Fuldtid i kommunerne

Kommuner flokkes om indsats for flere på fuldtid

26 kommuner er udpeget som frontløbere i en særlig indsats, der skal få flere kommunalt ansatte til at arbejde fuldtid. De ekstra timer er afgørende for at sikre hænder nok til fremtidens velfærd.

Af VPT 18/09/2020

Flere kommunale medarbejdere skal op i tid eller på fuldtid. Den målsætning er KL og Forhandlingsfællesskabet enige om, og det er baggrunden for, at de to parter i fællesskab nu indleder en ambitiøs indsats, der skal få flere til at arbejde mere.

Mange af de kommunalt ansatte – hele 40 procent – arbejder i dag på deltid. Inden for enkelte faggrupper, eksempelvis social- og sundhedsansatte er det 8 ud af 10, mens det for pædagoger drejer sig om halvdelen af de ansatte.

Stort potentiale i fuldtid

Hvis flere af de deltidsansatte kan arbejde flere timer eller fuldtid, rummer det et enormt potentiale. Hvis alle de deltidsansatte pædagoger gik på fuldtid, ville det skabe, hvad der svarer til knap 4.000 fuldtidsstillinger. Samtidig viser en undersøgelse fra Momentum, at hvis alle kommunale sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere- og assistenter arbejdede blot én time mere om ugen, ville det svare til 1.700 ekstra årsværk. Ekstra hænder, som der er stærkt behov for allerede nu, men også i fremtiden, når der kommer flere børn og ældre.

- Det fælles mål er ikke, at alle skal arbejde fuldtid, men at fuldtid bliver det normale, og at man så arbejder på deltid i de af livets faser, hvor man har behov for det. Og det er klart, at det skal gå hånd i hånd med et godt arbejdsmiljø, siger formanden for Forhandlingsfællesskabet, Mona Striib.

Læs også: Debatindlæg: Mere fuldtid er også vejen til mere velfærd

26 kommuner skal afprøve lokale løsninger

Den nye indsats tager afsæt i konkrete projekter i den enkelte kommune, hvorunder de bl.a. skal udvikle og afprøve redskaber og metoder til at få flere på fuldtid både inden for ældreområdet, dagtilbud, sygeplejeområdet, psykiatrien og rengøringsområdet. I alt har 26 kommuner meldt sig. De er alle udpeget til at være de første såkaldte nøglekommuner, som frontløberne i projektet kaldes.

- Der har været en overvældede stor interesse for indsatsen, og vi er enormt glade for, at vi nu kan tage hul på dette vigtige samarbejde med kommunerne. Der findes ingen lette og hurtige løsninger. Det er en opgave, der kræver samarbejde og kontinuerligt fokus. Jeg vil derfor sende en stor tak til kommunerne for at turde tænke ud af boksen i forhold til, hvordan vi kan indrette vores arbejdspladser og sikre velfærden for vores børn, ældre, udsatte og syge i fremtiden, siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Fuldtid bidrager til mere ligestilling

Flere på fuldtid vil ikke alene løse en del af rekrutteringsudfordringerne med mangel på pædagoger, social- og sundhedspersonale, sygeplejersker, rengøringsassistenter og andre velfærdsmedarbejdere, som vi har behov for i fremtiden. Flere på fuldtid vil også bidrage til øget ligestilling mellem kønnene, da især mange kvinder er på deltid og derfor har en lavere livsindkomst og pension end deres mandlige kollegaer.

Samtidig vil flere fuldtidsansatte skabe større sammenhæng for den enkelte borger, som vil opleve færre personskift i ældreplejen, på bosteder og i daginstitutionen. Det skaber tryghed i hverdagen og større kvalitet i opgaveløsningen.

De lokale løsninger og gode erfaringer, som kommunerne gør sig, vil løbende blive delt med landets øvrige kommuner på KL og Forhandlingsfællesskabets hjemmeside www.fuldtid.dk.

Parternes fælles målsætning

Frem mod fuldtid som det normale udgangspunkt i kommunerne er KL og Forhandlingsfællesskabets indsats for at fremtidssikre det kommunale arbejdsmarked.

 

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

De 26 nøglekommuner:

1. Albertslund
2. Odense
3. København
4. Frederiksberg
5. Høje-Taastrup
6. Ballerup
7. Lyngby-Tårbæk
8. Hørsholm
9. Haderslev
10. Sønderborg
11. Herning
12. Ikast-Brande
13. Gentofte
14. Varde
15. Vejen
16. Thisted
17. Vordingborg
18. Hillerød
19. Aalborg
20. Ringsted
21. Frederikshavn
22. Esbjerg
23. Holstebro
24. Sorø
25. Odsherred
26. Lejre

Om fuldtidsindsatsen

KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om en ”En fremtid med fuldtid” - en indsats der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.

Parterne udvikler og afprøver i samarbejde med arbejdspladser i mere end 40 nøglekommuner løsninger, der gør det attraktivt og muligt at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid.

De løsninger og metoder, som parterne og de kommunale arbejdspladser finder i fællesskab, bliver løbende delt med resten af landets kommuner, bl.a. her på fuldtid.dk.

En fremtid med fuldtid