Anne Knudsen, antropolog og redaktør på Weekendavisen, lagde ikke fingrene imellem, da hun ved afslutningen på Stafet-projektet tog arbejdsmiljøet i den offentlige sektor under kærlig behandling.

Hvis det offentlige arbejdsmarked vil sikre trivslen, velfærden og arbejdskraften i fremtiden, så må kommunerne og regionerne tilpasse sig nutiden og lede via ros, anerkendelse og belønning, i stedet for at lege far, mor og børn.

Læs også: Vi pylrer ikke, vi værdsætter

- Det offentlige arbejdsmarked har altid været anderledes end det private, og det har det især på grund af køn. Over halvdelen af Danmarks voksne kvinder har haft arbejde på en offentlig arbejdsplads, mens mændene var ansat i det private. Men sådan kan man ikke regne med, at det bliver ved med at være, sagde hun.

Den massive kritik af den service, den offentlige sektor leverer, gør det nemlig svært at rekruttere folk, og rekrutteringen vil blive endnu svære i fremtiden. Derfor skal den offentlige sektor gøre op med forestillingen om, at de offentlige arbejdspladser skal fungere som ideelle familier.

- Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, bildte man dem ind, at de skulle gøre, som de plejede -passe børn, passe ældre og gøre rent. Og kvinderne betragtede deres arbejdsplads som deres familie. Derfor har de offentlige arbejdspladser gået for at være rare arbejdspladser. Men disse kvinder er nu enten på efterløn eller pension eller på vej, og deres børn og børnebørn er ikke villige til at falde ind i en af rollerne i far, mor og børn. De har haft en fortræffelig opvækst i dette system, men de er ikke videre kollektivistiske. Hensynet til gruppen appellerer ikke til ungdommen, fastslog Anne Knudsen.

Ros til stjerne

Hun pegede på, at de unge i dag er individualister. De vil være stjerner, de vil roses, de vil præstere og ses som individer.

- Men sådan nogle krav er svære at leve op til, når man arbejder ud fra det princip, at alle skal føle sig tilpas, og for eksempel ikke har resultatløn, sagde hun.

Hun kunne dog godt forstå, at det er svært at rose, når det ikke er formuleret, hvad det er for opgaver, de offentligt ansatte skal varetage.

- Ambitionerne står ikke altid mål med de muligheder, der er i jobbene. Forestillingen om, hvordan det kunne være, hvis det var ideelt, fylder meget, og det skræmmer medarbejderne, så de nogle gange ikke får gjort det, de skulle have gjort. Men det er ledelsens fejl, at de ikke har sat mål, så medarbejderne kan gå glade hjem om fredagen. Sygefraværet taler sit tydelige sprog. Det, der gør flest syge eller stressede, er følelsen af at være utilstrækkelig, fastslog hun.

Læs også: Forsker: Skam gør os sårbare for stress

Resultatløn og præstationsløn er for mange offentligt ansatte skældsord, men Anne Knudsen forstår ikke frygten.

- Forestillingen om, at konkurrence ødelægger det hele, er vildt overdrevet. Kollegerne ved jo godt, at man har fortjent den ros fra chefen, og den, der ikke får ros, vil anstrenge sig for at gøre det bedre næste gang. Belønningen behøver heller ikke nødvendigvis at være penge. Penge er dejlige, men ros er det vigtigste. Muligheden for at præstere sig til en forfremmelse er også en mulighed, foreslog hun.

Anne Knudsen pegede på, at det private erhvervsliv ofte rekrutterer på deres ry, frem for hvor meget de betaler i løn. Derfor skal de offentlige arbejdspladser hellere investere i positiv omtale fra de ansatte end glitret papir til annoncer.