Opgivende kvinde

Man bør udstille sine svagheder

Alle på et hold har et ansvar for indsatsen og hinanden. Derfor er empati og sociale kompetencer lige så vigtige egenskaber som faglig dygtighed, mener tidligere fodboldtræner Poul Hansen.

Af Personaleweb 18/08/2006
Danske Regioner,
KL,
KTO

- Man kan sige, at jeg først begyndte at arbejde med stress, da det var for sent, og jeg fornemmede det kun sjældent selv. Men i slutningen af min trænerkarriere havde jeg en underlig fornemmelse af, at jeg ikke kunne slippe arbejdet helt. Der kom hele tiden noget snigende, jeg burde tænke på, og jeg havde altid den forrige og den næste kamp i hovedet, fortæller Poul Hansen.

Så den tidligere fodboldtræner begyndte at 'brænde' sig selv mere fysisk af ved blandt andet at spille golf og sætte sommerhus i stand, selv om han ikke havde forstand på nogen af delene.

Læs også: Det moderlige instinkt giver stress

- Det var et spørgsmål om at fokusere på noget andet, så fodbold ikke længere fyldte så meget.

Som tv-studievært og kommentator er arbejdsdagene stadig ind imellem stressede og uregelmæssige. Men til forskel fra tidligere har Poul Hansen nu fri i perioder.

Følelserne spiller med

Poul Hansen opnåede som træner flotte resultater med fodboldspillerne, blandt andet fordi han også arbejdede med de psykiske faktorer.

- Nogle skal have taget presset af, mens andre skal presses mere - i begge tilfælde for at yde det rigtige. På et fodboldhold er der både den individuelle og den gruppemæssige stress. Det handler som træner om at se de forskellige behov, forklarer han.

Fodbold er meget målbar. Man kan se på den enkeltes spil, om han trives. Derfor er det også svært at skjule personlige forhold i sportens verden, fordi de omgående influerer på resultaterne. Af samme grund er det efter Poul Hansens opfattelse mere legalt at tale om følelser og privatliv inden for idræt end i andre brancher.

- I en gængs virksomhed udstiller man ikke sine svagheder af ængstelse for konsekvenserne. Men man er nødt til at gå tæt på, hvis man vil opnå de rigtigt gode resultater. Og ja, det er svært, for får man først folk til at åbne op, skal man som leder stå til rådighed og være til stede. Man kan ikke sidde i et hjørne, men skal ud blandt medarbejderne og være nysgerrig, opmærksom og have evnen til også at se tingene fra deres synsvinkel, mener Poul Hansen.

Stress fjerner fornuften

For ham er der ingen modsætning i at skulle træffe de hårde lederbeslutninger og være betroet i forhold til de ansatte.

- Man kan ikke sikre tryghed på alle områder hele tiden. Men har man opnået en åbenhed, så folk tør sige, hvad der trykker dem, kan man ændre på forholdene eller udnytte stressen positivt. For dårlige resultater kan også skyldes, at der ikke har været stress nok.

Læs også: Kollektive strategier skal afhjælpe stress

Men pumper adrenalinet hele tiden, ryger fornuften.

- Så handler man udelukkende i nuet og uden eftertanke. Man må finde en metode, hvor man kan sætte sig op, når det kræves, så man ikke altid kører på rutinen.

Derfor skal alle på et hold eller en arbejdsplads ifølge Poul Hansen være bevidste om deres medansvar for, at alle bliver bedre, også til at håndtere stress.

- Det kræver empati og sociale kompetencer. Derfor vil man på et fodboldhold se, at nogle spillere får mere i løn, end deres tekniske færdigheder berettiger til. Men man kan ikke kun holde på folk, fordi de er fagligt dygtige, hvis de ikke ved, hvordan de skal begå sig blandt andre. Så bliver resultatet ganske enkelt dårligt.

Om Poul Hansen
  • Poul Hansen, 52 år, fodboldkommentator og studievært på TV3 Viasat siden 2004.
  • Foredragsholder inden for motivation, teamforståelse og coaching.
  • Fodboldtræner på højeste niveau gennem 8 år - i Ikast, Lyngby, Farum (sportschef) og AGF.
  • Årets Træner 1999.
  • Før jobbet som professionel træner ansat i personaleafdelingen i Sydbank.
Om projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Artiklen er en del af projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab', hvor Personalepolitisk Forum har samlet viden om, erfaringer med og metoder til at opdage, forebygge og håndtere stress.

Læs også aftalerne om trivsel og sundhed for kommuner og regioner.

Kontakt vedrørende projektet 'Stop stress - skab trivsel i fællesskab'

Preben Meier Pedersen, KL, pmp@kl.dk, 3370 3819

Henrik Carlsen, KTO, hc@kto.dk, 3347 0617

Nicolaj Krogh Jensen, Danske Regioner, nkj@regioner.dk, 3529 8327