Trivsel på rådhuset

Humor skal bringe de ansatte i Rebild Kommune godt gennem sammenlægningsprocessen. Derfor har de været til både korsang og på GPS-løb i Rold Skov.

Af Personaleweb 03/10/2006
Danske Regioner,
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Rebild Kommune har hele foråret haft fokus på trivsel. Blandt andet har der været en stor humor- og trivselsdag for alle kommende rådhusansatte.

Her i efteråret er det tanken, at arbejdet med trivsel skal finde sted i de nye forvaltninger og stabe, da det er her de rådhusansatte fremover skal arbejde - og trives.

Sådan et 'trivselsarrangement' fandt sted tirsdag den 19. september for ansatte i den nye stab, der består af fem afdelinger: Borgerservice, IT, Fællessekretariat, Personale og HR-udvikling samt Økonomi med i alt cirka 90 personer.

Arrangementet var delt i to. En fælles, obligatorisk del, der fandt sted om eftermiddagen på Kulturstationen i Skørping, samt en frivillig del i Rold Skov sidst på eftermiddagen og først på aftenen.

Sang for fællesskabet

Til den obligatoriske del var dirigent Vagn Egon Jørgensen hyret. Med konceptet 'Ledelse der Swinger' arbejder han med musikalsk teambuilding i form af korsang i virksomheder.

Alle ansatte blev stillet op i koropstilling efter stemmetype og derefter flyttet rundt efter dirigentens forgodtbefindende, så 'brummerne' kom ved siden af de sikre sangere. Herefter blev de ansatte 'udsat' for to timers humoristisk og underholdende indstudering - komplet med cancandans, værtshuslatter og klap på bestemte slag. Samtidig med, at lungerne blev foldet godt ud, og munden åbnet på vid gab, lærte de, at det kræver koncentration, nærvær og evne til at lytte at finde melodien i fællesskab.

Orienteringsløb om kommunen

Efter de musikalske udfoldelser gik turen ud i Rold Skov, hvor 66 personer mødte op på Klodholm Lejrplads til eftermiddagskaffe og -kage, GPS-løb og til sidst skovtaffel tilberedt over bål.

14 grupper af fire-fem personer tumlede rundt i skoven på terrængående ture over bakker og gennem moser for at finde syv poster, der hver havde spørgsmål om den nye kommune. De skulle blandt andet svare på 'hvor mange i de nye stabe hedder Kirsten til fornavn?', 'hvor mange stående udvalg bliver der i Rebild Kommune?' og lignende. På en post fik de en lang liste over anagrammer, der alle har med deres arbejde at gøre. Disse opgaver blev løst undervejs eller til sidst, når de havde fundet vej tilbage til start.

Hele dagen var præget af en rigtig god stemning. Folk var glade og gik ind i de meget forskellige opgaver med gåpåmod og gejst. Trods spredte byger mødte stort set alle dem, der havde meldt sig til Rold Skov-delen, op, og mørket var ved at falde på, da de sidste forlod lejrpladsen. Efterfølgende har mange kolleger givet udtryk for, at de havde en rigtig god dag sammen.

I Rebild Kommune tager de den gode stemning som et udtryk for, at folk generelt har haft en god oplevelse med sammenlægningsprocessen indtil videre. Det store puslespil i foråret med at finde en nye placering til de administrative medarbejdere er foregået på en ordentlig måde, så ingen nu har noget på hinanden eller er frustrerede.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327