Fra kørebog til iPads

Hos Odense Renovation har man udskiftet de traditionelle kørebøger med iPads. Det har lettet både arbejdsgange og administration, og både medarbejdere og borgere er meget tilfredse med den nye ordning.

Af Jeanette Hedegaard 22/08/2012

Når skraldebilen ruller ned ad villavejen i Odense for at tømme skraldespandene, så er den gamle papir-kørebog skiftet ud med en iPad. iPadden viser skraldebilens rute, og ændringer eller problemer på dagens rute kan i løbet af få sekunder tikke ind på iPadden i skraldebilen.

På samme måde går informationerne hurtigt ind i systemet, når skraldemanden taster ind, hvilken skraldespande han har tømt på ruten, eller hvis der er problemer med noget skrald.

LÆS OGSÅ: Mobilen er medarbejdernes tommestok

iPadden er nu et integreret arbejdsredskab i alle skraldebilerne hos Odense Renovation, hvor iPaden helt har erstattet kørebøgerne af papir. Det har ikke kun gjort arbejdet med at registre informationer og fejl lettere, medarbejderne er også godt tilfredse med deres nye makker i skraldebilen.

Udover at vise skraldebilens rute, så gør det også administrationen lettere med at hente og håndtere skraldet i kommunen. Med iPadden er systemet altid opdateret, og det giver færre fejl og mere effektivitet.

Ambassadør i skraldebilen

Selvom en del af skraldemændene syntes, det var underligt med den digitale kørebog i starten, så har de hurtigt vænnet sig til den. For at få teknologien ud i skraldebilerne valgte Odense Renovation nogle medarbejdere ud, som blev de første til at få en iPad med i bilen.

Disse medarbejdere testede systemet i praksis, og ret hurtigt blev de også ambassadører for projektet og kunne hjælpe resten af deres kollegaer med at bruge iPadden. I dag kører alle skraldebiler hos Odense Renovation rundt med en iPad.

Borgerne får en hurtig betjening

Både medarbejdere og borgere oplever, at hverdagen er blevet nemmere. Medarbejderne kan for eksempel give besked om problemer med en afhentning, mens de er på stedet, hvor de skal hente skraldet. Og fordi informationen bliver opdateret med det samme, så kan borgerne også hurtigt få at vide, hvorfor skraldebilen mangler at tømme deres skraldespand.

Odense Renovation udvikler fortsat på, at iPadden skal få endnu flere services integreret i det daglige arbejde fremover.