gummistøvle

Dagplejens 5 udfordringer: Sådan gør vi nyankomne forældre til en ressource

Hvad gør man, hvis Ephraim ikke har gummistøvler med, fordi forældrene ikke kender til vigtigheden af en varieret garderobe med tøj til al slags vejr, eller hvis Fatimas mor ofte henter for sent? Læs, hvordan dagplejen i Høng tackler mødet med familier fra andre kulturer.

Af Irene Aya Schou 03/10/2018

Udfordring 1: Forældre kender ikke husregler

Forældre, der lige er kommet til landet, kender ikke den danske dagpleje. De ved ikke, at dagplejen er et privat hjem, hvor man tager skoene af i gangen og ikke går ind og sætter sig i stuen, hvis det ikke er et dagplejerum. For at få det bedste samarbejde er det vigtigt at fortælle forældrene allerede på et indledende møde, at der gælder visse husregler. Ellers kan man som dagplejer stå i det dilemma, at man føler sig krænket over forældrenes adfærd, men samtidig ikke vil påtale det af frygt for at skabe at dårligt forhold til forældrene. 

LÆS OGSÅ: Dagpleje styrker dialog med nyankomne forældre gennem billeder

Udfordring 2: Der mangler vanter og gummistøvler i garderoben

Det er ikke sjovt, hvis et barn mangler varmt overtøj eller gummistøvler til en regnvejrsdag. Forældrene er ofte ikke klar over, at barnet skal have en garderobe med ud over det tøj, barnet allerede har på. Som dagplejer skal man fortælle forældrene, hvor vigtigt det er at have regntøj, skiftetøj og varmt tøj. Ofte er det en fordel at vise billeder af tøjet, så forældrene ved, hvad der tales om. 

Udfordring 3: Åbnings- og lukketider overholdes ikke

Nogle forældre fra andre kulturer har et andet forhold til tid og kender ikke til vigtigheden af afleveringstider. I dagplejen i Høng gør man meget ud af at fortælle om åbnings- og lukketider og påpege, at man som dagplejer altid på telefon skal kunne komme i kontakt med forældrene, hvis barnet bliver syg. For at illustrere de konkrete tidspunkter, har dagplejen indkøbt et træur uden visere. Ved at tegne visere på uret kan dagplejeren vise forældrene, at deres barn f.eks. senest må blive hentet klokken 16.30.

Udfordring 4: Ukendskab til dansk pædagogik

Det kan være svært at forklare nye forældre om kompetencehjul, forældrebestyrelse, Børneintra og principperne i KLAR pædagogik. I stedet kan man vise forældrene, hvad børnene laver i dagplejen ved at give forældrene små tegninger med hjem, som børnene har lavet. Man kan også hænge fotos op af børnenes hverdag og på den måde starte en dialog. En sådan dialog kan også bevidstgøre forældrene om, at det er vigtigt at deltage i barnets leg og tale med barnet, også selvom barnet endnu ikke har et sprog.

Udfordring 5: Forældre beder dagplejen om hjælp

Dagplejen i Høng har oplevet, at forældre kommer og beder om hjælp til at ringe til jobcentret eller til lægen. På den måde bliver dagplejen forældrenes forlængede arm ind i systemet. Dagplejen kan godt hjælpe i ny og næ, men det er ikke hensigtsmæssigt på lang sigt. Og hvis forældrene skal være en ressource for deres barn er det afgørende, at dagplejere, sygeplejersker, læger, jobcentermedarbejdere og andre fagpersoner taler sammen. F.eks. kan en kommunal mentorordning gøre hverdagen nemmere for nyankomne familier og sikre, at dagplejere ikke står i det dilemma, at de skal afvise en forældre, der spørger om hjælp.

Artiklen bygger på interview med teamleder fra Høng Dagpleje, Lene Knudsen og dagplejer Bettina Pedersen.

Fem løsninger:
  1. Fortæl om husregler og hvad en dagpleje er
  2. Vis billeder af gummistøvler og andre ting fra garderoben
  3. Tegn visere på et ur og forklar om vigtigheden af at overholde givne tidspunkter
  4. Lad børnene tegne deres hverdag og vis fotos fra dagens aktiviteter
  5. Samarbejd med andre faggrupper og få en fælles forståelse
Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Om projekt nyankomne forældre:

"Styrket samarbejde med forældre til flygtningebørn og andre nyankomne børn" er et projekt, der har til formål at understøtte de fagprofessionelles viden og praksis i samarbejdet med forældrene til de nyankomne børn. På siden vpt.dk/nyankomneforældre kan man blandt andet finde viden og værktøjer til medarbejdere i skoler og dagtilbud. Initiativet til projektet er taget af Fremfærd Børn, som er et samarbejde mellem KL og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet.

Se siden nyankomneforældre.dk med værktøjer og inspiration

Læs mere om projektet

Fagprofessionelle: Vi har brug for at inddrage nyankomne forældre

Et godt samarbejde med forældrene skaber trivsel og læring for børnene i nyankomne familier