Medarbejdere på Materielgård

Her skaber de et trygt rum for medarbejderne gennem en-til-en samtaler

Materielgården i Vejle har succes med at invitere alle medarbejderne til samtale fire gange om året. Både medarbejdere og ledere ser fordele ved tiltaget.

Af William Meyer 12/01/2017

For nogle år siden begyndte Betina Gagsch at arbejde som afdelingsleder på Materielgården i Vejle. Dengang havde hendes leder, kommunens områdechef, en interessant idé: Hun og hendes leder-kollegaer blev kaldt til såkaldte 1:1 samtaler, hvor man i løbet af et timelangt møde på tomandshånd snakkede dagligdagen igennem.

Men ikke nok med det - direktøren havde en ambition om at få alle medarbejderne inden for kommunens Teknik- og Miljøområde med på samme ordning. Flere gange om året skulle samtlige medarbejdere til en 1:1 samtale med deres leder.

Den idé var Betina Gagsch og hendes ledergruppe dog noget skeptiske over for.

- Vi startede i ledelsen på Materielgården med at sige: ”Det har vi meget svært ved at se værdien i”. Tværtimod tænkte vi, at det her kommer til at koste penge - 110 medarbejdere, der arbejder ude i marken, skal komme kørende ind til en times møde flere gang om året.

Betina Gagsch og resten af Materielgården endte dog med at gå med til at prøve idéen af, og allerede efter anden samtalerunde kunne de se, at samtalerne gav god mening.

- Vi kunne se, at der var uanede muligheder i det. Selvom der blev brugt ressourcer på det, så tjente det sig selv tifold ind igen. Hvis man i dag spørger mine ledere, om de gerne vil slippe for 1:1 samtalerne, vil de alle sige nej, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Tre råd til en-til-en samtaler

Det får Materielgården ud af 1:1 samtalerne

Men hvad er det så, der gør, at det er værd at bruge så mange ressourcer på at afholde samtalerne? Betina Gagsch forklarer, at det blandt andet giver udvikling og energi på arbejdspladsen, fordi medarbejderne bliver motiverede og får mulighed for at bidrage til udviklingen af arbejdspladsen med deres idéer

Man får tid alene med lederen. Det gør, at man føler sig set og hørt.  Og der bliver handlet på det, man siger.

Betina Gagsch

Det kan Marianne Kristensen nikke genkende til. Hun har været kommunalt ansat siden 16. marts 1978, fortæller hun, og hun arbejder især med at vedligeholde kommunens grønne områder.

Ligesom Betina Gagsch var hun til at starte med skeptisk over for møderne. Med tiden er hun dog blevet yderst tilfreds med møderne og det tættere samarbejde med teamlederne, eller formændene som Marianne Kristensen kalder dem.

- Det skal ikke lyde sådan, at vi til dagligt ikke er i kontakt med vores formænd.  Vi taler med dem over telefon osv. Men det er noget andet, når man sidder med dem og ved, at nu har de sat tid af til udelukkende at tale med dig, fortæller Marianne Kristensen.

Hun har på møderne blandt andet fortalt om redskaber, hun manglede. Dem har hun fået uden nogen diskussion. Andre gange har lederne selv spurgt ind til, hvilke redskaber hun kunne bruge. Det skete blandt andet, da de købte en ny arbejdsbil til hende. Her blev hun spurgt, hvilken model og hvilket udstyr hun gerne ville have.

- Der bliver lyttet til os, og det synes jeg er rart, fortæller hun.

Plads til det personlige

Det er dog ikke kun de rent faglige emner, der bliver snakket om på møderne.

- I samtalerne er der selvfølgelig fokus på hverdagen, og hvilke udfordringer der er, men så er der også fokus på det personlige, fortæller Betina Gagsch.

Det kan ledere og medarbejdere tale med hinanden om, fordi de har opbygget et tillidsrum gennem samtalerne.

Marianne Kristensen har også talt med sin leder om mere personlige emner. For eksempel er hun meget glad for at arbejde i det grønne, og da hun fik et nyt sæt arbejdsopgaver, der gav hende mindre mulighed for det, så blev det taget op under hendes 1:1 samtale.

-  Min formand fulgte op på det, fordi han vidste, at det ikke lige var det, jeg elskede allermest. ”Går det nu godt, og synes du, at det er i orden”, spurgte han mig.

Marianne Kristensen var alt i alt tilfreds med de nye opgaver, selvom det ikke lige var drømmejobbet for hende. Alligevel satte hun pris på, at lederen spurgte hende.

- Det gjorde, at jeg følte, at han ikke var ligeglad med os. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke kunne lide det, så havde han gjort noget ved det, fortæller hun.

Samtalerne fortsætter

Både Betina Gagsch og Marianne Kristensen har altså fået vendt deres skepsis over for møderne til en begejstring for dem. Og det samme har deres kollegaer, siger de begge.

I nogle tilfælde har møderne endda hjulpet så meget, at medarbejdere, der før var kørt ud på et sidespor, nu er blevet kernemedarbejdere på Materielgården ifølge Betina Gagsch.

Og når Marianne Kristensen tænker tilbage på tiden før møderne, kan hun også se en klar forbedring i medarbejdernes vilkår siden da.

Hun nævner blandt andet kommunesammenlægningerne som en hård tid. Hun arbejdede førhen i Give Kommune, og det var ikke helt nemt for hende, da Give blev en del af storkommunen Vejle.

- Dengang havde vi kun MUS-samtaler. Da var det en stor kamel for mange af os at sluge, at man pludselig var en del af Vejle Kommune. Men efter Betina er kommet til og samtalerne er begyndt, kan vi mærke, at det går i den rigtige retning.