Hverdagsrehabilitering giver landets social- og sundhedshjælpere en oplevelse af mere mening i arbejdet og højere status. Det tværfaglige arbejde gør dem til eksperter i borgerne, og deres viden bliver pludselig yderst værdifuld.

Men rehabilitering giver også problemer. For er man forstokket og gammeldags, bare fordi man slår bremsen i? Og hvad stiller man op med borgere, der ikke kan eller vil rehabiliteres?

Læs også: Det Tværfaglige Rehabiliteringsmøde - en helhedsorienteret indsats

Det siger arbejdslivsforsker og ph.d. Agnete Meldgaard Hansen, der har brugt de sidste knap fire år på at forske i et af tidens mest hotte begreber ’hverdagsrehabilitering’. 

- Ideen om, at man bare tager udgangspunkt i borgerens ønske og så kører det derudaf, den holder ikke. Det kræver masser af arbejde, for rehabilitering er ikke nødvendigvis for alle borgere, siger Agnete Meldgaard Hansen.

Identitet og arbejdsglæde

I sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede i november i fjor, har hun fulgt to kommunale rehabiliteringsprojekter og interviewet 32 social- og sundhedshjælpere, ergo- og fysioterapeuter samt ledere.

Fokus er på social- og sundhedshjælpernes rolle. Dels fordi de udgør den største gruppe i hjemmeplejen, og dels fordi de varetager den direkte borgerkontakt. 

- Rehabilitering ændrer arbejdets mål og relationerne til de mennesker, man drager omsorg for. Dermed rører det ved fundamentale værdier som mening, arbejdsglæde og identitet, siger Agnete Meldgaard Hansen, der generelt er overrasket over, hvor godt de interviewede har taget imod den nye arbejdsform.

Det kan skyldes, at der er skabt en begejstret forståelse af rehabilitering som noget, der skaber livskvalitet, håb og udvikling for borgerne. Hvem kan være imod det?

- Og så hænger det nok sammen med, at jeg var i velfungerende enheder, hvor det tværfaglige samarbejdede fungerede, og man fik den nødvendige tid til arbejdet, siger hun.

Frontrunners

Agnete Meldgaard Hansen er ikke i tvivl om, at rehabilitering kan give social- og sundhedshjælperne en følelse af faglig stolthed og mening i arbejdet. Det var især tydeligt i det ene projekt, hun fulgte, hvor social- og sundhedshjælperne fik titlen af ’hjemmetrænere’ og udelukkende arbejdede rehabiliterende.

- De så sig selv som frontrunners og eksperter, der lavede det nye og spændende. Det blev lidt en præmis, at man skulle tage afstand fra det, man kan kalde kompenserende pleje, siger 33-årige Agnete Meldgaard Hansen, der til daglig underviser på Center for Arbejdslivsforskning på Roskilde Universitet.

Her ligger det første dilemma, mener den unge forsker. Man får skabt et hierarki mellem forskellige omsorgspraksisser.

- Det er uheldigt, for der er brug for begge dele. Rehabilitering er ikke nødvendigvis for alle borgere. Nogle borgere er for svage, nogle er døende, og nogle er bare ikke motiverede, siger hun.

Læs også: Det rehabiliterende arbejde kræver ekstrem opfindsomhed

Det bringer os fluks over i det andet dilemma. For må man overhovedet stille spørgsmålstegn ved, om alle borgere kan rehabiliteres? Må man tage nej-hatten på?

Kald mig bare forstokket

Det må man godt, men man skal være parat til at tage de tæsk, der kommer, forklarer Agnete Meldgaard Hansen.

- En social og sundhedshjælper sagde til mig, at hun ind imellem synes, at presset på borgerne blev for stort, grænsende til tvang, og kom med et konkret eksempel på en borger, der i hendes øjne ikke kunne trænes. ”Der siger de, jeg er forstokket, og det vil jeg gerne være så. For jeg har min mening om det”.

