
Boligbytte er Danmarks Bedste Mindste Idé
Beboere i Opgangsfællesskaberne i Fredericia kan i sommerferien bytte bolig med beboere i andre dele af landet. Ideen er så god, at den har vundet konkurrencen Danmarks Bedste Mindste Idé.
Det er ikke altid nemt at komme på ferie, når man bor i bofællesskab for udviklingshæmmede. Men i Fredericia har Opgangsfællesskaberne fået en idé, der netop har vundet prisen for Danmarks Bedste Mindste Idé.
Her har beboerne mulighed for at bytte med beboere i lignende bofællesskaber andre steder i landet. Med sig har de en medarbejder fra Opgangsfællesskaberne for at skabe tryghed, men ellers indgår de i hverdagen på det sted, de er på besøg. Ideen gør, at beboerne kan komme på ferie, og både beboere og medarbejdere får nye input, kontakter og ideer fra andre steder i landet. Konceptet er enkelt og blev onsdag den 28. maj kåret til Danmarks Bedste Mindste Idé ved finalen, hvor de var i konkurrence med fire andre kommunale ideer, der havde vundet prisen for den bedste i deres region.
Prisen blev overrakt ved et finalearrangement med taler af blandt andre Michael Ziegler, formand for KL's Løn og Personalepolitiske udvalg, og Dennis Kristensen, formand for FOA.
Kendt koncept i ny sammenhæng
Boligbytte er kendt andre steder fra, hvor det er populært at gå på nettet og finde familier at bytte hus med i andre lande. Her er konceptet bare tænkt i en ny ramme, så beboere i bofællesskaber også kan have glæde af det.
- Ideen er hverdagsgenial, og innovation når det er bedst. Den indtænker et kendt koncept i en ny kontekst, den er simpel og dermed lige til at iværksætte og sidst men ikke mindst, gør den en stor forskel i hverdagen. Konkret betyder ideen, at beboerne - gennem boligbytte - får mulighed for at komme på sommerferie., lyder begrundelsen fra juryen, der bestod af innovationseksperter (se boksen til højre i artiklen).
De overraskede vindere kunne tage 10.000 kr. med hjem til et arrangement på arbejdspladsen samt en pokal, der viser, at de er mestre i hverdagsinnovation.
136 innovative ideer
Kampagnen Danmarks Bedste Mindste Idé er udviklet og gennemført af KL og KTO i fællesskab for at sætte fokus på kommunale medarbejderes evner og muligheder for innovation. Gennem nogle måneder har man på hjemmesiden danmarksbedstemindsteide.dk kunnet nominere hinandens bedste ideer, og brugerne har stemt på de ideer, de synes bedst om.
Bag ideen står hjemmevejleder Hennie Eriksen, og den er udviklet sammen med beboerne.
Der er blevet nomineret 136 ideer og afgivet 60.000 stemmer.
Udover de 10.000 kr. vandt medarbejderne bag ideen en master class i innovation sammen med de fire andre regionale vindere.