Hvad viser jeres forskning?

Vores forskning viser, at stress stadig kan sidde i kroppen over et år efter stressperioden. Forskningen viser også, at både hukommelsen og koncentrationsevnen kan være påvirket efter et år. Mange af de stressramte kæmper bl.a. med at tilegne sig ny viden, og flere har søvnproblemer. Kun 32 procent af patienterne føler, at de er kommet sig helt eller næsten helt efter et år. 16 procent har efter et år stadig tilbagefald på grund af stress og har haft længere sygefravær relateret til stress på mindst en uge i kvartalet op til etårsdagen.14 procent er uden job ved opfølgningen.

Hvad gjorde I?

Et år efter patienternes første møde med Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, blev deltagernes kognitive formåen igen testet hos en psykolog (opgaveløsning). 112 mennesker indgik i undersøgelsen, heraf 56 tidligere patienter med langvarig arbejdsrelateret stress og 56 raske kontrolpersoner.

Hvad er det sværeste for patienterne?

Det sværeste for patienterne var de opgaver, hvor der var tidspres, og de opgaver, der handlede om at tilegne sig ny viden. Stresspatienterne har sværere end kontrolgruppen ved at lære nyt. De blev præsenteret for de samme opgaver som for et år siden – men stresspatienterne ser ikke ud til at have ikke lige så stor fordel af at have set det før som kontrolgruppen havde.

Hvad var jeres forventning?

Vi havde en formodning om, at patienterne ville få det bedre, men vi vidste ikke i hvilket omfang. Det ser ud til, at det er ca. en tredjedel af de tidligere patienter, som ikke klarer sig lige så godt, som de har gjort tidligere – før de blev stressede.

Hvad betyder den nye viden for stresspatienternes tilbagevenden til arbejdsmarkedet?

Vores forskning viser, at fortsatte kognitive vanskeligheder, altså hukommelses- og koncentrationssvigt spænder ben for nogle stressklienters helbredelse og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det betyder, at man i forbindelse med tilbagevenden til arbejdsmarkedet skal tage højde for eventuelle kognitive vanskeligheder.

Det er selvfølgelig ikke alle med stress, som har nævneværdige kognitive vanskeligheder, men mange har, og det kan give store problemer på arbejdspladsen, hvis der ikke tages hensyn til dette. Fx er det en god idé at begynde med relativt simple opgaver og helst ganske få. Så kan man lige så stille trappe op i det tempo, som vedkommende kan klare. Tidspres er en anden faktor, som kan skabe problemer. Mange kan måske godt klare relativt komplekse opgaver, hvis de har tid nok og ikke bliver forstyrret. Sagt på en anden måde, er ro under arbejdsopgaverne vigtigt. Det gælder i særlig grad ved indlæring af ny viden eller arbejdsgange. Så ved genopstart er det en rigtig god idé at tage en grundig snak om hvilke opgaver, som den sygemeldte kan begynde med – hvad er det som han eller hun har sværest ved, og hvad kan han/hun overskue på nuværende tidspunkt? Derefter er det vigtigt at følge op med jævne mellemrum og justere planen afhængig af, hvordan det går.

Hvordan skaber man de bedste rammer for de stressramte?

Ved at tage højde for de nævnte udfordringer kan man i høj grad forbedre chancerne for, at genopstarten bliver en succes, dvs. at det at komme tilbage til arbejdspladsen fremmer bedringsprocessen i stedet for det modsatte. De fleste, som har været sygemeldt i længere tid, er jo ikke fuldstændigt raske, når de genoptager arbejdet gradvist, men når opgaverne kan tilpasses vedkommendes funktionsniveau, er det jo kun en fordel for alle parter, at vedkommende kommer tilbage hurtigst muligt.

Hvad mangler der fortsat mere viden om inden for stressområdet?

Der er fortsat meget, som vi ikke ved. Forskningen besværes noget af, at der ikke findes nogen alment anerkendt definition af hvad stress er, og hvad stress ikke er, og derfor bruger forskellige forskere forskellige afgrænsninger. Det gør det svært at danne sig et præcist overblik over forskningsresultaterne.

Den information, vi har i dag, kommer i høj grad for observationsstudier, som det, vi selv har gennemført, hvor man følger en gruppe patienter og/eller en gruppe raske og undersøger bestemte sammenhænge mellem faktorer – i dette tilfælde mellem stress og kognitive vanskeligheder. Men vi ved ikke med sikkerhed, om det var stressen, som kom først, og dermed var skyld i de kognitive vanskeligheder.

I princippet kunne patienterne jo have udviklet kognitive problemer af en anden grund og måske derefter være blevet stresset. Hvis vi skal undersøge årsagssammenhænge direkte, skal vi bruge et eksperimentelt design, hvor vi udsætter tilfældigt udvalgte raske mennesker for langvarig stress og ser, om de så får kognitive vanskeligheder sammenlignet med en anden gruppe, som vi ikke udsætter for stress – men en sådan undersøgelse kan man jo rent etisk ikke forsvare. Den slags eksperimenter er foretaget på dyr, men i hvilken grad, disse resultater kan overføres til mennesker, er usikkert.

Vi mangler også viden om, hvad det er, som karakteriserer de stresspatienter, som ikke kommer sig helt og som ryger udenfor arbejdsmarkedet. Hvis vi kunne bliver klogere på dette område, ville vi også kunne tilpasse vores behandlingstilbud, således at det i særlig grad var rettet mod denne gruppe. Hvis det nu fx var de patienter, som i særlig grad havde søvnbesvær, ja så ville det jo være oplagt at tilbyde decideret søvnbehandling. Det kunne også være, at man fandt ud af, at de patienter, som havde et anstrengt forhold til deres nærmeste leder, var i høj risiko for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet. Så var det jo en anden form for behandling, som skulle til.