Den kollektive jubeldans over det rehabiliterende guldæg kan blive så voldsom, at ansatte næsten ubevidst vælger at forsvare den traditionelle måde at arbejde på.

- Nogle siger om rehabilitering: ”Ja, ja, det har vi altid gjort. Nu kalder vi det bare noget andet”. Det er en måde ikke at skulle tage afstand fra alt det, man har gjort tidligere og holde fast i, at det også er noget værd, siger forskeren.

Ifølge Agnete Meldgaard Hansen er der brug for en åben diskussion af, hvor grænserne for rehabilitering går.

- Det er der ingen, der vil generalisere omkring. Hvis man f.eks. siger: Rehabilitering dur ikke til terminale borgere, så giver du op. Og det må man ikke. For det handler jo om håb og tro på borgernes ressourcer, lige meget hvor skidt det ser ud.

Det usynlige arbejde

Dilemmaer forsvinder dog ikke af, at alle stikker hovedet i busken, fastslår forskeren. Det samme gælder dilemmaet omkring borgernes motivation.

På den ene side skal personalet tage udgangspunkt i borgerens motivation. På den anden side skal de ansatte ofte være med til at skabe en motivation, der ikke nødvendigvis er der.

- Det, at skulle motivere borgerne, fylder utrolig meget hos de social- og sundhedshjælpere, jeg har interviewet. Det er en slags usynligt arbejde, som man ofte overser, fordi det ikke er hands on, og fordi man forudsætter, at alle borgere i rehabiliteringsforløb som udgangspunkt er motiverede, siger Agnete Meldgaard Hansen.

Social- og sundhedshjælperne i Agnete Meldgaard Hansens studie føler sig generelt godt klædt på til opgaven med at forstå og motivere borgerne. Der, hvor det bliver problematisk, er, hvis de ansatte føler, de skal presse for meget på.

- Alle, som jeg har talt med, tager afstand fra tvang. Det er en konstant balance mellem lyst og tvang. Hvor meget skal jeg presse på for at få fra Hansen til at have lyst?

Fra omsorgsarbejder til projektleder

Ifølge Agnete Meldgaard Hansen er den rehabiliterende bølge en del af en langt større bølge, der handler om relationer mellem staten og borgeren og mellem borgeren og den professionelle.

- Den skaber en ny forståelse af den professionelle som en facilitator, og det skaber en ny forståelse af borgeren som et aktivt, uafhængigt menneske, siger hun.

I ph.d.-projektet beskrives social- og sundhedshjælperens faglige rejse de senere år fra klassisk omsorgsarbejder til projektleder.

- Omsorg bliver et projekt med en start- og slutdato og en udførlig plan. Der sættes mål, og man arbejder på hele tiden at finde nye måder at drive projektet frem, siger Agnete Meldgaard Hansen, der mener, at faget i kraft af den rehabiliterende - og mindre omsorgstunge - arbejdsmåde langsomt de-feminiseres.

Måske kan faget på sigt tiltrække flere mænd? Det siger Agnete Meldgaard Hansens studie dog intet om. Formentlig vil det kræve, at faget ikke kun indadtil, men også udadtil ændrer status.

Læs også: Husk visitation: Tværfaglig mødemodel giver flow i rehabiliteringsforløb

I det hele taget er rehabilitering som en smuk rose med torne. Ideen er god, og social- og sundhedshjælpere har meget at vinde og har taget ideen til sig.

Men rosen vil altid stikke, hvis medarbejderne ikke får lov til at lufte deres bekymringer og drøfte de dilemmaer, de støder på eksempelvis i forhold til at skulle presse en umotiveret borger. 

- Det må være et grundvilkår på enhver velfungerende arbejdsplads, at man får mulighed for at tage disse diskussioner, der jo i bund og grund handler om etik, siger Agnete Meldgaard Hansen.