digital stafet i kommunerne

Deltag i temamøde om digital inklusion og byd ind med dine projektideer

Vær med til at præge fremtidige projekter om digitalisering i kommunerne, og bliv klogere på digital inklusion, når det tredje og sidste temamøde om digitalisering fra Fremfærd Borger løber af stablen.

Af Bettine Romme Andersen 12/01/2021
Fremfærd

Den 4. februar 2021 kan du være med til det afsluttende temamøde om digitalisering i kommunerne.

Det handler om, hvordan kommunerne sikrer digital inklusion af alle borgere, når både kommunikation, betjening og sagsbehandling bliver mere og mere digitaliseret.

Mødet foregår virtuelt på Zoom fra kl. 9-12.15, og det er ikke en forudsætning, at du har deltaget på de to første temamøder.

Digitalisering af kerneopgaven

Det tredje temamøde dykker ned i spørgsmål som:

  • Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi digitaliserer kerneopgaven for at sikre inklusion, retfærdighed, tillid og legitimitet for alle borgere? ​
  • Hvordan klæder vi borgerne på til en digital virkelighed?
  • Hvordan sikrer vi, at borgerne føler sig trygge og har mulighed for at handle i kontakten med kommunen?
  • Hvordan kan teknologianvendelse og digitalisering have en positiv indvirkning på borgernes inklusion og oplevelse af kvalitet og tillid til kommunen?

Bidrag med dine ideer

Som deltager bliver du inviteret til at bidrage med ideer til projekter, temaer og indsatsområder, som Fremfærd Borger kan forfølge fremadrettet, når det kommer til digitalisering af kerneopgaven inden for borgerservice og sagsbehandling på borgerservicecentre, rådhuse og jobcentre.

Allerede når du tilmelder dig, får du mulighed for at foreslå konkrete projekter eller temaer, men også på selve temamødet vil du blive inviteret til at drøfte de nye ideer og forslag.

Det får du ud af temamødet

Temamødet henvender sig til repræsentanter fra uddannelsessektoren og organisationerne samt kommunale ledere og medarbejdere, fx social-, sundheds-, eller beskæftigelseschefer i kommunerne og webinaret består af følgende elementer:

  • En opsamling af de vigtigste indsigter og pointer fra de to første temamøder om henholdsvis dataetik og digital kompetenceudvikling
  • To inspirerende oplæg om muligheder og udfordringer i digital inklusion af borgerne fra Anne-Sofie Thomsen fra KL og Anna de Boer Klitgaard-Lund fra Biblioteket Frederiksberg.
  • Break-out sessioner og drøftelse mellem deltagerne
  • En virtuel workshopsession med fokus på idéudvikling til fremtidige Fremfærd Borger projekter
  • En afsluttende debat om digitalisering af kerneopgaven mellem repræsentanter fra KL, Aarhus Kommune og HK Kommunal, som alle er en del af Fremfærd Borger.

Se det fulde program og tilmeld dig her.

Gå til temasiden "Digital stafet i kommunerne"

Om "Digital stafet i kommunerne"
Fremfærd Borger står bag tre temamøder om digitalisering i kommunerne
  • Fra oktober 2020 til februar 2021 afholder Fremfærd Borger tre temamøder om digitalisering af kerneopgaven i kommunerne.
  • De tre temamøder skal inspirere, perspektivere og give et dybere indblik i muligheder og udfordringer ved digitalisering og teknologianvendelse.
  • Møderne skal blandt andet skabe dialog om digitaliseringens frigørende muligheder i forhold til udvikling af kerneopgaven, fagligheden og relationen mellem mennesker.

Temamøde 1 En politisk debat om data og regulering.

Temamøde 2 En halvdags konference, som sætter spot på nyeste viden om kompetencer og uddannelse i en digital fremtid.

Temamøde 3 En halvdags konference om, hvordan teknologianvendelse får en positiv virkning på borgernes oplevelse af kvalitet og tillid til kommunen.

Tilmeld dig temamødet om digital inklusion

Temamødet den 4. februar starter med en introduktion af de vigtigste pointer fra de to første temamøder, som handlede om etik og data, og hvilke digitale kompetencer medarbejdere og ledere har behov for i fremtiden.

Herefter følger to oplæg fra en ekspert og en praktiker om digital inklusion af alle borgere og break out-sessioner med mulighed for selv at byde ind med ideer til fremtidige digitale projekter i regi af Fremfærd Borger.

Mødet afsluttes med en debat mellem HK Kommunal, KL og Aarhus Kommune om, hvad de tre temamøder har lært os.

TILMELD DIG TEMAMØDET DEN 4. FEBRUAR

Mødet varer fra 9-12.15.

Læs om de to første digitale stafetter

Havde du ikke mulighed for at deltage i de to forgående temadage, kan du læse om de vigtigste pointer her:

 

 Stafet 1: Data kan forbedre borgernes liv, men hvor er den etiske balance?

Stafet 2: Digitale kompetencer skal være en forlængelse af grundfagligheden