
Styrk din indsigt i borgerens håb og drømme
Hvordan kan man styrke indsigten i borgerens håb og drømme, når borgeren har begrænsede kommunikative evner?
Hvordan inddrager man de svageste borgere i kommunikationen omkring eget liv? Bostedet Bosager i Sønderborg har igennem flere år udviklet og justeret en tilgang og nogle hjælperedskaber for dette arbejde, og botilbuddet Kirketoften har afprøvet redskaberne.
Hvordan arbejder man med at styrke sin indsigt i borgerens håb og drømme?
Udgangspunktet for arbejdet er, at selv borgere med meget ringe funktionsevne har kommunikative ressourcer. De borgere, som mangler verbalt sprog, skal man arbejde på at forstå ved at benytte sig af totalkommunikation; det vil sige ved at benytte alternative tegnsystemer, billeder, kropssprog, aflæsning af selvskade m.m. som information for at forstå borgerens mange måder at sige til og fra på.
Processen omkring styrket indsigt i borgerens håb og drømme foregår i en konstant cirkelbevægelse omkring for-forståelse, indsamling af data og fortolkning. Arbejdet har afsæt i en struktureret proces omkring tre koordinerende og undersøgende møder. Ved direkte og indirekte inddragelse af borgeren i processens samtaler vil borgeren opleve større medbestemmelse og ejerskab i eget liv.
Se proces for styrket indsigt i borgerens håb og drømme (Word)
Baggrundshistorien for Bosager og Kirketoftens arbejde med håb og drømme
På botilbuddet Bosager i Sønderborg Kommune har praksisformen om de svageste borgeres håb og drømme for fremtiden rødder i et helhedsorienteret syn på borgeren, som er etableret over mange år og igennem en lang organisatorisk og kompetencemæssig udviklingsproces i kommunen.
På Kirketoften i Hobro er der alene arbejdet ud fra den vejledende proces for styrket indsigt i borgerens håb og drømme, som Bosager har udviklet. Erfaringen er, at det er muligt at gennemføre processen og øge viden om borgerens håb og drømme uden forudgående forløb, men at det er nødvendigt, at der er nogle faglige og analytiske redskaber til stede i organisationen i forhold til totalkommunikation.
Læs mere om Sønderborgs udvikling af praksisformen i dette arbejdspapir
Formålet med at identificere borgerens håb og drømme
Praksisformen har til formål at øge borgerens selvstændighed og ejerskab for eget liv ud fra de håb og drømme, som borgeren har. Det er hertil formålet at øge opmærksomheden på de kommunikative ressourcer, der altid er til stede hos borgeren, uanset funktionsevne.
For medarbejderne handler det om at udfordre og afprøve fastgroede antagelser om borgeren a la "sådan er hun bare" og fastholde nysgerrighed på, om virkeligheden ser anderledes ud, hvis man ændrer perspektivet. Tilgangen er teoretisk motiveret af et socialkonstruktivistisk perspektiv, hvor virkeligheden skabes i relationen og dialogen mellem borger og personale. Selve inklusionen i samtalen vil påvirke borgerens virkelighed, så hun oplever større grad af selvbestemmelse i livet.
Målgruppe
Borgerne på de to botilbud har både fysiske og kognitive funktionsnedsættelser med betydeligt og varigt behov for hjælp til dagligdagens funktioner. Der er fokus på de svageste borgere med store kommunikative udfordringer. Arbejdet med at styrke indsigten i borgerens håb og drømme er samtidig en generel praksis for bostederne i Sønderborg Kommune. Målgruppen for praksisformen er dermed som udgangspunkt bred.
Se video om Sønderborgs erfaringer
Hvad har arbejdet betydet for borgeren og for personalet?
Set i et borgerperspektiv, har arbejdet betydet, at der sker mindre vold og selvskade, og at konfliktniveauet mellem borger og personale nedtrappes til glæde for begge parter.
Tilbagemeldinger fra pårørende på Bosager indikerer også, at den direkte og indirekte inddragelse af borgeren via totalkommunikation, vækker ressourcer og engagement hos borger og pårørende. En far oplever således, at "der ikke længere tales hen over hovedet på Birgitte - det er tydeligt, at hun er mere med nu".
For medarbejderne har arbejdet betydet øget arbejdsglæde og trivsel. Den vedholdende nysgerrighed på borgerens håb og drømme og opmærksomhed på totalkommunikation fordrer, at den pædagogiske kernefaglighed kommer tydeligt i spil og det giver større tilfredshed i hverdagen.
Sådan arbejder I med at styrke jeres indsigt i borgerens håb og drømme
Vi anbefaler, at ledelse og medarbejdere begynder med at forholde sig til nogle helt centrale spørgsmål om motivation og totalkommunikation. På den måde får I de nødvendige faglige, tekniske og analytiske kompetencer på plads og sikrer projektet den bedst mulige start.
Læs "Stop op før I starter" (pdf)
Den strukturerede proces omkring for-forståelse, indsamling af data og fortolkning kan med fordel involvere flere forskellige parter og fagligheder, så flere perspektiver på borgerens kommunikation inddrages og kvalificerer fortolkningen. Den faste systematik i arbejdet kan med fordel understøttes af en række konkrete hjælperedskaber.
Hjælperedskaber i processen
En vedholdende nysgerrighed på borgerens håb og drømme skal udfoldes i hverdagen på botilbuddet, og undersøgelser vil oftest involvere mange samarbejdsparter omkring borgeren. Medarbejdere omkring borgeren skal i praksis sikre proces og fremdrift.
Vi anbefaler derfor, at I på botilbuddet helt indledningsvist organiserer arbejdet på en måde, som er hensigtsmæssig ift. botilbuddets kultur, og at rammer og rollefordeling er tydelig for alle involverede.
LINK: "Stop op før I starter"
Forsiden: Faglighed i fremtidens boformer
Trivselsplaner: Øg borgerens trivsel i udfordrende hverdagssituationer
Prøvehandlinger: Sæt borgernes drømme i centrum
Find frem til borgerens håb og drømme
Integration af borgerne i lokalsamfundet
SMTTE-modellen: Understøt borgerens trivsel og udvikling
Tværfagligt samarbejde - integration af fagligheder løfter borgerne
Etik som værdiskabende overligger
Årshjulet – en vej til mere borgerinddragelse og bedre pårørende samarbejde