Stress er tabu

Vi skal helst kunne klare det hele og det gør det svært at tale åbent om stress. Især ledere har problemer med at udstille svaghed.

Af Personaleweb 09/09/2006
Danske Regioner,
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Vi skal ikke mere end et par årtier tilbage i tiden for at finde de mange ansatte, der troede de skulle på statshospitalet, hvis de begyndte at få stresssymptomer. De blev simpelthen bange for, at de var på vej til at blive sindssyge. Sådan er det heldigvis ikke længere, fortæller arbejds- og organisationspsykolog Hanne Nørby. Hun arbejder dagligt med personer, der er kommet psykisk i klemme på jobbet - bl.a. er hun knyttet til DJØF’s og Ingeniørforeningens hotlines samt HK/SL’s lederlinie.

Ifølge Hanne Nørby kan de fleste tale om stress i dag. Men ikke alle.

- Der er stadig nogle, som har så svært ved at lytte til deres krop, at de bliver totalt overraskede, når kroppen ikke længere vil være med.

Er jeg nu også god nok

Selv om stadig flere har et mere bevidst forhold til stress, og der bliver talt om det rundt om på arbejdspladserne, så er der ifølge Hanne Nørby mange, der har svært ved at åbne op omkring det, når de har de første mere alvorlige symptomer.

- Det er, som om vi godt kan tale om stress, når det handler om at have generelt travlt og for meget at lave. Men når det begynder at gøre ondt, bliver det svært. Så er det ikke noget man lige siger til sine kolleger eller chefen. Det kunne jo ses som udtryk for, at man ikke er god nok til at klare sit arbejde. Hvis man så heller ikke rigtig ved, hvad der kan gøres ved det, er der ikke meget at holde sig til - og usikkerheden og følelserne kan tage styringen.

Vil ikke udstille svaghed

Også på skolerne er der eksempler på, hvor svært det kan være at tale om stress.

- I lærerverdenen er der ikke tradition for at tale om det, hvis det kan være vanskeligt at klare jobbet, eller hvis man føler sig belastet. Det kan hænge sammen med den kultur, som 'den lukkede dør', metodefrihed og ene-lærer traditionen har skabt, siger Laila Jensen fra Danmarks Lærerforening.

Laila Jensen mener, at lærere har et stort eneansvar, er fagligt engagerede og stiller høje krav til sig selv. Det kan derfor være vanskeligt at stå frem og sige, at der er noget, man ikke har styr på. Alt for mange kæmper med den samme forkvaklede følelse:

- Jeg er ikke god nok, hvis jeg ikke kan klare dette her’. I stedet holder man det for sig selv, og går ikke ind til skolelederen eller kollegerne og beder om hjælp til prioriteringer eller uoverensstemmelser med børn og forældre.

- Man vil simpelthen ikke udstille, at man ikke kan klare det, forklarer Laila Jensen.

Lederne har brug for et frirum

For mange ledere kan det være ekstra svært at erkende sin egen stress. De er vant til at blive mødt med krav om at skulle klare det, som medarbejderne ikke kan, og så kan det jo være svært at fremstå som en, der melder sig syg på grund af stress.

- Der jo en vis konkurrence blandt ledere, så det kan være at tabe ansigt overfor de andre, hvis man taler åbent om, at man er stresset, siger Hanne Nørby.

Hun bakkes op af arbejdspsykologisk konsulent i Arbejdsmiljø København, Lasse Rønnoe, der gennem coaching og samarbejde med ledere har fået stor indsigt i deres arbejdsliv.

- De oplever, at det at sætte ord på stress, at tale med et andet menneske om det, er utroligt hjælpsomt. Det letter presset. Men det kan mange gange være svært for lederen at gå videre og involvere andre eksempelvis chefen. Mange er simpelthen ikke vant til at tale med deres chef om sådan noget. Den årlige MUS samtale for ledere bruges for det meste til at tale mål, økonomi og uddannelsesønsker. Der er simpelthen brug for mere tæt opbakning fra andre ledere. Et stærkere lederfællesskab, konstaterer Lasse Rønnoe.

Han har oplevet ledergrupper, hvor det er lykkedes at skabe den tryghed, der skal til for at tage følsomme emner op. Får lederne rigtig meget ud af det. Dels på et personligt plan, hvor skylden og presset letter. Og dels på et arbejdsmæssigt plan, hvor de får gode og konstruktive idéer til at komme videre og organisere sig ud af problemet.

- Mange ledere går og slås med stressen alene, og netop ensomheden kan sætte turbo på fantasierne om hvad der kan ske, både med jobbet og med ens eget helbred. Derfor er mine erfaringer med ledernetværksgrupper, som kører over en længere periode og hvor der er en klar og styret arbejdsmetode til at nærme sig de kildne spørgsmål, at de er guld værd. Lederne kommer ud af den ensomhedsoplevelse, som ofte er forbundet med at have et stort ansvar og være rollemodel for andre. Samtidig viser både praksis og forskning, at fællesskab - steder at læsse af, få kærlig og kritisk feed-back og opnå følelsen af at tilhøre en gruppe af ligestillede - er en fantastisk buffer for alvorlig stress.

Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327