget andet med deres liv end deres forældre. De har andre forventninger til arbejdspladserne, men kan arbejdspladserne rumme det?

Det dynamiske arbejde med diversitet til store krav til ledelsen og kultur-arbejdet på arbejdspladsen. Find inspiration i ’Er vores arbejdsmarked parat til at modtage den nye generation af unge?’ og videncaféen ’Kaos eller synergi: Ledelse på tværs af 5 generationer’.

Program for Ledelsesugen

KL, Danske Regioner og regeringen står bag Ledelsesugen, der har til formål at inspirere og videndele.

Ledelsesugen består både af fysiske og virtuelle arrangementer. Se hele programmet for Ledelsesugen her

https://ledelsesugen.dk/arrangementer/

Om ledelsesugen

I uge 44 sætter hele den offentlige sektor særligt fokus på offentlig ledelse.

I Ledelsesugen inviteres ledere på alle niveauer, stabsfunktioner, der understøtter ledelse, lederforeninger, forskere og mange flere til at debattere tendenser, nørde ny viden og dele eksempler på god ledelse.

Her finder du oversigt over arrangementer

Bag Ledelsesugen står regeringen, KL og Danske Regioner.