Stress kan forstyrre personligheden

Manglende værdsættelse og accept kan ligefrem opleves tilintetgørende - på linie med fysisk at blive truet på livet. Det mener privatpraktiserende psykolog, Nadja Prætorius.

Af Personaleweb 09/09/2006
Danske Regioner,
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Nadja Prætorius har efterhånden mange års erfaringer med patienter primært indenfor social- og sundhedssektoren, og ifølge hende kan vi ende med at udvikle overlevelsesstrategier i større eller mindre grad - alt afhængig af kravene på jobbet og mulighederne for at imødekomme dem.

- En overlevelsesstrategi baserer sig på følelsen af at være truet på livet og er et forsøg på at undslippe katastrofen. Derved aktiveres stresshormonerne og en stress-tilstand er skabt, siger Nadja Prætorius.

Hun opstiller på baggrund af sine erfaringer fire grader af stressbelastning, der forekommer i stadig større udstrækning på mange arbejdspladser.

Overlæsset arbejde

Den første grad af stress opstår som følge af det, Nadja Prætorius kalder overlæsning af arbejde. Den rammer medarbejdere, der er ekstremt overbebyrdede med arbejde og som ofte ikke får tilstrækkelig tid og uddannelse til at gøre arbejdet på en kvalificeret måde.

- Men inden for de sidste år er der fremkommet flere nye former for alvorlig stressbelastning. De er mere sammensatte, med langt mere alvorlige konsekvenser og er vanskeligere at behandle, siger Nadja Prætorius.

Fremmedgjort

Hun kobler den anden grad af stressbelastning sammen med et vækstbegreb, der alene ser på det kvantitative - mængden - og ikke på kvaliteten. Således vurderes den enkeltes udvikling og succes i stigende grad ud fra evnen til at præstere målelige resultater.

- Det voksende arbejdspres har som alvorlig konsekvens, at medarbejdere i højere grad tvinges til at slække på kvaliteten af deres arbejde. Herved sættes de i en umulig situation, hvor de - uanset hvad de gør - har oplevelsen af, at de gør det forkerte og udfører et arbejde, de ikke kan stå inde for. At være i en sådan situation medfører, at man undergraves i sin dømmekraft, mister sit selvværd og tilliden til egen sansning. Det kan medføre forvirring og en dyb følelse af utilstrækkelighed. Samtidig svækkes man i at sige fra over for urimeligheder, siger psykologen.

Personligheden trues

Stressbelastning af tredje grad ser Nadja Prætorius opstå i sammenhæng med at kravene på arbejdet retter sig mere og mere mod den ansattes identitet. Med opstilling af ressource-, kompetence- eller personlighedsprofiler går man tættere på personligheden end tidligere.

- Helt fatalt bliver det, hvis en person fejlvurderes og underordner sig eller tager evalueringen til sig for at undgå udstødelse på arbejdspladsen. Det kan føre til personlighedsforstyrrelser, hvor symptomerne bl.a. kan være oplevelse af indre tomhed og meningsløshed, perioder af dyb selvutilstrækkelighed, manglende indføling samt afhængighed af andres feedback, påpeger Nadja Prætorius.

Resignation

For at overleve på arbejdet kan personen som yderste konsekvens deponere den menneskelige - og undertiden også den faglige - faktor i arbejdet, og så har vi nået den fjerde grad af stressbelastningen.

- Ved at fortrænge egne kvalifikationer, erfaringer og holdninger frigøres personen tilsyneladende fra at indse, at der er konflikt mellem holdninger og handlinger. Vi har at gøre med en resigneret persons 'selvpålagte' overlevelsesstrategi. Herved pantsætter vedkommende sin egen virkelighedsoplevelse og dømmekraft for at undgå følelsen af utilstrækkelighed og magtesløshed, men også for at undgå en konflikt med og udstødelse fra arbejdsfællesskabet, forklarer Nadja Prætorius.

En sådan tilstand kan komme til udtryk som kynisme og rigiditet.

Tal med kollegaerne

På spørgsmålet, om der er noget, individet selv kan gøre for ikke at ende i en sådan stressbelastningsspiral, svarer Nadja Prætorius:

- Stress er blevet et kollektivt problem på vores arbejdspladser, og derfor er det uendelig svært for enkeltpersoner at gøre noget ved det. Mit råd er imidlertid, at man skal huske sig selv på, hvorfor man har valgt sit arbejde. For giver det stadig mening, hvis man konstant presses ud over sin kapacitet eller skal man finde andre og mere meningsfulde måder at passe sit arbejde på? Og endelig: Tal med dine kollegaer om det, så problemerne bliver synlige, og man sammen kan gøre noget ved det.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327